Analyse: Manglende kontrol får virksomheder til at trække sig ud af skyen

Mange virksomheder støder på udfordringer f.eks. med privacy ved at lægge data i public cloud. Derfor opstår nye modeller. Men de kræver også nye kompetencer.

Ind i skyen – og ud igen! Næsten i hvert fald. Rigtig mange virksomheder har travlt med at få benene tilbage på landjorden – for at skabe et nyt hybridt fundament for både data og it-services.

Nogen glemte nemlig at spørge, hvilke effekter en økonomisk drevet og ofte hastig beslutning om at hoppe hovedkulds ud i en offentlig sky ville have på forretningen – og i særdeleshed organisationen.

Det har skabt fornyet respekt for hele cloud-opgaven, og en både-og-tendens er herskende pr. 2016, lyder det.

»Det er jo det eneste rigtige.«

Dén sætning er blevet sunget i mange virksomheders it-afdelinger de seneste år. Mange virksomheder blev lokket med økonomisk gevinst og outsourcede alt, hvad outsources kunne, op i luften.

Men også i Danmark er mange virksomheder blevet opmærksomme på, om den rene public cloud reelt kan give dem den performance og sikkerhed, som loves.

Baggrunden for, at mange nu går i luften med en hybrid public-private skyløsning, er egne eller andres dårlige erfaringer.

Det er bl.a. helt afgørende, at man undgår at skabe siloer af it-ressourcer, som ikke kan tale sammen - det er jo at begå fortidens fejl igen.

Problemet er, at siloer kan skabe komplekse, omkostnings- og administrationstunge løsninger, fuldstændig som tidligere, hvor 'tingene ikke snakkede sammen'.

Læs også: Pilgrim skyer public cloud: Det koster kassen at komme ud igen

I en hybrid løsning kombineres public cloud med en privat cloud, så en del af tjenesterne er lagt i et mere privat/lukket setup i ens hostingudbyders datacenter, mens andre er en række virtualiserede servere i skyen hos ens udbyder i et fælles miljø.

En privat cloud bygger altså på en virtualisering af virksomhedens egne servere og infrastruktur og ikke en fælles standardiseret platform.

Konkret fordeles de virtuelle servere typisk ud over et stort antal servere hos din hosting-leverandør.

I den private sky ved man altså præcis, hvor data befinder sig, hvem der administrerer dem og hvordan de gør det.

Data blandes ikke med andre kunders data, og du kan når som helst og meget hurtigt få alle dine data tilbageleveret.

Et eksempel på anvendelse af privat sky kan være, at man ønsker at have de tungeste forretningssystemer, for eksempel fag- eller ERP-systemer, installeret på sin egen server.

Samtidig kan man lægge man f.eks. lægge transaktionsdata, varekataloger og andre varestamdata samt visse HR-data i den offentlige sky.

»Skyen er næppe det rigtige sted for personfølsomme data. Men det har ikke noget med sikkerheden at gøre. Den er som oftest bedre hos en seriøs cloudleverandør end hos virksomheden selv. Men de fleste cloududbydere har svært ved at leve op til reglerne for følsomme persondata, fordi de ikke passer så godt til cloudløsningerne,« siger konsulent Per Lolk, der også blogger om infrastruktur og datahåndtering på Version2.

Halvdelen smutter tilbage

Outsourcede it-services er på vej til at dominere it-branchen. Og følger man cloud-debatten, kunne man godt tro, at skyen tilsyneladende fylder alt, men tallene viser et paradoks.

Ifølge analysehuset IDG Research bor 58 procent af al global data nemlig stadig solidt på jorden i ikke-cloud-baserede løsninger, og det er såmænd helt i overensstemmelse med den herskende hybrid-tendens.

IDG Research mener nemlig ydermere, at hele 52 procent af alle virksomheder, der var gået i skyen, enten er helt tilbage på jorden igen eller flyttet til en anden sky-model sidenhen.

Som var det en yoga-session: Ét ben på jorden – og ét (eller flere) ben direkte i skyen. En stærk cloud-tendens er altså lige nu, at mange vælger en hybrid-løsning.

IDG Research foreskriver da også, at hele 80 procent af virksomheder på globalt plan anvender en form hybrid-cloud-løsning inden udgangen af i år.

Vi har spurgt en globale udbyder af bl.a. hybrid cloud-løsninger, hvordan udfordringerne ser ud på helt kort sigt.

»Udfordringen nu er så at skabe en model, der ikke låser virksomheden fast, men derimod sikrer optimal fleksibilitet, datamobilitet og kontrol på tværs af den hybride løsning,« lyder det fra Hanne Vibe, Country Manager fra NetApp Denmark.

Rewrite af applikationer

En konkret udfordring, som Harvard Business Review peger på i en ny udgave 'Hybrid it takes center stage', finansieret af Verizon, er, at det ofte kræver et helt eller delvist rewrite af ens applikationer, hvis man vil gå fra en on premises til cloud. Og det er faktisk et argument for de fleste virksomheder til at bevare både en legacy on premises løsning til eksisterende apps og så supplere med en cloud løsning.

»Samtidig med, at cloud er den dominerende form til nye applikationer, er få organisationer i stand til at migrere alle deres apps. Virkeligheden er, at de fleste virksomheder ikke starter fra bunden, og derfor er de nødt til både at understøtte deres legacy on premises samt colocation- modeller samt offentlige og private cloud,« lyder det i Business Review'et, som bygger på interview med 310 forretnings- og it-ansvarlige.

