Det skortede ikke på advarsler, da den første store gennemgang af det nu skrottede Polsag var klar i august 2009.
Hvor kritikken i den slags konsulentrapporter normalt er holdt i et afdæmpet sprog, var der her ikke tvivl om, hvad evalueringen havde vist. Polsag var et usundt system, og fortsatte leverandørerne CSC og Scanjour på samme måde, uden at rette op på problemerne, ville det give ballade.
Det fremgår af rapporten med titlen Eksternt review af Polsag-programmet. Det er lykkedes Version2 af få fat i et eksemplar, selv om Justitsministeriet ellers angiveligt har forsøgt at mørklægge indholdet af rapporten ved at fjerne pdf'en på ministeriets hjemmeside.
Rapporten blev udarbejdet af Boston Consulting Group og blev bestilt, fordi CSC allerede dengang måtte bede om udsættelse og flere penge. Opgaven med at udvikle Polsag - det nye centrale it-system til Politiet - var gået til CSC i begyndelsen af 2007, så da konsulenterne går i gang med deres review i foråret 2009, har projektet altså to år på bagen.
Men da kvaliteten af arbejdet bliver undersøgt gennem stikprøver, er konsulenterne ikke imponerede. Alt peger på, at Polsag vil blive ramt af performance-problemer og lange svartider, lyder konklusionen.
»Vores analyse af den teknologiske platform understøtter også, at koden ikke er optimeret for performance. Ved gennemgang af udvalgte dele af koden kan vi konstatere, at standardteknikker for at fremme performance ikke er implementeret. (…) De valgte løsninger skaber derfor en betydelig risiko for, at systemets performance ikke vil være tilfredsstillende,« lyder det i rapporten.
Så længe der ikke er en samlet og mere dybdegående vurdering af performance-problemerne, er det uklart, hvad konsekvenserne kan blive, fortsætter vurderingen, men indtil da er det ’en ikke ubetydelig risiko’, skriver konsulentfirmaet.
Er der brug for større forbedringer, vil selv den reviderede tidsplan, der blev lagt dengang, ikke holde, lyder advarslen.
Og problemet kan heller ikke nødvendigvis løses ved, at Rigspolitiet holder CSC fast på at levere en god nok løsning.
Svartider ikke med i kontrakten
I kontrakten med CSC har Rigspolitiet nemlig ikke fået stillet krav om gode svartider på det samlede system, kun på Polsag isoleret set.
»For at vurdere risikoen for øgede omkostninger - som følge af performance-problemerne - skal det bemærkes, at kontrakterne med CSC/Scanjour efter vores opfattelse indeholder en væsentlig uhensigtsmæssighed, idet der i kontrakterne ikke er angivet et eksplicit (og kvantificeret) krav til end-to-end-performance,« konkluderer rapporten.
CSC kan derfor slippe af sted med at aflevere et it-system, hvor Polsag-programmet i sig selv er hurtigt nok, men hvor arbejdet med Polsag i praksis er umuligt, fordi datatræk fra de mange andre systemer hos Politiet kan tage evigheder - og i så fald kan Rigspolitiet ikke gøre andet end at punge ud og købe sig til ekstra forbedringer af systemet.
Rapportens samlede konklusion lyder, at CSC og Scanjour vil være i stand til at levere systemet i en tilfredsstillende kvalitet - hvis altså der bliver rettet op på problemerne. Det lovede leverandørerne, og projektet fortsatte.
Men da Polsag i december 2010 endeligt bliver klar til pilotdrift på Bornholm, hvor der kun er 80 betjente, lider Polsag stadig af performance-problemer og lange svartider.
Efter et helt år med pilotdrift, i hele 2011, har CSC stadig ikke fået løst problemerne. I februar 2012 vælger regeringen og Justitsministeriet derfor at lukke hele projektet ned.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.