Styresystemer24. august 2020
Kommentar: Gammeldags teknologi gjorde det nemmere at lære it
Illustration: Bill Bertram.
Selvom teknologi i dag er udbredt overalt og alle bruger den, så er det ikke sikkert, at det er blevet nemmere at lære at programmere. Måske tværtimod.
25. juli 2017 kl. 05:12
Ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.
Skal skoleelever kode i Python? Eller hvad med Javascript? Da jeg selv gik i skole, så stod valget mellem Basic derhjemme og Comal 80 i skolen, og der var ikke den store forskel på de to. Og måske tilhører jeg måske en generation, som er mere privilegeret, end vi lige regner med, når det kommer til at lære programmering.
For det var sådan set aldrig et spørgsmål om at skulle lære det. Det var bare noget vi gjorde. Det var en del af legen med hjemmecomputeren. Vi er nok mange, hvor første program var PRINT "Hej", og det næste program var at tilføje linjen GOTO 10.
Så hvis vi ser nærmere på, hvordan vi var en generation, som voksede op i præcis samme takt som udviklingen på it-området, så er der måske noget, vi kan lære, som de nye generationer kan kopiere.
Hjemmecomputeren
Den første datamat var for os i aldersgruppen lige omkring de 40 enten en Commodore 64 eller den tilsvarende Amstrad. Hvis man er lidt ældre, så var den måske en Vic 20 eller en ZX Spectrum. Det er sådan set underordnet.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Det vigtige var, at det var en computer, som ikke kunne ret meget. Når man tændte den, var der blot en Basic-fortolker, som kunne klare nogle enkle kommandoer til eksempelvis at indlæse et spil fra et kassettebånd.
For os betød det, at når vi kedede os, og ikke lige kunne bestemme os for, hvilket spil vi skulle spille, så stod prompten der og blinkede. Så der var meget kort vej til at skrive lidt kode. Det var bestemt ikke fantastiske programmer, som kom ud af det, men logikken i IF-THEN og FOR-løkker, samt manipulation af farver og pixel på skærmen, blev indøvet.
Vi sætter nok ikke tilstrækkeligt pris på, at vi sådan frivilligt terpede simpel logik, men det har højst sandsynligt haft indflydelse på, at programmering senere ikke var fyldt med eksotiske begreber for os. I hvert fald ikke før det blev objektorienteret.
Tilsvarende fik samme kedsomhed mig et par år senere til at rode formålsløst rundt i Windows 3.11-indstillingerne, fordi der ikke lige var et YouTube eller sågar en browser at fyre op for, så sådan et styresystem er heller ikke en mystisk størrelse for mig.
Netværket var håndgribeligt
Prøv at sætte dig i en teenagers sted. Hvad er et netværk? Hvordan får du forbindelse til internettet?
Artiklen fortsætter efter annoncen
I dag er det noget med at få et kodeord til wifi, og hvad er wifi egentligt? Det er noget, hvor man taster en kode på telefonen, også er der internet. Nu kan jeg så ryste vredt med min knyttede næve og brokke mig over ungdommen nu til dags, men det havde nok ikke været meget anderledes, hvis jeg selv var teenageren.
Vi var heldige. Vi skulle trække coax-kabler mellem værelser eller få en switch til at makke ret, når vi holdt LAN-party. Og filer kunne ikke lige deles med Dropbox, men skulle overføres via Windows-fildeling, hvor vi ofte brød grædende sammen og endte med at brænde en cd.
Men vi lærte, hvad et netværk var. Vi havde kablerne mellem hænderne. Vi tjekkede IP-adresser, slog NetBIOS til og fra og oprettede Workgroups. Ikke for at lære om netværk, men for at kunne spille Warcraft mod hinanden.
Det var ikke smertefrit. Når du ser nogen fra dén generation, som virkelig hader Windows og Microsoft, så har de inderst inde et stadig blødende sår fra en Windows 95-maskine, som bare ikke ville se de andre Windows-maskiner på netværket.
