Kommuner vil også fjerne underskriften fra papirbreve

Der er mange penge at spare ved at sende et brev af sted automatisk. Derfor skal kravet om underskrift på et papirbrev væk, mener kommunerne.

Skal der en håndskrevet og måske indscannet underskrift på et papirbrev eller når brevet sendes digitalt?

Står det til kommunerne selv, skal svaret været nej til begge dele, for det vil betyde store millionbesparelser. Papirbreve er nemlig i dag så automatiserede, at det også her er ganske besværligt at få sat en blæk-underskrift på eller klistret en tilsvarende grafikfil ind.

»Kommunerne effektiviserer ved at sende breve fra centralt hold, enten digitalt eller ved at have firmaer ude i byen, der printer og kuverterer. Og det er dyrt og besværligt, hvis kommunerne skal holde styr på indscannede underskrifter. Hvorfor skulle vi indføre en tosset it-løsning til det, bare på grund af en forældet retssædvane?« spørger Mathilde Illum Aastrøm, konsulent hos kommunernes organisation KL.

Diskussionen om underskrifter i e-mails, via kommunernes nye løsning digital post eller på papirbreve har kørt i nogle uger på blandt andet Version2. I sidste uge gik finansminister Claus Hjort Frederiksen med til at lempe kravene, hvor efter Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen meldte ud, at der slet ikke var krav om underskrift i digital kommunikation.

Det blev misforstået af medierne ? herunder Version2 ? i retning af, at hele balladen var opstået uden grund.

Læs også: Farcen er afblæst: Ingen grund til underskrift i e-mails fra kommunen

Men spørgsmålet om underskrifter drejer sig ikke så meget om de digitale kanaler, men om papirbreve, siger KL-konsulenten. I dag er der nemlig ikke krav om underskrift i en e-mail eller anden digital post, så det er ikke der, problemet ligger.

»I fremtiden vil en sagsbehandler ikke vide, om et brev bliver sendt ud som papirpost eller digitalt. Det afhænger af, om borgeren er tilmeldt digital post. Sagsbehandleren skal ikke bruge tid på at finde ud af det ? han eller hun skal bare trykke send,« forklarer Mathilde Illum Aastrøm.

Kravet om underskrift gælder i dag for papirbreve med en kommunal afgørelse fra en sagsbehandler. Sådan et brev vil typisk indeholde personfølsomme oplysninger og må derfor ikke sendes via e-mail, med mindre begge parter er klar til at kryptere og signere e-mailen, hvilket sker uhyre sjældent.

Derfor satser kommunerne nu på den såkaldte Digitale Post, tidligere kendt under navnet Dokumentboks, hvor borgerne kan logge ind med NemID og korrespondere digitalt med kommunen.

I et års tid har KL nu forsøgt at få fjernet kravet om underskrift i afgørelserne, og med Claus Hjorts udmelding i sidste uge, ser det ud til at være lykkedes.

»Det håber vi, han lever op til og gør til lov. For hvilken glæde har en borger af en indscannet underskrift? KL mener, at det er nok, hvis der står navnet på sagsbehandleren,« siger Mathilde Illum Aastrøm.

Der er i få tilfælde givet dispensation til at droppe underskriften fra brev-afgørelser, men kun hos staten. Blandt andet kan Skat i dag få lov at sende nogle typer papirer ud, uden at skulle have medarbejderens underskrift ud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Steen Poulsen

Ja, jeg synes jo at breve skal underskrives personligt, fordi det vil fungere som en mekanisk bremse som sikre at staten ikke spamer os med post !

Jeg er godt træt af al den ligegyldig kommunikation, jeg får fra staten, de vigtige breve drukner i de ligegyldige, jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke gider at læse breve i ebox, og for at undgå at regninger ikke kommer igennem, har jeg tilmeldt dem til manuel post, resten havner i Ebox.

Men hvad - Med "nem-konto" og nemid er vi jo snart ved et punkt hvor staten selv kan trække pengene op af lommerne på os, de kan jo bare trække deres krav direkte på kontoen, og så lade banke slås med borgeren :-) nemt nemt nemt nemt - vandvid !

  • 0
  • 0
#4 Gert Madsen

Jep.

Jeg har modtaget flere henvendelser fra min kommune uden nogen form for indikation af hvem, der har med sagen at gøre. Ikke engang nogle initaler findes på brevet. Jeg er selvfølgelig godt klar over at kommentarer og kritik af henvendelsen ikke er velkommen, Men derfor mener jeg alligevel at det er uanstændigt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere