Kommunale hjemmesider i sneglefart: 6 megabyte billeder på forsiden
Skal kommunerne lokke borgerne ind til selvbetjening på hjemmesiden, skal de også have en god behandling derinde.
Men i dag er der lange ventetider, når man navigerer sig rundt, lyder det fra Digicure, som lever af at slanke websider. Firmaet har analyseret alle danske kommuners hjemmesider og fundet nogle skrækeksempler frem.
Den vestjyske ø-kommune Fanø lader således besøgende downloade seks megabyte billeder, før hjemmesidens forside er indlæst. Det er især et problem, når besøget sker over en mobilforbindelse. Andre kommuner kan nøjes med et par hundrede kilobyte, for eksempel Lyngby-Taarbæk Kommune, mens gennemsnittet for kommunerne er knap én megabyte.
Her er det bedste trick typisk - udover at have mindre indhold på siden - at få optimeret alle billederne. Der gemmer sig typisk mange metadata i et billede, for eksempel kamerainformation eller en indbygget thumbnail, som kan fjernes uden problemer.
Komprimering af data som HTML, CSS og Javascript giver også en stor forbedring på mellem 50 og 75 procent af datamængden fra disse tekstbaserede data.
Udover selve download-tiden er der også ventetid fra alle de forespørgsler, der skal sendes afsted, for at hente for eksempel CSS-filer, Javascript og billeder. Her kan man bringe antallet af forespørgsler ned ved at samle flere CSS-filer i et, ligesom billeder til CSS-brug kan samles i såkaldte CSS-sprites, der rummer flere billeder på én gang.
I en rangordning af alle kommunale hjemmesider får Fredericia flest point, 78 ud af 100, mens Haderslev ender på en klar sidsteplads med kun 41 point. Gennemsnittet for alle kommuner er 62 point.
I oktober målte Digicure svartiderne på alle kommunale forsider, med ti minutters mellemrum over 14 dage. Her faldt Hjørring og Vejle ud som ’taberne’ med gennemsnitlige svartider på over seks sekunder. I gennemsnit tog det 3,5 sekunder, før en kommunal webside var klar. Tre år tidligere var gennemsnittet for alle kommunale sider nede på bare 0,9 sekunder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.