Kommunale regler sendte danske udviklerjob til Indien
Giganter som HP, Dell og Apple er grundlagt i garager i Silicon Valley. Men i Danmark er der regler, som forhindrer den slags iværksætteri fra hjemmeadressen.
Det fortæller Lasse Skytte Knudsen, som startede firmaet Sharepointtoolbelt i efteråret 2010 efter mange år som selvstændig konsulent. Nu ville han – sammen med en kollega – satse på at udvikle egen software til Sharepoint-platformen, og til det formål skulle han bruge to udviklere.
Men planen om at ansætte to danskere og bruge et 60 kvadratmeter stort lokale derhjemme som kontor gik i vasken, for det må man ikke i Danmark.
»Jeg havde haft folk til samtale og fundet nogle gode kandidater – men så gik det i hårdknude på grund af nogle banaliteter. Min ansøgning om at indrette kontor hos mig selv blev afvist, fordi reglerne siger, at alle ansatte så skal have hjemmeadresse der,« forklarer Lasse Skytte Knudsen til Version2.
Dagen efter afslaget fra kommunen, der faldt et halvt år efter, han begyndte ansøgningsprocessen, ringede en sælger fra det indiske firma Gateway Technology Labs og tilbød outsourcing-ydelser. Frustreret efter slagsmålet med kommunen valgte den danske iværksætter at gå videre med den indiske løsning, selvom det aldrig havde været meningen.
Så i begyndelsen af 2011 blev opgaven med udvikling af firmaets første softwareprodukt lagt ud til det indiske firma, efter han havde forhørt sig hos andre af Gateways danske kunder i samme størrelse.
»Det gav ro i maven at tale med andre, som var i samme situation. Og der var kun 14 dages opsigelse, så hvis jeg ikke var tilfreds, kunne jeg højst miste løn til dem i 14 dage. Det er vigtigt for et lille firma,« forklarer Lasse Skytte Knudsen.
Kommunen foreslog efter afslaget, at han fandt et kontor ude i byen, men netop fordi Sharepointtoolbelt er et nyt firma med få ansatte, der nu satser hele butikken på softwareudvikling, var det vigtigt at holde udgifterne i bund.
»Jeg syntes, det var helt tåbeligt at skulle bruge 20.000 kroner ekstra om måneden på kontor, internetforbindelse og så videre. Jeg er vokset op med, at en krone sparet er en krone tjent, og ville holde alle faste udgifter, ud over løn, nede,« siger Lasse Skytte Knudsen, som selv som regel er på farten og ikke meget hjemme på kontoret.
Imponeret over indisk hjælp
Samarbejdet med det indiske firma viste sig også at være en stor succes. I stedet for to danske udviklere rakte pengene nu til et mindre hold på op til otte indiske udviklere med forskellige roller.
»Danske udviklere kan man godt lade stå for en opgave fra A til Z, inklusive tænkerollen, men i Indien fungerer det anderledes. Her kom der folk ind over, som stod specifikt for kvalitetstest, da der var brug for det, og så videre. Men de har de selv styret, og jeg har været meget imponeret over deres fleksibilitet og evne til at servicere små virksomheder som vores,« lyder vurderingen.
Nu er første produkt klar til brug, en Sharepoint-tilføjelse til styring af rettigheder for brugerne, og salgsarbejdet kan begynde. Set i bakspejlet er han rigtig godt tilfreds med, at kommunalt bøvl og en tilfældig opringning sendte ham ud i outsourcing. Men for Danmark som helhed synes han, at det er en trist historie.
»Når jeg læser historier om, at videnjob forsvinder ud af Danmark, slår det mig, hvor lidt der skal til, før det er nemmere at bruge arbejdskraft i udlandet. Det er næsten som at handle i en webshop. Og så er det altså ikke tilfældigt, at det går sådan, når det skal være så svært at være iværksætter. Det er et selvmål fra dansk side,« siger Lasse Skytte Knudsen.
Forløbet med kommunen kostede også hans firma et halvt års venten, som kunne have været undgået, hvis bare han havde fået afslaget med det samme.
»Jeg forklarede dem situationen fra starten, så hvis de bare havde lyttet og sagt, hvordan reglerne er, havde det været klart med det samme. I stedet skulle jeg igennem et halvt år, hvor de var ude at måle og tjekke brandsikkerhed, og jeg skulle sende masser af dokumentation ind og skrive under på, at der ikke ville komme kunder til adressen. Det var spild af vores allesammens tid,« siger han.
Reglerne forbyder også skiltning og ekstra behov for parkering, for at et firma ikke kan være til gene for naboerne, men det synes iværksætteren også er lige lovligt stramtandet.
»De sagde: ’Tænk, hvis din nabo starter et firma på den måde’. Ja, og hvad så? Jeg synes da bare, at det er godt med noget vækst her og der,« siger iværksætteren.
Brainstorm og gule sedler – helst uden chefen
At bruge indiske udviklere har selvfølgelig krævet en anden styring end at have to danskere siddende lokalt på et kontor. Men det har heller ikke været det store problem for det lille firma.
»Det var vigtigt for mig, at de kunne arbejde selvstændigt. Så jeg kører altid en pingpong, hvor jeg forklarer opgaven og så beder dem forklare mig, hvad de skal gøre og hvordan. Så satte vi alle dele af opgaven op som gule sedler på væggen, og så tog jeg de overflødige fra. De var meget glade for formen, for de var ikke vant til den slags brainstorm og at diskutere i plenum. Og det fungerede godt, især når chefen var ude af lokalet,« siger Lasse Skytte Knudsen.
Han har både besøgt Indien nogle gange og været i tæt kontakt med en repræsentant fra firmaet, som befinder sig i Skandinavien cirka halvdelen året.
Inderne arbejder også mange flere timer end danske udviklere, typisk 200 timer om måneden, og holder mindre ferie.
»De foreslog på et tidspunkt, at vi holdt statusmøde om lørdagen, men det ville min familie nok ikke være så glad for,« siger Lasse Skytte Knudsen.
Nu skal han se, hvordan det går med firmaets første produkt. Men bliver det en succes, og der skal udvikles flere, vil han igen satse på hjælp fra indiske udviklere.
»Men så tror jeg, at jeg ville angribe det anderledes og tage inderne herop i en periode, så vi kan sidde sammen, og de kan se, hvor og hvordan produktet skal bruges. Inderne selv vil meget gerne til Europa, for det ser godt ud på deres CV at have erfaring med vestlig tankegang,« forklarer han.
Lasse Skytte Knudsen omgivet af de indere, som endte med at stå for udviklingen af hans firmas første softwareprodukt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.