Konservativ it-iværksætter vil gøre it til svaret på Danmarks kvaler

Danmark kan rigtig meget med it, sammenlignet med andre lande, og det skal vi tjene penge på. Sådan lyder den konservative it-kandidat Lars N. Carstensens opskrift på fremtiden.

Han er i gang med at bygge sit tredje it-firma op fra bunden og har derudover arbejdet som blandt andet produktchef for Navision og vicedirektør i den offentlige sektor. Og nu vil han også gerne i Folketinget.

Der er nemlig brug for indblik i, hvordan it-løsninger kan blive Danmarks nye store eksportvare, mener Lars N. Carstensen, konservativ folketingskandidat i Nordsjælland. Faktisk er it både svaret på, hvordan vi får råd til den offentlige sektor fremover, men også hvordan Danmarks skal tjene sine penge i verden, mener han.

Med sig har han også teknisk forståelse. Specialet på DTU i 1994 handlede om udvikling med objektorienterede modeller, og Lars N. Carstensen hygger sig stadig med at kode lidt til Navision, som direktør for - og eneste ansatte i - firmaet ExpandIT Utilities, som blev løbet i gang i foråret.

Hvad er din it-mærkesag?

»Vi skal være mere opmærksomme på, at Danmark skal leve af it i fremtiden. It skal gøre, at vi kan klare os i konkurrencen. Vi er rigtig gode til at understøtte processer med it, både i det private og det offentlige. Mange politikere taler om grøn vækst, men i stedet for at gå efter fugle på taget, så skal vi gå efter det, vi allerede er rigtige dygtige til.«

Hvor godt synes du, at danske politikere generelt forstår sig på it?

»Hvis jeg må starte et andet sted først: Det er kun 20 ud af 179 politikere i Folketinget, som har prøvet at drive egen virksomhed. Der mangler noget viden og forståelse der. En meget stor del af dem, der siger, at de laver regelforenkling for iværksættere, aner ikke, hvad de har med at gøre.

Og på samme måde frygter jeg, at det også er en begrænset historie med it. Man er måske bruger af it og kan måske sende en mail, men har ikke rigtig sat sig ind i, hvad man faktisk kan med it, og hvordan det kan effektivisere og understøtte processer.

Der vil i de kommende år være mange i den offentlige sektor, der går på pension, så vi vil komme til at mangle hænder. Vi bliver død og pine tvunget til at effektivisere processerne i det offentlige med it.«

Hvorfor skal it-professionelle stemme på dig?

»Fordi jeg mener, at it er Danmarks fremtid, og fordi jeg har prøvet lidt af hvert i it-branchen og nu har startet min tredje it-virksomhed.

Vi skal satse meget mere på at bringe vores it-uddannelser frem. Vi er langt fremme, men der kan gøres mere. Og vi skal have sat os på landkortet som verdens bedste it-land. Det skal man ikke grine ad. Vi er langt længere fremme end for eksempel USA. Der sender de stadig checks til hinanden. Vi har mange løsninger, vi kan eksportere. Og så skal vi ikke være så it-forskrækkede. I dag laver man kæmpestore it-projekter, der tager ti år at implementere og aldrig bliver gode. I stedet skal man tænke it ind i alle processer og tage små skridt hele tiden.«

Hvis du skulle være et styresystem, hvilket et ville det så være?

»Jeg ville gerne være et åbent system, som havde en stor udbredelse. Jeg vil ikke sætte et navn på. Jeg har ingen religiøse overbevisninger på det område, det mener jeg ikke er væsentligt. Det handler om, at man får løst opgaven til den rigtige pris.«

Android, iPhone eller noget helt tredje?

»Blackberry, af én eneste grund: Det er den telefon, der har den bedste sikkerhed. Jeg har en krypteret forbindelse fra telefonen og ud til en Blackberry-server. Og jeg går på internettet samme vej. Alle data ligger på serveren, så hvis telefonen bliver stjålet, kan man slette alt på den og hurtigt genskabe alle data på en ny telefon.«

Kan du programmere? I hvilke sprog?

»Jeg har programmeret, siden jeg var 14, og jeg koder stadig lidt i Navision, som nu hedder Dynamics Nav. Jeg har programmeret i mere end tyve forskellige sprog gennem tiden, så jeg har ikke ét foretrukket sprog.«

Hvad kan du godt lide at nørde med?

»Udover mit arbejde kan jeg godt lide politik, selvfølgeligt. Jeg har også forsøgt mig med daytrading på nettet, og så spiller jeg golf. Jeg har en familie med tre børn og hund, så der er ikke meget fritid.«

Hvad, synes din kone, er allermest irriterende ved, at du er it-professionel?

»At jeg kan finde på at arbejde på mærkelige tidspunkter. Nogle gange bliver jeg grebet af noget, og så bliver jeg siddende oppe til klokken 3 eller 4 om natten med det.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jens Schumacher

Endelig en politiker som har reel forståelse for IT og så er han en smølf. SUK. Det er desværre andre hensyn end IT politisk indsigt som påvirker hvor min stemme lander.

Men jeg håber absolut at han kommer ind og at valgets vindere gider lytte på trods af parti farven.

  • 3
  • 3
#2 Jesper Møller

Jeg er enig med Lars Carstensen. Vi er et lille land med en enorm ressource i it branchen. Lavede halvdelen af it virksomhederne sine produkter og services på engelsk, tysk, fransk og spansk fra start ville potentialet være mange gange større. Dels på indtægter fra annoncer, men ligeledes abonnementer og services. Derfor har Lars en god pointe. Få sat fokus på dette segment. Få manden ind i parlementet.

  • 3
  • 1
#7 Jesper Møller

Jeg forstår godt udviklere gerne vil have open source, og vel egentlig kun det. Idag beskyter dem der finansierer udviklingen sin kode bag forskellige kerner, og tager så metoden i patent ved at varermærkebeskytte det. Det har vist sig at fungerer et langt stykke hen ad vejen. Andre gange rækker det ikke. Man kan eksempelvis kræve patenter indenfor IT med, at det skal være i kommercielt brug, er det ikke det, bliver det til open source, eller man kan beholde det som det er idag.

Det er jo ikke de konservative isloeret der gerne vil lave om på denne retning. Det er en hel europæisk retning, hvor især frankrig gerne beskytter sig imod mastodonterne fra USA.

Men jeg mener grundlæggende, at uanset om det er for eller imod patenter, har Lars Carstensen en pointe i, at der skal fokus på IT som fremtidens indtægtskilde nr 1. Jeg er sikker på, at en dygtig politiker med erfaring vil lytte, og om nødvendigt, få sat det rette spor.

Enhedslisten. Hvad hjælper det man har en it holdning, hvis man grundlæggende tror på, og har det skrevet i sit partiprogram, at man går ind for en væbnet revolution! Det handler ikke om, hvem der mener hvad, Det handler om at få sat fokus på sektoren, debatteret, få en mand der dækker området som fokusområde, og trækker det den vej som er bedst for branchen.

IT sektoren skal tages seriøst op af politikerne. Der skal afsættes midler til sektoren, bedre finansiering for mindre udviklingsselskaber og støtte til eksport.

Branchen er reelt større end landbrugssektoren. Skal vi have en IT minister?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere