Thisted Kommunes strategi for virtualisering får et skud for boven af Microsofts licensmodel, selvom firmaets egne visioner peger i samme retning som kommunens ideer.
»Microsofts egne anbefalinger går i høj grad i retning af cloud-tjenester, Office 365 og en lang række andre nyere teknologier, men deres licensmodel gør det meget dyrt at følge de anbefalinger. Som vi ser det, bremser denne licensmodel både for innovationen i kommunerne og for den optimale anvendelse af deres egne løsninger,« udtaler Jette Ganzler Kristensen, som er digitaliseringschef i Thisted Kommune, til Kit-magasinet.
Kommunen vil virtualisere medarbejdernes skriveborde med Citrix XenDesktop, som giver mulighed for at anvende programmer både internt og eksternt uafhængigt af hardware. I den forbindelse vil kommunen bruge Microsoft Office 365, den sky-baserede løsning for firmaets kontorpakke.
Men det spiller ikke sammen med mange KMD-systemer, så i stedet må kommunen installere Office 2016 hos medarbejderne. Det bliver en meget dyr affære, da det kræver 'device-licensering,' mens Office 365 kan købes med en billigere 'user-licensering.'
Microsoft Danmark har ifølge Jette Ganzler Kristensen anerkendt Thisted Kommunes kattepine, og den danske afdeling har rejst spørgsmålet for det amerikanske moderselskab. Men her var ingen kære mor: Prisen står fast.
»Licensmodel fra en anden tid«
Jette Ganzler Kristensen mener ikke at løsningen er tidssvarende:
»Dette er ikke et teknisk spørgsmål, men udelukkende et spørgsmål om, under hvilke licensregler Microsoft vælger at sælge deres produkter. Bruger-licensering er den rigtige model i en verden, hvor man ønsker at understøtte fleksibilitet og mobilitet hos sine brugere, og så er det meget ærgerligt, at Microsoft insisterer på at fastholde en licensmodel fra en anden tid. Den manglende kompatibilitet med Office 365 hos en række leverandører uden for vores kontrol er med til at bremse denne udvikling, så derfor er det vigtigt at få fundet en model, der gør det muligt for os at fortsætte dette arbejde.«
Salgschef Mette Søs Gottlieb fra Microsoft Danmark fortæller til Kit-magasinet, at virksomheden er i færd med en omstilling for at kunne understøtte kunderne:
»Vi skal naturligvis kunne understøtte denne transformation med vores licensstrukturer, og det gør vi også i langt de fleste tilfælde. Når dette er sagt, så er der enkelte sager, hvor vores struktur kan blive en smule kompliceret, og hvor vi desværre ikke kan understøtte kombinationen af cloud og on-premises på optimal vis.«