I en ny rapport opfordrer den amerikanske nationale sikkerheds-kommission for kunstig intelligens til, at USA’s præsident, Joe Biden, fremover modsætter sig et globalt forbud mod kunstig intelligens (AI) som militærvåben.
Det skriver BBC.
Ifølge rapporten kan man ikke stole på, at Kina og Rusland overholder eventuelle forbud, og hvis modstanderen bruger AI i krig, så vil det mindske den tid, man har til at reagere med taktiske beslutninger. Et militært modsvar vil kræve en reaktionshastighed, som mennesker ikke er i stand til.
Kina har en ambition om at være førende i verden på AI i 2030, og det kan lede til, at USA mister sin militær-tekniske overlegenhed i de kommende år, advarer militærledere i rapporten. Man frygter, at Kina for eksempel vil bruge droner til at angribe den amerikanske militærflåde.
Men kritikere af AI som våben mener, at kampen om verdens militære førertrøje, kan forblænde ledere i sådan en grad, at man overlader beslutninger om liv og død til en maskine:
»Dette er en chokerende og skræmmende rapport, som kan føre til, at AI-våben tager beslutninger om, hvem der skal dræbes« fortæller professor Noel Sharkey, talsperson for ‘the Campaign To Stop Killer Robots’.
Kommissionen bag rapporten mener dog stadig, at beslutningen om atomangreb og AI skal holdes adskilt.
Medlemmer af gruppen er blandt andet Eric Schmidt, tidligere direktør for Google, Robert Work, tidligere forsvarsminister, Andy Jassy, adm. direktør for Amazon, Andrew Moore og Eric Horvitz, AI-direktører for Google og Microsoft, og Safra Catz, adm. direktør for Oracle.