Alle hardwareproducenter skal have et smartwatch i deres produktsortiment – ikke nødvendigvis fordi de egentlig har behov for det eller er særlig gode til, og har erfaring med, at lave ure. Men alle konkurrenterne har ure på programmet, og så er det bare med at følge trop for ikke at tabe teknologisk ansigt.
Sådan er indtrykket, når turen går gennem de store messehaller i Berlin, hvor forbrugerelektronikmessen IFA netop er løbet af stablen. Producenter som Samsung, Lenovo (Motorola), LG, Sony og Huawei har alle smartwatches med på messen. Det samme har en lang række især asiatiske firmaer, hvis produkter næppe dukker op i de danske butikker.
Også pc-producenten Asus er på vej med et smartwatch, ligesom traditionelle urproducenter lige fra Swatch til TAG Heuer har kig på markedet. Endelig har Apple deres Apple Watch, som efterhånden synes at være lanceret alle andre steder end i Danmark.
Rundt eller firkantet?
Smartwatch er meget tydeligt en produktkategori, som befinder sig i en modningsproces, hvor producenterne trækker i mange forskellige retninger på en og samme tid.
Alene at finde frem til en velfungerende formfaktor er en udfordring. Skal et smartwatch være rundt, firkantet, eller kan det fint være begge dele?
Noget af den diskussion handler om det rent æstetiske. Hvis forbrugerne skal lokkes til at spænde teknologi om håndleddet og smide 2.500 kroner eller langt mere i producenternes kasse for ulejligheden, så må det også gerne tage sig godt ud. Det nytter ikke noget, at et smartwatch ligner noget, der kan findes i en billig science fiction-filmproduktion.
Men formfaktoren er ikke blot en ren æstetisk overvejelse. Det har også rent praktisk betydning for udvikling og udvalget af apps. Der har været flere eksempler på apps designet til en firkantet urskive, som på de runde ure ender med at placere tekst eller ligefrem navigation uden for skærmen.
Det er ikke noget, forbrugerne kan være tjent med.
Problemerne med runde og firkantede apps ser heldigvis ud til at kunne tilskrives begyndervanskeligheder. App-udviklerne er, presset af omstændighederne og producenterne, blevet tvunget til enten at finde et visuelt designsprog, der fungerer på begge typer af skærme – eller ligefrem producere en rund og en firkantet udgave af deres apps.
Styresystemer og økosystemer
En lang række af de smartwatches, vi får at se i de danske butikker, vil være baseret på Googles styresystem, Android Wear, som blandt andet benyttes af Lenovo, LG, Sony, Huawei og Asus. Android Wear spiller selvfølgelig direkte sammen med Android-telefoner, men er også for nylig blevet kompatibelt med iPhone.
Om Android Wear-understøttelsen af iOS betyder, at producenterne også får iPhone-brugere som kunder, er tvivlsomt – der er en meget stor kulturkløft mellem Android og iOS som styresystemer. Men det giver til gengæld god mening at have et vidt udbredt styresystem som Android Wear i urene og dermed adgang til et langt større udvalg af apps.
Android Wear har for producenterne også den fordel, at de kan sparke ethvert spørgsmål om sikkerhed i Googles retning: »Det tager de sig af,« lød udmeldingen fra både Lenovo og LG på IFA.
Apple benytter selvfølgelig deres helt eget styresystem, så deres kunder ikke behøver at forlade et økosystem, de føler sig trygge ved. Det giver for forbrugeren en sikkerhed at vide, at ur og telefon selvfølgelig fungerer sammen. Men Apple er ikke nødvendigvis de bedste til at realisere potentialet i smartwatches.
Endelig har Samsung valgt helt og holdent at satse på deres eget styresystem, Tizen, som så fungerer sammen med nyere Android-versioner. Valget af Tizen giver Samsung fuld kontrol over deres smartwatch, men vil ganske givet også resultere i et mindre udvalg af apps.
Et smartwatch skal være helt sin egen
På IFA synes producenterne meget forelskede i deres smarte ure. Måske også langt mere end forbrugerne, der med de dyre ure i hænderne må spørge sig selv, hvad de i alverden de skal bruge dem til.
Før de smarte ure rigtig skal give mening, skal de kunne stå på egne ben så at sige. De første mange ure på markedet har i alt for høj grad fungeret som en ekstra skærm til telefonen og er ikke i stand til at foretage sig alverden på egen hånd, uden at telefonen befinder sig i umiddelbar nærhed.
Det er et brugsmønster, der giver meget lidt mening.
Et smartwatch skal være en selvstændig enhed, før det giver mening at investere i et sådant. Uret skal give brugeren mulighed for at lade telefonen blive hjemme eller tilbage på skrivebordet, når frokosten på jobbet kalder. Ikke at uret skal kunne fungere som telefon – for hvem har lyst til at føre en samtale med deres håndled – men uret skal på egen hånd kunne håndtere beskeder med videre.
Før de funktioner for alvor kan opfyldes, er det ikke nok med wifi-understøttelse og lidt lagerhukommelse i uret. Et smartwatch skal have sin helt egen mobile dataforbindelse. Men så spøger nogle af de æstetiske overvejelser igen, for der skal gøres plads til et sim-kort, og sådan et fylder.
En anden mulighed er at gøre som Samsung, der i deres nye Gear S2 understøtter e-simkort. Det er en fornuftig løsning, men desværre ikke en, vi får glæde af i Danmark lige med det samme.
Et smartwatch skal bare fungere – så enkelt er det
Som produkt står smartwatch over for flere udfordringer, der lige nu gør det uinteressant at investere i hardwaren.
Der er urenes batteritid, som befinder sig et sted mellem blot timer og et par dage – alt efter brug selvfølgelig. Det er irriterende nok at være nødsaget til at oplade telefonen dagligt, så behovet for at huske på at fylde endnu en enhed med strøm er til at overse. Og når urene skal have strøm, så lad det fremover ske trådløst. Kabler og ure er en tåbelig kombination.
Et helt andet indsatsområde for både Apple, Samsung og Google, også i forhold til smartwatches, er talegenkendelsen. Urskiven er for lille til en regulær input-brugerflade, derfor er talegenkendelse og tale-til-tekst allerede implementeret i urenes styresystem.
Men systemerne kræver fortsat, at brugeren skal sætte sig ind i og bruge en bestemt syntakst for at fungere. Hvis smartwatches skal give mening, skal brugeren verbalt kunne stille spørgsmål eller give kommandoer til sit ur uden at skulle passe det ind i et begrænset ordforråd.
Endelig skal tingene bare fungere – helt enkelt.
Tanken om et smartwatch virker for eksempel absurd, når Motorola på IFA vil demonstrere, hvordan det med et enkelt tryk på det smarte ur er muligt at låse din hoveddør op. Uret kommunikerer tydeligvis med låsen, men låsepalen bevæger sig ikke en millimeter. Der forsøges igen og igen og igen, til det står pinligt klart, at det havde været langt nemmere bare at benytte en helt almindelig gammeldags analog nøgle.
Det er selvfølgelig hverken uret eller Motorolas skyld, at demonstrationen af den digitale hoveddørslås fejler. Men før vi overhovedet har brug for smartwatches, så er der brug for, at de i det hele taget giver mening.
