Konge-sproget Python kan få hurtigere tråde
Python er populært, og sproget har fortrængt rivalerne fra toppen af hitlisten Tiobe, der gennem tyve år har målt programmeringssprogs popularitet.
C og Java har taget et dyk, og det betyder, at Python nu er nummer ét på indekset.
Metodikker og præmisser for den slags kan altid diskuteres, men det står i hvert fald klart, at andre målinger kommer frem til samme konklusion.
Med populariteten kommer ønsket om at få øget ydelsen i sprogets afviklingsmiljø, der bygger på en kompleks blanding af fortolkning, bytecode og biblioteker skrevet i C.
Mange projekter kigger på mulighederne for at banke ydelsen i vejret, og det er seriøse spillere, der står bag forslagene.
Det seneste bud handler om at ændre et nøgleelement i Python. Det er den såkaldte Global Interpreter Lock (GIL), som holder styr på trådes adgang til objekter, skriver Infoworld.
Låsen har i lang tid været anset som en forhindring i at få bedre ydelse i programmer med flere tråde. Det sidste er svært at undgå, når computeres hastighed øges ved at anvende flere kerner i cpu'erne, som kræver, at kodens arbejdsbyrder fordeles mellem kernerne.
Det nye forslag vil gøre forskel på, hvordan den tråd, der ejer et objekt, håndteres i forhold til andre tråde. Forslaget skulle øge både ydelsen i enkelttrådede og flertrådede programmer med 10 procent i det første tilfælde og omkring 18 til 19 gange ved anvendelse af 20 tråde.
Forslaget kræver dog ændringer i biblioteker, der arbejder direkte med afviklingsmiljøets indmad.
