Konkurrencestyrelsen anbefaler både ODF og OOXML

Konkurrencestyrelsen anbefaler i en ny rapport, at både ODF- og OOXML-dokumentformaterne skal være gangbare i det offentlige.

Konkurrencestyrelsen har på et pressemøde netop offentliggjort en rapport om markedet for kontorsoftware. I rapporten hedder det, at man ikke vil anbefale hverken ODF eller OOXML som vinder af formatkrigen.

»Konkurrencestyrelsen anbefaler på baggrund af undersøgelsen i denne rapport, at der ved offentlige anskaffelser i Danmark ikke vælges kun én af de to åbne standarder, ODF eller OOXML, men at offentlige indkøb skal kunne baseres på begge standarder, således at løsninger skal understøtte enten OOXML eller ODF, samt kunne modtage tekstdokumenter i begge formater,« står der således i rapportens konklusion.

»Det er et internationalt marked, og en dansk beslutning vil kun have direkte virkning på en meget lille del af markedet,« siger direktør i Konkurrencestyrelsen, Agnete Gersing. Ifølge rapporten udgør det offentlige Danmarks indkøb af kontorpakker kun to promille af det samlede verdensmarked.

Et andet argument for beslutningen er, at det ikke vil forbedre konkurrencen på markedet, hvis Konkurrencestyrelsen var landet på at anbefale én af de to konkurrerende formater.

»Et valg af OOXML vil p.t. udelukke alle andre udbydere end Microsoft, mens konkurrencen ved valg af ODF vil udspille sig mellem præcis de samme kontorpakker som i en situation, hvor begge standarder vælges. Et valg af ODF vil i øvrigt ikke sikre den fornødne grad af interoperabilitet,« argumenterer Agnete Gersing videre.

»Situationen på markedet i dag er ikke velfungerende. Der er betydelige adgangsbarrierer, og en række tekniske juridiske og praktiske forhold gør det svært at skifte kontorpakke. Endelig er der det lavpraktiske forhold, at det er forbundet med en del bøvl, hvis man som bruger ønsker at skifte kontorpakke. Dette gør sig især gældende for Microsofts kontorpakke,« fortsætter Agnete Gersing.

Rapporten anfører, at disse forhold også rent faktisk udmønter sig i meget få leverandørskift.

Ikke forbudt at være stor
EU-parlamentarikeren Morten Messerschmidt (DF) spurgte på pressemødet skeptisk til, hvordan Konkurrencestyrelsens anbefaling af Microsofts OOXML-format stemmer overens med de krav om åbenhed, interoperabilitet og fravær at tekniske bindinger, som Folketinget har stillet.

»Det er ikke forbudt at være en stor virksomhed. Og hvis konkurrenterne har adgang til at gøre deres produkter interoperable med den markedsledende, så har vi gjort vores,« replicerede chefkonsulent Michael Fibiger.

»Markedssituationen i dag ser ud, som den gør, og det er klart, at konkurrencen ikke er velfungerende. Det vil vi også meget gerne gøre noget ved, men det har bare ikke været en del af vores opdrag i denne omgang. Hvis vi havde valgt ODF, havde det ikke gjort nogen forskel på det faktum. Vi vil derfor også tage rapporten med til EU-kommission og arbejde videre med markedssituationen der,« siger Agnete Gersing uddybende.

»Selve beslutningen om at bruge åbne standarder er dog smaddervigtig, og den i sig selv vil uden tvivl trække konkurrencen i den rigtige retning,« fortsætter hun.

Endelig lægger styrelsen vægt på, at begge standarder er nye og umodne, hvilket giver risiko for fejlinvesteringer, hvis den valgte standard ikke bliver markedsstandard.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Olesen

Nu er det jo sådan at både MS Office, Open Office og andre, understøtter ODF nu, hvor OOXML ikke understøttes af nogle af dem endnu. At indføre en fuldt åben standard som ODF, vil om noget åbne konkurrencen. Ved at holde OOXML inde i varmen står MS med en stor fordel for deres kontorpakke.

  • 0
  • 0
Kristian Thy

Man sanktionerer hermed, at borgerne kan sende en ODF-fil til det offentlige, som besvarer henvendelsen i OOXML, som borgeren ikke kan læse.

Jeg forstår slet ikke hvorfor det skulle være nødvendigt at besvare i en fil. Hvorfor kan offentligt ansatte ikke skrive normale mails?

  • 0
  • 0
Torben Mogensen Blogger

Jeg forstår slet ikke hvorfor det skulle være nødvendigt at besvare i en fil. Hvorfor kan offentligt ansatte ikke skrive normale mails?

For det offentlige er almindelige mails lig med Word-filer. Jeg fik engang et brev fra det offentlige i .doc format, og bad om at få den som en almindelig tekst i stedet for, hvortil jeg fik svaret, at det var en almindelig tekst.

Det er også ret irriterende, når mailprogrammer sender teksten i brevet som et HTML-attachment (mens body er tomt), da det gør det vanskeligere at citere fra brevet ved svar.

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Jarle,

Sjovt nok skriver styrelsen intet om HVILKEN OOXML er der tale om: ECMA, ISO eller MS (der baserer sig ECMA dog med modifikationer)... eller alle tre.

Godt gået _O)

De forholder sig jo heller ikke til versionen af ODF.

Konkurrencestyrelsen har udelukkende forholdt sig til spørgsmålet om dokumentformater ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt, og her er selve versionsnummeret ikke synderligt interessant.

Konkurrencestyrelsen har heller ikke vedtaget/besluttet en specifik version for ODF og OOXML. Det er op til politikerne i november, hvor der skal tages endelig stilling.

  • 0
  • 0
Michael Deichmann

Jeg fik engang et brev fra det offentlige i .doc format,

Den tror jeg jeg kan stikke. Jeg skrev fornylig en mail til Birthe Rønn Hornbech og fik skam også et fint svar - skrevet på papir - underskrevet af ministeren og scannet ind i en PDF fil, som blev sendt til mig i en mail! Stik den!

  • 0
  • 0
Peter Eriksen

som blev sendt til mig i en mail!

Har fået et indskannet brev fra Justitsministeriet departementschef også i PDF. Ret fjollet.

Det er da lige 2*3,75 kr sparet der. Det er da udemærket :-)

Hvorfor de så ikke bare skriver direkte i en mail er mærkeligt, men man skal jo glæde sog over noget og de 2*3,75kr er jo en start.

  • 0
  • 0
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg har også fået en del materiale i PDF-format - og udsendt materiale som sådan, når folk har bedt om aktindsigt, og det var journaler, jeg havde liggende elektronisk. Det betyder i det mindste, at det er tilgængeligt. Ikke nødvendigvis praktisk, hvis det er materiale til videre bearbejdelse, men hvis det er ting til læsning, så er det jo udmærket.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere