Kommunal it-afdeling brugte 120.000 kr. på sightseeing

Holstebro Kommune måtte punge ud, da blandt andet kommunens it-chef tog på studietur til Washington og New York.

13,5 timers fagligt indhold på seks dage kunne det blive til, da syv mand fra Holstebro Kommunes it-afdeling i 2007 tog på studietur til New York og Washington. Resten af tiden var afsat til sightseeing. Holstebro Kommune spenderede 119.000 på turen.

Blandt deltagerne på turen, som IBM havde inviteret på, var it-chef Jens Georg Kristensen og souschef Torben Dreyer, som efter to dage i Washington tog videre til New York, skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Avisen har talt med driftschef i it-afdelingen Jesper Christensen, som var med på turen, og som mener, at it-afdelingen har fået viden med hjem, som blandt andet har betydet bedre udnyttelse af de kommunale servere:

»Vi så muligheder og trends, og hvad der rører sig indenfor it i den offentlige sektor.«

Samtidig med studieturen i 2007 havde kommunen store problemer med et nyt it-system.

»Jeg falder da over, at man har kunnet undvære så mange personer på dette tidspunkt,« siger kommunaldirektør Lars Møller, som i øvrigt ikke var orienteret om USA-turen.

I dag vil Lars Møller have klar besked om, når folk tager til udlandet, lige som han også vil kende formålet med turen.

»Jeg synes ikke, der er rimeligt at sende så mange afsted. Men de to, der har taget beslutningen, er ikke længere ansat hos os,« siger Lars Møller til avisen med henvisning til tidligere it-chef Jens Georg Kristensen og souschef Torben Dreyer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere