Kommuner brygger på nye udbudstricks mod KMD-monopol

KL arbejder sammen med sit it-selskab Kombit på en række initiativer, der skal frigøre kommunerne fra KMD's monopol.

It-leverandøren KMD sidder for tungt på markedet for kommunale it-systemer, og det kræver nye våben til kommunerne at ændre den situation.

Det mener kommunernes interesseorganisation, KL, som sammen med sit it-selskab, Kombit, har nedsat en faggruppe, der skal brygge en række anbefalinger sammen.

Rapporten fra faggruppen ventes endeligt klar i september, men sløret er allerede nu løftet for de vigtigste anbefalinger.

Foreløbigt går anbefalingerne på en fælles udbudsplan, der kan åbne monopolområderne for andre it-leverandører end KMD, og en fælles prismodel, der kan give kommunerne mere gennemsigtige priser på it.

Konkurrence på monopolområdet

Faggruppen anbefaler blandt andet, at der skabes konkurrence på monopolområdet ved at udbyde en række nye it-løsninger.

Aftalen om kommunernes økonomi for 2011 indebærer, at en række kommunale opgaver som blandt andet folkepension, førtidspension og boligstøtte bliver lagt i hænderne på ATP.

Kommunerne løser dog stadig opgaver som sygedagpenge, kontanthjælp og pensionstillæg, hvor KMD i dag er den eneste it-leverandør.

Faggruppen anbefaler derfor i et foreløbigt resumé af rapporten, at der iværksættes ét projekt for etablering af fælles infrastruktur og ét for frikøb af stamregistre, så kommunerne kan komme ud af afhængigheden af KMD's infrastruktur.

»De eksisterende KMD-løsninger på monopolområdet understøtter ikke kommunernes opgaveløsning på en tilfredsstillende måde. Løsningerne kan alene opbevare informationer og beregne de sociale ydelser. Informationer fra borgeren skal generelt indsamles og indtastes manuelt, sagsbehandleren skal selv drive og dokumentere arbejdsgangene, og løsningerne understøtter ikke en samlet betjening af borgeren på tværs,« hedder det i resuméet.

Samtidig anbefales det, at kravmaterialet til it-udbuddene udarbejdes i fællesskab kommunerne i mellem for at spare resurser i den enkelte kommune.

Udarbejdelsen af kravmaterialet er ofte en ørkenvandring gennem hundredevis af sider med detaljerede specifikationer for det it-system, kommunen gerne vil købe.

»Den helt jordnære anbefaling er, at kommunerne udarbejder kravmaterialet til it-systemerne i fællesskab, i stedet for at den enkelte kommune opfinder den dybe tallerken hver gang,« siger chefkonsulent i Kombit, Morten Hass, til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Makholm Blogger

Det lyder helt fornuftigt det Morteh Hass, chefkonsulet i Kombit, siger. Der er nogle klare fordele ved at samarbejde så man ikek skal genopfinde den dybe tallerken igen og igen.

Men var det ikke også netop det Kommunedata var sat i verden for? Hvorfor går det bedre denne gang med et nyt selskab?

  • 0
  • 0
#2 Vagn Kjær-Hansen

Jeg må gå ud fra, at Kombit-løsningen baseres på åbne standarder og åbne datastrukturer, så de konkrete løsninger i den enkelte kommune ikke er bundet til bestemte firmaer eller skal involvere Kombit.

På den måde slipper vi for monopolet.

Med en fælles struktur bliver det muligt for andre firmaer at byde ind med løsninger, hvor de i udgangspunktet har 98 mulige kunder.

  • 0
  • 0
#3 Peter Larsen

Mon ikke det er selve kerneproblemet? 98 kunder er ikke ret mange hvis man skal udvikle et kompliceret system til udbetaling af diverse sociale ydelser. Er der plads til flere leverandører? Hvad hvis der er flere og der opstår uklarheder om beregningerne? Hvordan sørger man for at de samlede ydelser ikke overstiger de lovmæssige grænser, hvis der er flere leverandører inde i beregningen? Efter min mening er det her meget kompliceret, det med snitflader hører man altid, men er det virkeligt problemet? Man kan vel få fat i de nødvendige data fra diverse myndigheder, så hvorfor er der ikke allerede andre virksomheder på det marked? Kan I huske Farum, her kunne en leverandør ikke engang finde ud af at opkræve ejensomsskatter. Eller København og deres lønsystem - masser af bøvl og omkostninger i millionklassen.

  • 0
  • 0
#4 Nils Bøjden

Du har formodentlig fat på noget af det essentielle i problemet. At forvente at den danske lovgivning skal tilpasses til "standard systemer" er vel lige i overkanten.

Så kommunerne reagerer fuldstændigt efter forventningerne: Vi skal have IT systemer som understøtter de danske lovgivningskrav. Til dette formål har vi brug for et IT-selskab som kan servisere alle kommuner. Vi har ikke noget nu. Vi må skaffe os et!.

Konsekvensen er at Kombit bliver det nye Kommunedata.

  • 0
  • 0
#5 Peter Larsen

@Nils, ha ha - ja den er morsom Så røg alle pengene ved salget af KMD til etablering af "ny" virksomhed, som gør det samme som den "gamle" - hvor er vi så henne? Jeg tror der er fin plads til konkurrence mellem diverse virksomheder på "afgrænsede" områder, såsom løn (KMD, Fujitsu, Silkeborg, Accenture), økonomisystemer (KMD, Fujitsu, ...) og andre områder. Men på de mere komplekse lovgivningstunge områder tror jeg det er svært at være mere end en, hvis ikke der skal tabes penge. Så et alternativ er da at "tilpasse lovgivningen", med andre ord gøre den mere simpel. Herudover hører man sjældent om kunkurrence på CSC's systemer - har de en aftale med den danske stat? Eller kan andre komme til fadet så vi også får to skattesystemer, så tilmelder jeg mig det billigste :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere