Kommentar: Nej, jeg ved heller ikke hvorfor Microsoft køber LinkedIn

Microsoft køber LinkedIn for 170 milliarder kroner. Det er mange penge at lægge uden at have en rigtig god forklaring lige ved hånden.

Normalt er det ganske let at pege på årsagen til, at et firma køber et andet firma. Selv dårlige handler som HP's køb af Compaq placerede trods alt HP i en markedsdominerende position i en årrække, indtil det store overlap mellem forretningsenhederne til sidst blev en for stor klods om benet. Oracles køb af PeopleSoft eliminerede en konkurrent.

Men Microsofts køb af LinkedIn er svært at gennemskue. Man sidder med fornemmelsen af, at Microsoft-direktør Satya Nadella enten bluffer eller har set et potentiale, vi andre ikke kan gennemskue. Der er i hvert fald ingen klokkeklar grund til at lægge 170 milliarder kroner for et socialt netværk, der mest er kendt for, at brugerne bliver påduttet invitationer til at blive venner.

En illustration fra Microsoft og LinkedIn, der angiveligt skulle vise, hvorfor de to firmaer er et godt match. Illustration: Microsoft

Det handler om data (af tvivlsom kvalitet)

Ser man på den præsentation, Microsoft har givet til aktionærerne, så er der ingen grænser for synergierne mellem Microsoft og LinkedIn.

Det handler i bund og grund om, at Microsoft kan bruge LinkedIns netværksinformation til at gøre selskabets Office, Dynamics og Skype for Business bedre. Det er ikke nødvendigvis helt dumt. Der er ingen, der gider udfylde en profil om dem selv, hver gang de begynder på en ny arbejdsplads. Derfor er intranet over hele verden fyldt med halvtomme eller ikke-opdaterede medarbejderprofiler.

Men 170 milliarder er rigtig mange penge, når man tager i betragtning, at ja, LinkedIn har 443 millioner brugere, men kvaliteten af data er svær at bedømme. Der er falske profiler, profiler der ikke er opdateret, profiler der er pyntet lidt rigeligt på, og profiler med mange besynderlige 'endorsements', fordi ikke alle LinkedIn-brugere har kedelige jakkesætsvenner.

Der er stadig oplysninger om mange mennesker og virksomheder. Microsoft har betalt knapt 400 kroner pr- LinkedIn-bruger. Det er lidt mere, end man ville forvente, selvom der også er information om deres indbyrdes forbindelser. Derfor kan man ikke blot sammenligne det med opkøb af store brugerdatabaser.

Men selvom prisen for de mange brugere måske er rimelig, så besvarer det stadig ikke spørgsmålet, hvad Microsoft har tænkt sig at stille op med den viden.

... Men næppe om reklamer

Microsoft har brændt nallerne på internetreklamer. I så eftertrykkelig grad, at det er usandsynligt, at opkøbet af LinkedIn skulle være en strategi om at forbedre reklamerne på Bing.

Det skulle da lige være jobannoncer, som er et marked, Google ikke rigtigt har sat sig på. Der står LinkedIn derimod i en position til at kunne udfordre markedet.

Det vil dog stadig ligge i kategorien af 'nu skal vi tjene penge på det der internet', hvor Microsoft med MSN og flere tilløb til at vælte Google af søgemaskinetronen, burde have nedlagt et forbud mod at lade selskabet investere store milliardbeløb i potentielle reklamemarkeder.

Dynamics HR er oplagt (hvis året var 2004)

Kan I huske dengang, Microsoft og Oracle hele tiden skændtes? Forretningssoftware var det helt store i 00'erne, og dér ville det have været oplagt for Microsoft at møve sig ind på et nyt område, HR-software, for at kunne tilbyde en komplet portefølje.

Dynamics er en god forretning for Microsoft i 2016, men hvis Microsoft ville skabe et cloud-baseret Dynamics HR, så er der andre gode, mindre firmaer, der kunne købes. Det er svært at se LinkedIns data og funktionalitet som så central en brik i et HR-system, at det er nødvendigt at købe LinkedIn.

