Konkursramte Mondo sælges i bidder til Ciklum og Nordea
En uge efter at Mondo gik konkurs, er der nu ved at være styr på, hvordan stumperne reddes bedst muligt. Mest markant overtager offshore-huset Ciklum 150 tidligere Mondo-medarbejdere i Ukraine og Pakistan, hvilket får Ciklum til at vokse til i alt 850 medarbejdere, skriver Børsen.
De danske aktiviteter splittes op i mindre bidder, så kunder kan købe egne projekter hjem. Således er planen ifølge kurator, at Nordea overtager den del af Mondo, som var i gang med leverancen til Nordea.
De to sidste bidder er Mondos softwareprodukter til rejsebranchen og til at optimere forholdet mellem kunder og leverandører. Disse dele er ved at blive solgt til svenske virksomheder.
Frasalgene giver mulighed for at dække udgifterne til løn, som de tidligere medarbejdere mangler at få, men konkursen vil alt i alt efterlade et hul på 50 millioner kroner. Dermed er der blevet brændt en del penge af i firmaet siden marts 2008, hvor Ib Kunøe overtog Mondo for én krone.
I perioden frem til konkursen skød Ib Kunøe 85 millioner kroner ind i Mondo, ligesom et frasalg af aktiviteterne i Mondo Hosting til Atea gav firmaet 30 millioner kroner.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.