Vi skilte WWW ad
Mit bekendtskab med maskinstuen på universitetet gav mig for det første en forsmag på, at fremtiden var altid at være forbundet til internettet. Der var ikke en gang gået et semester, før vi havde FOMO - 'fear of missing out,' eller angst for at gå glip af noget - under forelæsningerne, fordi vi ville tjekke e-mail. På den måde var vi den første generation, for hvem det var naturligt at tænke ud fra altid at have internetadgang.
Dem, der blot er nogle få år ældre, nåede at se internettet, som noget der kom til senere. For dem var computeren et redskab, der var afgrænset, lokalt og offline. Internettet var noget, man tændte for, når man skulle bruge det.
Min generation var den første, hvor en computer ikke var fuldendt, før den havde forbindelse til internettet.
Men der var sådan set ikke så meget at komme efter på internettet. WWW var ret begrænset, selv i 1995, da jeg første gang åbnede Netscape. Så vi lavede selv indhold til nettet.
Den gang indeholdt HTML nogenlunde det samme antal tags, som der havde været kommandoer i barndommens Basic, så det var enkelt at lave en hjemmeside. Og det var nemt at komme i gang, for man kiggede bare i andres kildekode.
Pil og ødelæg i stedet for at bygge op
Og det er måske også dét, vi kan bruge for de nye generationer. I stedet for at lære dem korrekt HTML5-syntaks og at bygge en side op fra grunden, så giv dem en side i HTML 1.1 og lad dem pille ved den, indtil den til sidst går i stykker. Så kan de fikse den igen.
Prøv det samme med et program. Du får måske ikke børnene til at lære Python fra grunden af, men du kan måske fange deres interesse, hvis de får kildekoden til et rigtigt program og kan lave om på den.
Vi gjorde det på et tidspunkt med vores computerspil. I Eye of the Beholder var det muligt at ændre i sine save games, så hvis man gættede de rigtige hex-værdier, så fik man de vildeste magiske våben. Da vi prøvede det i Lands of Lore gik det lidt mere galt, og vi endte med fire figurer, som alle var gule og havde fire arme og gav flere tusinde i skade. Så pil endelig løs og ødelæg.
Der er en meget lavere tærskel, hvis man kan tage noget, som er færdigt, men tilpasse det. Samtidig kan man finde ud af, hvad de forskellige elementer gør ved at ødelægge dem. Det er nemmere at vende tilbage til det oprindelige, som virkede, end at sidde og være frustreret over ikke at kunne skrive en syntaktisk korrekt funktion i Python.
Computere er håndgribelige
En smartphone eller en tablet er håbløse. Sådan kan det i hvert fald se ud fra lige min generation. Jeg har selv samlet pc'er og gør det stadig. Det betyder samtidig, at jeg har haft fingre i alle de komponenter, der udgør en computer.
For mig er en computer derfor ikke bare en ting, jeg interagerer med. Den består af fysiske genstande, jeg har rørt ved. Det er måske meget pædagogisk. Jeg er ikke blevet bedre til at adressere hukommelsen i C, fordi jeg har haft et RAM-modul i hånden, men jeg har dog en forståelse for, at arbejdshukommelsen, den lokale harddisk og min Dropbox er tre forskellige ting, som fungerer forskelligt.
Det er ikke sikkert, at alle landets 6. klasser skal dissekere desktop-computere som led i undervisningen. Men det er måske meget fornuftigt at huske, hvis man selv har børn.
Min generation lærte alt dette organisk. Udviklingen fra hjemmecomputer til moderne pc og fra disketter til wifi skete i takt med, at vi voksede op.
Det er måske lidt meget forlangt, at de efterfølgende generationer ikke bare skal kunne bruge smartphonen til at spille deres svar på Winter Games, men også skal kunne kode en responsiv webapplikation, der trækker på et par cloud-tjenester.
Kan vi forvente, at de unge vil interessere sig for at programmere, når der er så stor afstand mellem koden og den normale interaktion med den moderne computer? Vi må i hvert fald nok acceptere, at vi var velsignet med en fordelagtig læringskurve, og det måske er sværere i dag, selvom teknologien nu findes overalt og bruges af alle.