Og her ligger så dét virkelig spændende, for hvis Microsoft vil noget i den stil med LinkedIn, så kunne det ligne en meget mere moderne form for HR, end markedet tilbyder i dag. Men hvordan det skal udformes er svært at se.

Truslen fra Facebook og Google (ja, i den rækkefølge!)

Selvom Google+ har udviklet sig til noget, Google helst ikke taler om, så er det ikke fordi, Microsoft ligefrem kan pege på noget i Microsoft-porteføljen, der blot ligner et socialt netværk. Skype har sin niche, men det er et kommunikationsredskab, ikke et socialt netværk. Og Yammer, der skulle have været Facebook internt i virksomheder, står i skyggen af eksempelvis Slack.

Problemet for Microsoft er, at samarbejde om informationsproduktion ikke bare er en ekstra feature, men snarere den grundlæggende funktion for mange i dag. Det er dét, der har givet Google Docs sin niche på trods af, hvordan Google har håndteret produktet.

Microsofts Office 365 og OneDrive giver mulighed for samarbejde, men det er klistret på Office-pakken, som stadig skal kunne udfylde sin primære rolle, der ikke er samarbejde om dokumenter, men mere at være et værktøj for den enkelte.

Derfor er Microsofts Office-forretning truet af det væld af applikationer, der er dukket op, hvor brugerne kan leve med meget færre funktioner end Microsoft Office, men til gengæld er det nemt at arbejde flere på de samme dokumenter.

Microsoft forsøgte sig med et samarbejde med Facebook om en dokumentfunktion, men det er vist løbet ud i sandet. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hvis Microsoft skal kunne opfylde behovet for mere uformelt samarbejde, end det er muligt med Office 365, så skal der én eller anden social funktion ind i Office-familien.

Og LinkedIn er trods alt billigere end Facebook.

Problemet er LinkedIn (tl;dr - det er kedeligt)

Microsoft fremhæver nyhedsstrømmen i LinkedIn. Den findes der faktisk mennesker, der benytter sig af. Det er den gruppe af mennesker, som angiveligt skulle være interesseret i at læse, hvad deres professionelle bekendtskaber deler af artikler om deres fag.

Tanken kunne så være, at Microsoft kunne bruge LinkedIns nyhedsstrøm til at give noget indhold til intranetørkenerne. Det giver mening, men igen virker det lidt overilet at betale et trecifret milliardbeløb for at gøre intranet lidt bedre.

Microsoft nævner også muligheden for at kunne finde personer, der kan bidrage til et projekt, man arbejder på.

Det kan lyde besnærende, men hverken Microsoft eller LinkedIn har lige nu lige præcis den applikation, der skal til for give brugerne denne funktionalitet. Selvom Microsoft nu har skaffet sig LinkedIn, så forestår der altså en stor opgave med at skabe integration og få det præsenteret - og få LinkedIn og Microsofts brugere til at anvende det.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (21)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Poul-Henning Kamp Blogger

Forklaringen er meget simpel: Microsoft har en meget stor pengetank og de penge vil aktionærene have forrentet.

Hvis Microsoft havde købt nogen der havde overlap med deres nuværende forretning ville FTC og Vestager komme efter dem for misbrug af markedsmagt.

Men når de køber et firma uden overlap skal der ikke forhåndsgodkendelse til.

At det netop blev LinkedIn passer meget godt i Microsofts nutidige investeringsstrategi, i den forstand at LinkedIn er en "has-been" på præcis samme måde som Nokia var det.

  • 10
  • 10
Maciej Szeliga

...et socialt netværk og de har ikke tid til at bygge et op selv, at det de køber er rettet mod erhvervsfolk passer meget godt ind i Microsofts strategi om at være Business orienteret (modsat Apple / Google /Facebook).

Spørgsmålet er så om de kan holde på folk... eller om de får lavet endnu en Nokia.

  • 9
  • 0
Jesper Stein Sandal

Forklaringen er meget simpel: Microsoft har en meget stor pengetank og de penge vil aktionærene have forrentet.

Jeg bed også mærke i, at finansieringen er en kontanthandel mellem de to selskaber, men Microsoft optager hele beløbet som ny obligationsgæld. Der er jeg bare ikke stærk nok inden for økonomiske fiflerier til at gennemskue, hvorfor det kan være smart.

Men det er meget tænkeligt, at LinkedIn er set som et investeringsobjekt. Om det så er et godt investeringsobjekt er så et andet spørgsmål.

  • 7
  • 0
Mark H. Kristensen

Tror det er at betragte som en investering, men når man som MS gerne vil være verdens førende leverandør af software til virksomheder, så er det vel heller ikke helt ude i hampen at købe verdens største database om virksomheder og deres ansatte.

PS: Håber nu at LinkedIn social connector kommer tilbage til Outlook, som den var i Outlook 2013 :)

  • 1
  • 0
Allan S. Hansen

Jeg kan se mange små årsager til at MS kunne være interesseret nok i LinkedIn til at købe dem - men heller ikke nogle store markedsmæssige årsager der kan føre dem frem.
Ud over de forskellige små nævnt i artiklen så kan jeg se en sammenhæng mellem Lynda.com og Microsofts læringsportal også.....

igen ikke noget der ligefrem giver 700 milliarder mening, men kan det være at det er alle de små bække som Microsoft går efter? Eller har de mon noget i ærmet....... ?

  • 0
  • 0
Morten Olsson

Nej. Jesper Stein Sandal MENER at Microsoft har købt et firma uden at kunne kommunikere en klar strategi med opkøbet.

Om Microsoft er af samme mening vil jeg tillade mig at tro er tvivlsomt.

Og jeg vil da mene at der er forskel :-)

  • 4
  • 2
Niels Elgaard Larsen

Jeg bed også mærke i, at finansieringen er en kontanthandel mellem de to selskaber, men Microsoft optager hele beløbet som ny obligationsgæld. Der er jeg bare ikke stærk nok inden for økonomiske fiflerier til at gennemskue, hvorfor det kan være smart.

Det har sikkert noget at gøre med om Microsoft har betalt skat i USA af hele deres pengetank, eller noget af den er placeret i fx Irland.

Apple har også optaget enorme obligationslån, selvom de har penge nok.

  • 1
  • 0
Christoffer Kjeldgaard

Det har sikkert noget at gøre med om Microsoft har betalt skat i USA af hele deres pengetank, eller noget af den er placeret i fx Irland.

Apple har også optaget enorme obligationslån, selvom de har penge nok.

Helt rigtigt, det er en skattefinte. Obligationslån forrentes meget billigt pga. efterskælvet fra finanskrisen. Anparterne i obligationen kan vel vise sig at være mere stabile på sigt, i og med at formueskat til tider er et varmt diskuteret emne i politik. Obligationslån kan ofte indfries hurtigt hvis det er nødvendigt, og, så er en del af udgiften mulig og trække fra i skat. Samtidig kan LinkedIn eller Microsoft lade overskud gå ind i afbetaling af gæld, som ikke er skattepligtigt i hverken Irland eller USA.

Resultatet er at optagelse og afdrag af lånet har lave omkostninger sammenlignet med at betale skat af overskud.

  • 2
  • 0
Morten Hansen

Lige nu udspiller der sig en kamp blandt det store AI-giganter:
Google, Microsoft, Facebook ... og måske til dels Amazon.
Man har maskinkraften og algoritmerne - nu mangler man bare substansen / materialet, til at "undervise" sin AI; en platform, medie, community der tages seriøst af brugerne - og man måske kan trække noget ud af.
Så det gælder om at komme først til fadet. Inden længe vil tjenester som Reddit og quora.com blive trukket ind under kappen på en af de store kæmper. Prisen kommer i anden række.

  • 2
  • 0
Johan Holst Nielsen

Det er noget rod at lave sådanne samligninger. Enten spiller du dum... ellers.

Når man køber en børsnotereret virksomhed - så vil der altid skulle betales lidt ekstra oveni aktiekursen. Jeg mindes aldrig en virksomhed er købt til børsværdien - det vil også være fjollet af investorene.

Dagen før MS afgav budet var kursen omkring 33% mindre end nu. Altså er vi - da begge virksomheder stod i samme situation var vi altså tættere på 30% LinkedIn or 1% Apple.

Men hvis man endelig skal svare på det tåbelige spørgsmål. Så ja - jeg tror faktisk hellere jeg ville eje 20% af LinkedIn end 1% af Apple...

  • 0
  • 0
Finn Thøgersen

Det er vidst lidt mere end en faktor 10 - mere præcis ville en faktor 20 være.

Vil du så bytte 1 Appel Aktie for 20 LinkedIn ?

Lad mig sige det sådan:

Jeg er en af dem der mener at Apple står over for hårde tider og meget vel i løbet af de næste 5 år kan ryge ned på en market cap på under $100 mia,

Og nej, jeg ville ikke bytte 1 APPL med 20 LinkedIn

LinkedIn har en CV database, det er reelt alt.
Nogen der har set LinkedIn tal for månedlige Unique Visitors og hvad de andre fup-standardmål for social media nu ellers kaldes ?
Mit gæt er at det er extremt lavt forfi der kun er 2 typer brugere der logger ind regelmæssigt:
Jobsøgende og reference samlere

Typisl oprettes kontoen enten ved første job eller når fx en fyringsrunde truer, og efter den første tid opdateres den kun hvis jobsøgning igen bliver relevant.

Hovedparten af deres "brugere" er formodentligt (meget) gamle, inkl en ganske pæn procentdel der ikke længere er på arbejdsmarkedet eller ikke er opdateret i årevis.

  • 0
  • 0
Peter Hansen

Jeg bed også mærke i, at finansieringen er en kontanthandel mellem de to selskaber, men Microsoft optager hele beløbet som ny obligationsgæld. Der er jeg bare ikke stærk nok inden for økonomiske fiflerier til at gennemskue, hvorfor det kan være smart.

Årsagen til at Microsoft optager obligationsgæld er at den er billigere at bruge end at tage fra pengekassen. Microsoft har placeret en stor del af deres penge udenfor USA da virksomheden har tjent penge i mange andre lande end lige netop USA.
Amerikansk skattelovgivning desangående, kræver at penge tjent i udlandet, som ønskes hjemtaget til USA, skal beskattes med 35 %. Den skattefinurlighed gør det altså til en pebret affære for Microsoft at tage fra kontantbeholdningen. I runde tal svarer det til et skattesmæk på ca. 58.5 mia kr (USDDKK 6.5). I stedet optager Microsoft ny gæld og slipper for skattesmækket. En ekstra bonus ved den finte, er at renter på gæld er fradragsberettiget og nedsætter Microsofts samlede skattebetaling når regnskabsåret er gået.

Apple lavede i øvrigt samme træk for ikke sålænge siden - man optog gæld på ca. 50 mia DKK for at udbetale dividende til aktionærerne. Det gjorde man trods en kontantbeholdning på over 1000 mia. kroner.

Skat er noget fanden har skabt.

  • 2
  • 0
Bent Jensen

Sådan er vi så forskellige, synes nu ikke selv, jeg generalt vil sætte penge i firmaer der vuderes til at være flere milliader dollers værd, men som tilsyneladende aldrig rigtig har haft et overskud, som kommer bare nær på at forrente den indskudte kapital. Samt den besynderlige idee at betragte ders kunder som varen.

Sådan firmaer skal ikke have mange lorte sager, for at midste store dele af deres kunder, og konkuranterne er kun et klik væk. Så er den dyrt betalt vare lige pluseligt væk.

Det ligner lidt et pyamide spil, for store fimaer og personer, som har mange penge ligende i skately. eller en eller anden måde at vasket penge hvide på ?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere