Brud med KMD-monopol: Kommunerne har udsigt til milliardbesparelse

Trods forsinkelse af de såkaldte Støttesystemer fra KMD - og dermed en stor ekstraregning for drift af gamle systemer - så tegner der sig et solidt overskud for kommunerne ved at bryde KMD's monopol.

Danske kommuner og dermed skatteborgerne har opnået en stor økonomisk gevinst ved at bryde det årelange samspil med KMD (det tidligere Kommunedata), som historisk har været enerådende på de såkaldte fagsystemer i kommunerne.

Ifølge Kommunernes Landsforening har arbejdet med digitalisering i form af den såkaldte Handlingsplan for den fælleskommunale digitaliseringsstrategi 2011-2015 givet en økonomisk gevinst på cirka 1,6 milliard kroner årligt, som kan realiseres af kommunerne allerede fra i år.

Chefkonsulent Søren Frederik Bregenov bekræfter over for Version2, at en stor del af gevinsten kommer fra monopolbruddet med KMD.

»Det er den enkelte kommune, som høster gevinsten. På nogle områder indfries gevinsterne først i fuldt omfang efter en længere indfasning, så gevinstpotentialet vurderes derfor at stige frem mod 2019,« skriver han i en e-mail til Version2.

Konkret er der tale om, at nye leverandører har udviklet nye it-løsninger for områderne kontanthjælp, sygedagpenge og sagsoverblik/partskontakt, som alle er udbudt af Kombit og ATP på vegne af kommunerne. De nye - og altså billigere leverandører - er EG A/S, der nu er leverandør af Kommunernes Ydelsessystem (KY) og Netcompany, som leverer Sagsoverblik/Partskontakt (SAPA), mens Støttesystemerne (STS) og Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD) fortsat skal leveres af KMD.

Når de nye it-løsninger går i drift, skal kommunerne ifølge Kombit under ét opleve et samlet prisfald på 25 pct. i forhold til omkostningerne til KMD’s monopolsystemer. Og det er netop disse driftsbesparelser, som nu summerer op til milliarder.

Der er dog det aber dabei - som omtalt tidligere på Version2 - at støttesystemerne er 11 måneder forsinket fra KMD, hvilket kan ende med at koste de danske kommuner op imod en milliard kroner i ekstra driftsomkostninger, fordi de nye fagsystemer fra EG, Netcompany og KMD ikke kan sættes i drift, før de nye støttesystemer, også fra KMD, er klar. Derfor må man køre videre på de gamle - og dyrere - systemer.

Læs også: Medie: KMD's indtjening på forsinkede it-systemer vokser til 1,2 milliarder

Hvordan det præcist påvirker regnskabet, ønsker KL ikke at kommentere, men der tegner sig dog et overskud i processen med at bryde med KMD - og i hvert fald har danske kommuner sparet betragteligt på regningerne ved at gå over til nye leverandører af deres store fagsystemer.

Borgerne skal kunne se egne data

Ud over mærkbare økonomiske gevinster skal den fælleskommunale handlingsplan også resultere i mærkbare kvalitets- og effektiviseringsgevinster, som kan høstes lokalt.

Det er forbedrede processer, øget automatisering samt reducerede fejlmuligheder. En central målsætning er, at sagsbehandlerne skal opleve lettelser i deres arbejde.

Men også borgerne har gavn af monopolbruddet, mener KL:

»Initiativerne er endnu i opstartsfasen, så jeg kan give et eksempel på kvalitets- og effektiviseringsgevinster, som vi arbejder efter at opnå. Eksempelvis arbejder vi på at give borgerne bedre adgang til at se egne data,« skriver Søren Frederik Bregenov.

Ifølge KL skal digitale løsninger også bruges til at forandre og udvikle hverdagen i for eksempel dagtilbuddene, hvor de digitale redskaber blandt andet bruges til leg og læring. Det er for eksempel tilfældet, når børnene laver deres egen historie med videoklip, billeder og tale på en tablet, som så kan bruges senere af både barnet, pædagoger og lærere i børnehave og skole. Samme udvikling er godt på vej i folkeskole, beskæftigelsesindsatsen og i det nære sundhedsvæsen mv.

Fra kommunal side er det dog ikke en ny tanke at kunne give adgang til egne data for borgere og virksomheder, tilføjer Søren Frederik Bregenov.

»Der findes allerede en række eksempler herpå i den kommunale sektor. Og det er så med afsæt heri, at vi nu igangsætter et fælleskommunalt tiltag. Det er vores forventning, at det vil opleves som kvalitetsgevinster for den enkelte borger. Det skal skabe både tillid og tryghed.«

Læs også: KMD i ny modvind: Region afviser it-system med 100 fejl

Digitaliseringsarbejdet skal ifølge KL også føre til, at borgernes møde med den kommunale service opleves sammenhængende, nær og personlig. Dette realiseres for eksempel ved at tilvejebringe fælles værktøjer til arbejdet med servicedesign.

»Vi arbejder med at udvikle en fælles tilgang til at sikre, at det er borgerens behov og oplevelser, der er centrale for, hvordan selvbetjeningsløsninger udvikles og fungerer. Vi ønsker at gøre det lettere for borgeren at anvende de kommunale services. Det kan formentlig resultere i, at nogle services bliver ens, men det er vi fortsat i gang med at analysere på, hvordan vi vil arbejde med,« lyder det.

I alt 17 KMD-monopolsystemer skal udfases og erstattes med nye løsninger.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (2)

Denny Christensen

Mon ikke også at KMD ender med at må til lommerne for den indtil nu 11 mdr forsinkelse?

Kommunerne har udgifter til at holde det gl kørende plus de organisatoriske ændringer der er foretaget plus KMD tilsyneladende har en eller andel del af skylden for forsinkelsen.

Men det er da dejligt at pengene bliver i DK isf at blive sendt til en amerikansk pengekasse ....

Jesper Frimann

man mener man har betalt 1.1-1.6 milliarder om året for meget ved ikke at 'modernisere' de 'gamle systemer' ?

Og man solgte KMD tilbage i 2008 for 2 milliarder kroner. Salget af KMD virker set i bakspejlet, som en rigtig tåbelig og dyr ide.

// Jesper

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer