Kommentar: Nej, jeg ved heller ikke hvorfor Microsoft køber LinkedIn
Normalt er det ganske let at pege på årsagen til, at et firma køber et andet firma. Selv dårlige handler som HP's køb af Compaq placerede trods alt HP i en markedsdominerende position i en årrække, indtil det store overlap mellem forretningsenhederne til sidst blev en for stor klods om benet. Oracles køb af PeopleSoft eliminerede en konkurrent.
Men Microsofts køb af LinkedIn er svært at gennemskue. Man sidder med fornemmelsen af, at Microsoft-direktør Satya Nadella enten bluffer eller har set et potentiale, vi andre ikke kan gennemskue. Der er i hvert fald ingen klokkeklar grund til at lægge 170 milliarder kroner for et socialt netværk, der mest er kendt for, at brugerne bliver påduttet invitationer til at blive venner.
Det handler om data (af tvivlsom kvalitet)
Ser man på den præsentation, Microsoft har givet til aktionærerne, så er der ingen grænser for synergierne mellem Microsoft og LinkedIn.
Det handler i bund og grund om, at Microsoft kan bruge LinkedIns netværksinformation til at gøre selskabets Office, Dynamics og Skype for Business bedre. Det er ikke nødvendigvis helt dumt. Der er ingen, der gider udfylde en profil om dem selv, hver gang de begynder på en ny arbejdsplads. Derfor er intranet over hele verden fyldt med halvtomme eller ikke-opdaterede medarbejderprofiler.
Men 170 milliarder er rigtig mange penge, når man tager i betragtning, at ja, LinkedIn har 443 millioner brugere, men kvaliteten af data er svær at bedømme. Der er falske profiler, profiler der ikke er opdateret, profiler der er pyntet lidt rigeligt på, og profiler med mange besynderlige 'endorsements', fordi ikke alle LinkedIn-brugere har kedelige jakkesætsvenner.
Der er stadig oplysninger om mange mennesker og virksomheder. Microsoft har betalt knapt 400 kroner pr- LinkedIn-bruger. Det er lidt mere, end man ville forvente, selvom der også er information om deres indbyrdes forbindelser. Derfor kan man ikke blot sammenligne det med opkøb af store brugerdatabaser.
Men selvom prisen for de mange brugere måske er rimelig, så besvarer det stadig ikke spørgsmålet, hvad Microsoft har tænkt sig at stille op med den viden.
... Men næppe om reklamer
Microsoft har brændt nallerne på internetreklamer. I så eftertrykkelig grad, at det er usandsynligt, at opkøbet af LinkedIn skulle være en strategi om at forbedre reklamerne på Bing.
Det skulle da lige være jobannoncer, som er et marked, Google ikke rigtigt har sat sig på. Der står LinkedIn derimod i en position til at kunne udfordre markedet.
Det vil dog stadig ligge i kategorien af 'nu skal vi tjene penge på det der internet', hvor Microsoft med MSN og flere tilløb til at vælte Google af søgemaskinetronen, burde have nedlagt et forbud mod at lade selskabet investere store milliardbeløb i potentielle reklamemarkeder.
Dynamics HR er oplagt (hvis året var 2004)
Kan I huske dengang, Microsoft og Oracle hele tiden skændtes? Forretningssoftware var det helt store i 00'erne, og dér ville det have været oplagt for Microsoft at møve sig ind på et nyt område, HR-software, for at kunne tilbyde en komplet portefølje.
Dynamics er en god forretning for Microsoft i 2016, men hvis Microsoft ville skabe et cloud-baseret Dynamics HR, så er der andre gode, mindre firmaer, der kunne købes. Det er svært at se LinkedIns data og funktionalitet som så central en brik i et HR-system, at det er nødvendigt at købe LinkedIn.
Og her ligger så dét virkelig spændende, for hvis Microsoft vil noget i den stil med LinkedIn, så kunne det ligne en meget mere moderne form for HR, end markedet tilbyder i dag. Men hvordan det skal udformes er svært at se.
Truslen fra Facebook og Google (ja, i den rækkefølge!)
Selvom Google+ har udviklet sig til noget, Google helst ikke taler om, så er det ikke fordi, Microsoft ligefrem kan pege på noget i Microsoft-porteføljen, der blot ligner et socialt netværk. Skype har sin niche, men det er et kommunikationsredskab, ikke et socialt netværk. Og Yammer, der skulle have været Facebook internt i virksomheder, står i skyggen af eksempelvis Slack.
Problemet for Microsoft er, at samarbejde om informationsproduktion ikke bare er en ekstra feature, men snarere den grundlæggende funktion for mange i dag. Det er dét, der har givet Google Docs sin niche på trods af, hvordan Google har håndteret produktet.
Microsofts Office 365 og OneDrive giver mulighed for samarbejde, men det er klistret på Office-pakken, som stadig skal kunne udfylde sin primære rolle, der ikke er samarbejde om dokumenter, men mere at være et værktøj for den enkelte.
Derfor er Microsofts Office-forretning truet af det væld af applikationer, der er dukket op, hvor brugerne kan leve med meget færre funktioner end Microsoft Office, men til gengæld er det nemt at arbejde flere på de samme dokumenter.
Microsoft forsøgte sig med et samarbejde med Facebook om en dokumentfunktion, men det er vist løbet ud i sandet. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hvis Microsoft skal kunne opfylde behovet for mere uformelt samarbejde, end det er muligt med Office 365, så skal der én eller anden social funktion ind i Office-familien.
Og LinkedIn er trods alt billigere end Facebook.
Problemet er LinkedIn (tl;dr - det er kedeligt)
Microsoft fremhæver nyhedsstrømmen i LinkedIn. Den findes der faktisk mennesker, der benytter sig af. Det er den gruppe af mennesker, som angiveligt skulle være interesseret i at læse, hvad deres professionelle bekendtskaber deler af artikler om deres fag.
Tanken kunne så være, at Microsoft kunne bruge LinkedIns nyhedsstrøm til at give noget indhold til intranetørkenerne. Det giver mening, men igen virker det lidt overilet at betale et trecifret milliardbeløb for at gøre intranet lidt bedre.
Microsoft nævner også muligheden for at kunne finde personer, der kan bidrage til et projekt, man arbejder på.
Det kan lyde besnærende, men hverken Microsoft eller LinkedIn har lige nu lige præcis den applikation, der skal til for give brugerne denne funktionalitet. Selvom Microsoft nu har skaffet sig LinkedIn, så forestår der altså en stor opgave med at skabe integration og få det præsenteret - og få LinkedIn og Microsofts brugere til at anvende det.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.