Er du vild med Raspberry Pi-konceptet, er der nu endnu en mini-maskine at overveje, nemlig Beaglebone Black.
For blot 45 dollars - 260 kroner - får man en Cortex-A8 ARM-processor med én kerne på 1 gigahertz, 512 megabyte RAM, to gigabyte indbygget lagerplads og micro-SD-port og micro-HDMI. Det skriver Linux.com.
Hardwaren er nok til at køre enten Ubuntu Linux, Ångstrom eller Android 4.0. Producenten lover ti sekunders boot-tid med Linux.
Bag Beaglebone står organisationen Beagle Board, der er ledet af en medarbejder hos Texas Instruments, der også leverer processoren. Men projektet er ikke støttet økonomisk af hverken Texas Instruments eller andre, og den lave pris er kommet ved at skære ind til benet - som navnet antyder - og fordi en stor efterspørgsel har givet stordriftsfordele i produktionen.
Til sammenligning koster en Raspberry Pi mellem 25 og 35 dollars, men kommer uden strømforsyning.