Konsekvenser af Huawei-forbud for europæisk 5G, chip- og netværks-leverandører og smartphones

Illustration: aquir/Bigstock
Den amerikanske beslutning om at forbyde Huawei-teknologi kan få vidtrækkende betydning for en række europæiske selskaber og teknologi-områder.

De videre konsekvenser af det amerikanske forbud mod at amerikanske virksomheder samarbejder med Huawei breder sig som ringe i vandet.

Læs også: Google standser forretninger med Huawei efter amerikansk dekret

Europæisk 5G-udrulning

Det kan få betydning for udrulningen af 5G i Europa, da Huawei ifølge Bloomberg har kontrakter på 40 5G-udrulninger, heraf halvdelen i Europa.

TDC besluttede marts måned i år at fravælge Huawei og i stedet vælge Ericsson som 5G-leverandør på trods af, at TDC's 4G var baseret på Huawei .

Læs også: Huawei er droppet: TDC og Ericsson lover landsdækkende 5G i 2020

Vil nogle af de andre europæiske lande droppe Huawei som leverandør til deres 5G-netværk?

Hvis man skal tro de foreløbige udmeldinger fra eurpæiske beslutningstagere, så er svaret nej.

I Frankrig sagde den franske finansminister Bruno Le Maire i tirsdags, at Frankrig vil fortsætte med sine 5G-planer uden på forhånd at udelukke Huawei.

»Vi vil foretage en omhyggelig kontrol af vores 5G-udrulning … uden at udelukke en operatør fra Frankrig på forhånd,« sagde den franske finansminister ifølge Reuters.

Bruno Le Maire sagde dog også, at strategiske sikkerhedsovervejelser vil indgå i Frankrigs beslutning.

»Vi vil træffe vores beslutninger på baggrund af teknologiske interesser og den strategiske sikkerhed for vores netværk.«

Bruno Le Maire afslørede samtidig også, at han havde mødt chefen for Ericsson for at diskutere alternativer til Huawei.

Den tyske kansler Angela Merkel og hollandske premierminister Mark Rutte har været ude med tilsvarende meldinger om, at de ikke vil forbyde Huawei.

5G udrulning i UK denne måned

I UK er 5G udrulningen lige ved at være i gang.

Mobiloperatøren EE vil allerede lancere 5G 30. maj i London, Birmingham, Cardiff, Manchester, Edinburgh og Belfast.

Den 3. juli følger Vodafone efter ved at lancere 5G i 7 britiske byer; Birmingham, Bristol, Cardiff, Glasgow, Manchester, Liverpool og London.

Antenner og andet teknisk udstyr, der ikke er del af core-netværket, i de britiske 5G-udrulninger, kommer blandt andet fra Huawei.

Den britiske beslutning om at anvende Huawei-udstyr har blandt andet kostet forsvarsministeren sit job, da han blev anklaget for at stå bag et læk fra det Nationale Sikkerhedsråd, hvor det blev besluttet at Huawei kunne være med i 5G-udrulningen.

Læs også: Medie: Britisk forsvarsminister blev fyret efter Huawei-læk

Mulighed for Europa?

Det er dog tidligt i balladen om Huawei og konsekvenserne for europæisk 5G-udrulning kan ændre sig.

Markedet har i hvert fald valgt at se det som en mulighed for de to skandinaviske teleleverandører Ericsson og Nokia, der med kursstigninger og begejstrede analytikervurderinger forventes at lukrere på striden mellem USA og Huawei.

Seneste udvikling i samarbejdsnedlukningen er det amerikanske forbud mod levering af amerikansk teknologi til Huawei, som vi dog skal huske først træder reelt i kraft til august. Det betyder blandt andet at amerikanske chipleverandører som Intel, Qualcomm, Xilinx og Broadcom ikke længere vil levere software og komponenter til Huawei.

Læs også: Bloomberg: Intel og Qualcomm har efter sigende stoppet leverancerne til Huawei

Det åbner muligheden for at andre ikke-amerikanske leverandører kan træde til.

Selvom Huawei forsøger at blive selvforsynende i chips og blandt andet fremstiller sit eget Kirin chipsæt til smartphones, eksempelvis er det Kirin 980 processoren som sidder i Huaweis flagskibsprodukt P30, så vil taiwanesiske Mediatek som verdens andenstørste producent af chips til smartphones efter Qualcomm formentlig komme til at nyde godt af det amerikanske forbud.

Men også europæiske chip-leverandører kan drage fordel af forbuddet.

Ifølge Bloomberg vil den østrigske chip-producent AMS ikke suspendere leveringer til Huawei ligesom tyske Infineon har meddelt at ‘hovedparten af produkter som leveres til Huawei ikke er omfattet af amerikanske restriktioner’.

Ifølge Bloomberg udgør leverancer til Huawei 1,3 pct. af Infineons salg og 3,7 pct af AMS’s omsætning.

Europæiske chips og processordesign

Den britiske virksomhed Imagination Technologies, der fremstiller PowerVR grafikprocessorer og MIPS mikroprocessorer, ser det amerikanske forbud som en forretningsmulighed.

»Som en global organisation med hovedkvarter i UK der ikke har forskning og udvikling i USA, er vi i en unik position til at arbejde med virksomheder overalt i verden,« har Woz Ahmed, executive vice president of corporate development hos Imagination Technologies, udtalt til Bloomberg.

En anden britisk chip-virksomhed, ARM Technologies, har derimod valgt at indstille al samarbejde med Huawei, da en del af virksomhedens processor-design bliver udført i USA og derfor er omfattet af forbuddet. Det er ikke kun et et hårdt slag for ARM, men også for Huawei.

Huawei baserer fremstillingen af sine Kirin-chipsæt på ARMs design.

Læs også: ARM lukker ned for levering af chipdesign til Huawei efter amerikansk boykot

Smartphone – Hvem erstatter Huawei?

Da Google meldte ud, at selskabet fremover vil udelukke Huawei fra Google Play og andre Google tjenester, begyndte spekulationerne om, hvad Huawei vil gøre og hvilken betydning det vil få for smartphone-markedet.

Vil Huawei udvikle sit eget mobile styresystem? Vil kunderne være interesseret i det?

På verdensplan er Samsung den største leverandør af smartphones, mens Huawei er nummer to.

Dugfriske tal viser, at det samme gør sig gældende på europæisk plan.

På det europæiske smartphone-marked voksede Huaweis markedsandel endda hastigt fra 15 procent i første kvartal af 2018 til 26 procent i første kvartal i år.

Samsung sidder med en europæisk markedsandel på 31 procent med Apple som nummer 3 med 21 procent. Et andet kinesisk firma, Xiamoi, indtager fjerdepladsen med 4 procent af markedet

Hvis Huawei udelukkes fra Android-økosystemet er det nærliggende at spørge, hvem der vil snuppe Huaweis fjerdedel af det europæiske marked for smartphones?

Men samtidig skal vi huske på, at det amerikanske forbud er udsat til august, så måske er det blot et forhandlingsvåben i en eventuel handelsaftale mellem USA og Kina?

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize