Kommer fremtidens internet til at ligne kabel-tv?

Kritikere frygter et uigennemsigtigt marked for netforbindelser, hvis den såkaldte netneutralitet afskaffes.

Forestil dig en virkelighed, hvor det koster penge at bruge YouTube, hvis du er kunde hos TDC, mens det er gratis hos Telia. Til gengæld kan Netflix ikke garantere dig god kvalitet, medmindre du er kunde hos Telenor eller Fullrate, mens Spotify spiller bedst, hvis du har internet hos Stofa. Hvilken udbyder skal du vælge?

Ovenstående scenarier er langt fra det, man normalt forbinder med at vælge internetudbyder, men skeptikere frygter, at fremtidens marked for netforbindelser kan komme til at se radikalt anderledes ud, end vi er vant til.

I USA kører debatten om netneutralitet i højt gear i anledning af, at den amerikanske højesteret har afgjort, at internetudbydere har ret til at forskelsbehandle den trafik, der løber gennem deres kabler. Demokraterne raser, mens republikanerne er tilfredse.

Læs også: Indsamling for net-neutralitet når 1 millioner underskrifter

Læs også: Amerikanske politikere vil gøre internettet ’neutralt’ igen

På denne side af Atlanten er et forslag, der blandt andet skal sikre en grad af den omdiskuterede netneutralitet, på vej gennem EU-systemet.

Internetaktivister kalder mangel på netneutralitet for ‘enden på det frie internet’, mens udbyderne mener, de har ret til at forme deres produkter, som de vil, når de skal gennem de kabler, de selv driver.

Nye internettjenester som video­streaming fylder meget, og det kræver en udvidelse af kapaciteten – hvilket koster penge. Derfor er der behov for nye forretningsmodeller, lyder det.

Argumentet bakkes op af lektor ved DTU Fotonik Michael Stübert Berger, der bruger denne analogi til at beskrive forholdet mellem båndbredde og internettrafik:

»Pakker på internettet svarer meget til biler på vejnettet, og du kan løbe tør for asfalt. I lighed med vejnettet bliver man nødt til at udvide informationsmotorvejen med flere spor, det vil sige højere båndbredde og flere veje, og det kræver store investeringer.«

På nettet er alle lige

Men hvad er netneutralitet egentlig? Den amerikanske juraprofessor Tim Wu opfandt begrebet i 2003, og bag det ligger princippet om, at al internettrafik skal behandles ens – internetudbydere må ikke diskriminere.

Netneutralitet skal altså forhindre internetudbydere i at diktere eller påvirke, hvilket indhold brugerne vælger at benytte.

Tilhængere af netneutralitet mener, at det er essentielt for det frie internet, og at det er nødvendigt at gøre til lov, hvis man vil undgå scenarier, der ligner det, som er beskrevet ovenfor.

En af dem er Troels Møller, der er medstifter af den internetpolitiske tænketank Bitbureauet. Han mener, at selvom det ser bedre ud i Danmark end andre steder, så er netneutraliteten ikke helt intakt herhjemme:

»Vi ser en del af det, jeg kalder positiv diskrimination. Eksempelvis findes der abonnementer, hvor man betaler for sit dataforbrug, men når man specifikt bruger Facebook, så betaler man ikke. Det tænder en advarselslampe, for det kan blive svært at komme ind på markedet med det næste Facebook, hvis det eksisterende har en aftale med internetudbyderen,« siger Troels Møller.

Aftaler mellem internetudbydere og tjenesteleverandører fastholder ifølge Troels Møller folk i bestemte tjenester og fører til et opgør med det internet, vi har i dag.

»Internettet vil begynde at udvikle sig til noget, der ligner kabel-tv, og det vil dræbe innovationen. Grunden til, at vi kan nyde godt af de tjenester, der har succes i dag, er, at der har været netneutralitet,« siger Troels Møller.

Danske politikere har hidtil afvist at lovgive om netneutralitet, og i USA har højesteret som nævnt underkendt de hidtil gældende regler. Det betyder, at amerikanske tele­udbydere må blokere for tjenester, de ikke bryder sig om, eller kræve betaling fra virksomheder for at levere deres produkt i en ordentlig kvalitet.

Amerikanske demokrater har foreslået at få reglerne genindført via senatet, men da holdningerne til emnet er delt langs partilinjerne, mener observatører, at det har lange udsigter.

I EU skal et lovforslag på området behandles i udvalget for industri, forskning og energi (ITRE) i slutningen af februar, og man forventer en færdig lovtekst i 2014.

Forslaget slår fast, at man vil have netneutralitet i EU, men det tillader, at teleudbydere kan sælge ‘specialized services’, hvilket omfatter særaftaler om positiv særbehandling mellem internetudbydere og tjenesteleverandører.

Læs også: Lov om netneutralitet rykker et skridt nærmere i dag - men teksten bliver udvandet

Fortalere for netneutralitet kritiserer forslaget, da man mener, at det er meget åbent for fortolkning, hvad der kan ligge i en ‘specialized service’.

En mulighed i Danmark

Forbrugerrådet mener, at positiv særbehandling bør være ulovligt, og chefkonsulent Martin Salamon mener, at det er dræbende for innovationen.

»Den form for forskelsbehandling vil betyde, at at nye innova­tive tjenester får svært ved at blive spredt. Hvis det bliver sådan, at de eksisterende sætter sig på de gode forbindelser, så bliver det sværere for nye og bedre tjenester at slå igennem,« siger han.

Telebranchen er omvendt tilfreds med, at lovforslaget giver plads til positiv særbehandling af tjenester:

»Forudsætningen er, at det er transparent for forbrugeren. Den model, vi vil foretrække, er, at hvis man laver en aftale med en tjeneste­leverandør som Spotify eller Netflix, så kan de sige, at hvis du har internetforbindelse hos en af de udbydere, vi har en aftale med, så kan vi garantere, at du får vores produkt i en god kvalitet. Det kan man jo godt forestille sig, hvis der er en attraktiv tjeneste, som vi gerne vil have, at folk bruger over vores net,« siger seniorrådgiver hos TDC Allan Bartroff.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kenneth Schack Banner

Hvis sådan noget skete i EU/Danmark og ville påvirke mig så er jeg ret sikker på at jeg ville opsige internettet og så vil selskabet blot tabe penge :) så nemt tvinges internet udbydere til at holde sig fra min vej bane.. Betaler man for internet betaler man da os for en privat forbindelse..

Vi kan jo os få blå blink ligesom i Rusland så særlige folk må køre uhensigtmæssigt...

  • 0
  • 0
Jimmy Christiansen

Med YouSees "Fair Use" tæller YouBio ikke med i forbruget, men fx NetFlix gør ...


Skræmmende.
Men i det hele taget at acceptere en intranetleverandøre med "Fair Use" er et tilbageskridt. Trafikbegrænsninger på bredbånd er ellers noget vi så for år tilbage.
"Fair Use" grænserne er højere end det vi så for år tilbage. Men netop når vi går væk fra flow tv til streaming. Så bliver selv de grænser nemt overskredet.

  • 0
  • 0
Jens Jönsson

Hvis vi ser historisk på telemarkedet i Danmark, så har der altid været nogen der har brudt med gængs standard.
F.eks. OnFone der indførte taletidspakker på mobiltelefoni.

Jeg tror bare der vil ske det at nye udbydere skyder op, som ikke har begrænsningen. Når så tilpas mange kunder er flyttet, så sker der noget hos de andre selskaber. De følger den frække i klassen og tilsidst ender det med at den frække dreng bliver opkøbt. Men så er vi tilbage til Status Quo....

Selskaberne har jo heller ikke turde indføre begrænsninger. Se bare på Skype problematikken for nogle år siden (http://www.version2.dk/artikel/telia-afviser-planer-om-skype-afgift-i-da...)

  • 0
  • 1
Baldur Norddahl

Så se det omvendte: TDC Play. Tjenesten er kun tilgængelig hvis du vælger TDC.

Et andet eksempel er IPTV. Igen kan du kun få lov til at købe IPTV hvis du vælger de rigtige internetudbydere.

De kalder det bundling, men resultatet er det samme. Ligesom med kabel-TV, så skal du angive hvilket indhold du vil have adgang til ved bestilling. Du er nødt til at vælge ISP efter hvem der har det indhold, du helst vil have.

  • 10
  • 1
Jens Jönsson

Så se det omvendte: TDC Play. Tjenesten er kun tilgængelig hvis du vælger TDC.

Et andet eksempel er IPTV. Igen kan du kun få lov til at købe IPTV hvis du vælger de rigtige internetudbydere.

De kalder det bundling, men resultatet er det samme. Ligesom med kabel-TV, så skal du angive hvilket indhold du vil have adgang til ved bestilling. Du er nødt til at vælge ISP efter hvem der har det indhold, du helst vil have.


Baldur, som udgangspunkt er jeg ikke uenig. Jeg tror bare ikke på at dinosaurnes forretningsmodel holder evigt.

Jeg forudser (ikke at jeg har ret), at TV-kanal pakker hører fortiden til. TV bliver streamet over Internet (som alt andet).
Jeg er med på det ikke lige sker rundt om hjørnet, men folk er ikke "bange" for tjenester som Netflix mere og vil heller ikke fremover være det for TV. Derfor vil vi de næste år se TV som streamet service på nettet.
Så hvis din udbyder begrænser den TV streaming udbyder du køber abonnement hos, så finder du som kunde hurtigt en anden (Se Skype eksemplet)
Det er da sådan noget Gigabit skal overleve på. Tilbyde lige service til alle. Rent Internet uden dikkedarer...
Ja, lav nogle formidlingsaftaler med nogle TV streaming udbydere og uden at prioritere deres trafik i nettet og få henvisningsprovision i stedet...
Go' gammeldags affiliate markedsføring har altid virket....

  • 2
  • 1
Kjeld Flarup Christensen

En ting er TV streaming. Men hvad med user til user kommunikation og simpel telefoni. Internetleverandørerne har hidtil ikke lagt væsentlige hindringer i vejen for et frit valg af IP-telefoni (ud over deres egen inkompetence), men det ville være let som ingenting at gøre det.

  • 0
  • 0
Baldur Norddahl

Så hvis din udbyder begrænser den TV streaming udbyder du køber abonnement hos, så finder du som kunde hurtigt en anden (Se Skype eksemplet)
Det er da sådan noget Gigabit skal overleve på. Tilbyde lige service til alle. Rent Internet uden dikkedarer...

Vi kunne naturligvis aldrig drømme om at blokkere eller forringe tjenester der er frit tilgængelige. Men det er jeg nu heller ikke bekendt med at andre danske internetudbydere gør.

Problemet er som sagt det omvendte. Det er udbydere af tjenester og visse internetudbydere der har indgået en uhellig alliance, som betyder at disse tjenester kun er tilgængelige for deres egne kunder.

Vi (Gigabit) kan ikke tilbyde TV fordi vi ikke kan få aftaler med TV producenterne. TV2 kræver at vi køber mindst 1000 abonnementer, SBS kræver mindst 5000 og ViaSat mindst 50.000. Så store er vi altså ikke endnu.

Så kan vi naturligvis pege på de få uafhængige udbydere af TV der findes. De kan tælles på én finger. Mig bekendt findes der kun den helt nystartede tjeneste https://watzmenow.tv/. Men de har naturligvis det samme problem som os, så bemærk at de ikke har en eneste SBS eller ViaSat kanal.

ViaSat beskytter YouSee imod at YouSee sørger for at tvinge flere brugere til at købe flere ViaSat-kanaler end de egentlig har lyst til. Sammen kan de udføre en større kontrol over markedet via systemet med TV-pakker. Derfor holder de godt fast i deres lille uhellige alliance.

Der er ingen teknisk begrundelse for at Watz Me Now ikke har det fulde udvalg af TV kanaler. Årsagen skal udelukkende findes i virksomheder, der udnytter deres dominerende markedsposition på ulovlig vis.

Vi har dermed længe været i en situation hvor der ikke har været lige adgang til væsentligt indhold på tværs af internetudbydere. Jeg mener at kun folketinget kan fikse situationen. Det kan folketinget gøre ved at vedtage at de fire dominerende producenter af TV (DR, TV2, ViaSat og SBS) skal tvinges til at sælge til alle på ikke diskriminerende vilkår. Med andre ord, det skal være forbudt at lave minimumskrav designet til at holde nystartede opstartsvirksomheder ude af markedet, og man skal sælge til samme pris til alle.

  • 10
  • 1
Jens Jönsson
  • 2
  • 1
Christian Nobel

Mig bekendt findes der kun den helt nystartede tjeneste https://watzmenow.tv/.

Viaplay og Netflix kan da også købes helt uafhængigt af internetudbyder.

For dem der ikke specielt interesserer sig for TV, men gerne vil kunne se TV-avis, så dækker dr.nu da behovet gratis (forstået på den måde at det er finansieret over licensen).

Og min føling er at de unge tager Viaplay (fodbold en masse) og Netflix til sig.

  • 0
  • 1
John Strand

Baldur, på det punkt er vi meget enige. Men det har jo desværre ikke noget med netneutralitet at gøre, selvom det selvfølgelig får indflydelse ifht. at TV flytter over som streaming produkt...

Det har noget at gøre med at ejerne bag Viasat MTG har betalt 1 milliard for Superligaen de har brug for at sikre sig et stabilt langsigtet Cash flow og de ved at TV udbydere ikke kan sælge TV uden at have Viasats produkter i tasken.

Baldur har bare fået den samme besked som kostede Dansk Bredbånd 25 millioner kroner - folk glemmer at se på hvem der styre TV markedet og hvorfor de gør det, de tror at det er dem der sælger TV (YouSee, Stofa, Waoo etc.) men de glemmer at de er en del af en værdikæde hvor content is King.

  • 3
  • 6
Steen Nielsen

Uigennemsigtigt marked = Naturlig konsekvens af en "fri" markedsudsat verden.

Netneutralitet = Er blot endnu "en naiv teori" i en "fri" markedsudsat verden.

Undskyld - de fleste her, inkl. medier, har tilsyneladende kun fokus på DEM SELV.

Som selvstændig i branchen er jeg overhovedet ikke overrasket over at vi gennem det sidste årti har fået "Et uigennemsigtigt frit marked".

Et marked der nu fører til endnu en håbløs diskussion om: "Netneutralitet".

Uanset teoretisk viden om bl.a. teknik og hastigheder, så handler det i dagens verden udelukkende om RETTIGHEDER (læs: penge), hvorefter teoretisk viden/ønsker og teknik/muligheder er naive ønsker.

Nu ønskes selvfølgelig endnu mere konkurrence og i nogle tilfælde endnu mere regulering.

Selvfølgelig er det igen alle andres skyld (læs: Samfundet/Staten, TDC/YouSee, EL-selskaber, DR og mange andre).

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere