En 28-årig medarbejder ved Borgerservice i Ballerup Kommune skal afsone 60 dages ubetinget fængsel for at have medvirket til identitetstyveri.
Ifølge Ekstra Bladets hjemmeside udleverede hun efter nulstilling og reaktivering af en borgers NemID blandt andet borgerens nøglekort til en mandlig bekendt.
Politiet har ikke kunnet identificere den mand, der modtog oplysningerne. Efter tre dage anmeldte ofret identitetstyveriet til politiet.
Dommen over den 28-årige faldt ved retten i Glostrup, hvor den 28-årige kvinde blev dømt for overtrædelse af tavshedspligten og embedsmisbrug under særligt skærpende omstændigheder.
Den 28-årige nægtede sig skyldig. I retten forklarede hun, at hun troede, at den bekendte var identisk med den mand, som hun blev bedt om at oprette NemID på.