Kommuner halter stadig med at levere digital post
Det er ikke slut med at printe papir ud i lange baner og sende det afsted til borgerne i landets kommuner.
Tre måneder efter, at det blev obligatorisk for borgerne at have en digital postkasse, er det kun i 60 pct. af tilfældene, at borgerne får leveret posten digital fra kommunerne. Det viser nye tal fra Kommunernes Landsforening (KL) ifølge DR.
»Jeg mener ikke, der er nogen undskyldning. Det er frem i arbejdstøjet,« siger IT-Branchens direktør, Birgitte Hass, til DR.
I nogle tilfælde - når kommunen eksempelvis skal sende pas og kørekort med posten - er det ikke muligt at levere varen digitalt. Men derfor er der stadig en del post, der kan digitaliseres.
En borger fik for eksempel 50 sider papir sendt fra Ringkøbing-Skjern kommune omkring en bygning, han overvejede at købe ifølge DR.
»Jeg var meget forundret. Det er spild af ressourcer, og det var langt lettere for mig at få det på en mail, som jeg endda kunne sende videre til en kollega,« siger Boy Boyesen til DR.
Forklaringen på den langsomme overgang til digital post skyldes blandt andet, at det »tager tid at få computersystemerne til at fungere sammen«, ifølge IT & digitaliseringschef i Thisted Kommune, Jette Ganzler Christensen.
Kommunen sender i dag næsten 70 pct. af posten digitalt, men vil gerne op på omkring de 90 pct. ifølge DR.