For de fleste er det altså svært at følge med de konstante forandringer og samtidig sikre, at it-systemernes kompleksitet ikke går ud over produktivitet, fleksibilitet og sikkerhed.

F.eks. ser man udvikling af nye mobilapp, som både kræver brug af data fra andre apps eller systemer, som kræver eller giver back-end understøttelse. Dvs. data går til og fra egne servere, public cloud og private cloud i strømme på kryds og tværs:

»Virksomhederne kan gøre interessante ting ved at kombinere gamle og det nye,« siger Ray Wang, grundlægger og ledende analytiker hos analysefirmaet Constellation Research til Harvard Business Review.

»Som virksomhed kan man bygge stærke mobile app, der rent faktisk virker i samspil med eksisterende systemer og som samtidig gennemfører transaktioner i en hybrid IT.«

Virksomheder, der ikke erkender, at nye applikationer således kan brede sig over flere typer af systemer, kan støde ind i en række problemer med dårlige ydeevne, forringede kundeoplevelse og dermed skade på virksomhedens omdømme.

»Båndbredde og latency er en big deal i hybrid arkitekturer,« siger Carl Lehmann, research manager for enterprise architecture, integration, og business process management i analysefirmaet 451 Group, til samme udgivelse.

Og selv virksomheder, der tror de er sikret mod afbrydelser kan blive overrumplet af den forventning, som kunder i dag har til performance.

»Det der er acceptabelt i dag, er ikke acceptabelt i morgen,« siger Lehmann til Harvard Business Review.

Krævende at køre med både on premises, private og public cloud

Og dén del rammer et ømt punkt. Nye tendenser skaber nemlig nye roller. Hele cloud- og outsourcing-diskussionen har medført en ophedet diskussion i velsagtens langt de fleste it-afdelinger.

Sådan så det for nylig ud i kølvandet på it-huset edgemos seneste konference, hvor emnet var disse nye rolleforandringer.

Her fortsatte udvekslinger og skænderier i en rum tid efter på deres LinkedIn. Og det er måske forståeligt nok.

Kernen er nemlig, som det blev pointeret i disse debatter, at tusinder af it-ansattes roller bliver ændret radikalt, og at deres hovedopgaver måske forsvinder ud af hænderne på dem.

I kølvandet på den udvikling følger nye ansvarsområder, nye ansvarsfordelinger og i høj grad også nye bunker af opgaver.

En IDG Research-analyse påviser, at 78 pct. af cloud-brugere finder det direkte kritisk at kunne administrere data på tværs af hybride og multiple clouds. Så her ligger givetvis en stor opgave foran it-organisationerne - med nye kompetencekrav til følge.

Harvard Business Review er inde på nøjagtig samme udfordring. Hybrid IT vil kræve ekspertise som mange it-organisationer ikke har.

Det handler ikke længere om at forvalte en kasse i et datacenter og bare sørge for, at den blinker grønt.

»Virksomheder skal være ærlige omkring, at de nødvendigvis har alle de færdigheder, der kræves til hybrid it,« siger Rick Villars, som er research vice president for datacenter og cloud hos IDC, til udgivelsen.

»De har brug for partnere med færdigheder i netværk og som kan definere indbyrdes forbindelse mellem traditionelle systemer og nyere applikationer. De har brug for facilitatorer, der ikke bare tilbyder en teknologi eller en service, men har de folk, færdigheder, og viden der skal til for at kickstarte hybrid it indsats.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (7)

Laila Jasmin Pedersen

Interessant artikel, som jo tydeliggør, at public cloud ikke altid er løsningen på alt.

Selvom mange cloud-udbydere netop gør en dyd ud af at påpege netop dette. Derudover så viser det sig jo hurtigt, at public cloud ikke i alle tilfælde er en besparelse for virksomheden. At gå i public cloud kræver en stor indsats for virksomheden for at afdække alle omkostninger.

Arbejdet med at finde de skjulte ekstra omkostninger er langt større end ved det man kan kalde traditionel outsourcing, hvor det meste af ens it-infrastruktur flyttes til en leverandør, ofte i forholdet 1-til-1. I public cloud er der derimod tale om et skift væk fra den eksisterende it-infrastruktur, til et mix af SaaS, PaaS, IaaS samt de forskellige undervarianter, hvilket så yderligere være kompliceret ved at der kan være tale om flere cloud-leverandører og forskellige datacentre, på forskellige geografiske lokationer.

Så ikke alene er der tale om, at en virksomhed er nødt til at besidde de nødvendige kompetencer for at kunne vurdere og rådgive omkring disse elementer, det er vel og mærke kompetencer, som ikke normalt er tilstede i en "on-premise"-baseret virksomhed, og sandsynligvis slet ikke i virksomheder, der gør brug af traditionel outsourcing.

Det er sandsynligvis på grund af enten kortsigtede økonomiske besparelser eller manglende indsigt i bl.a. de førnævnte problemstillinger, at virksomheder ryger ind i de i artiklen nævnte udfordringer.

Min egen holdning er at et valg omkring cloud(public eller ej), outsourcing etc, skal være begrundet i en forretningsmæssig værdi, og naturligvis være baseret på en grundig analyse omkring de problemstillinger, der er ved sådan et drastisk skifte i en it-landskab.

Så min kommentar til artiklen er, at det jo ikke er raket-videnskab, at konkludere at det er nødvendigt med andre kompetencer end de traditionelle, når en virksomhed skifter/vil skifte fra "on-premise" til cloud.

Povl H. Pedersen

Det største problem ved cloud i dag er, at man ofte glemmer at få driften med.
Hvis man køber en cloud server er man som udgangspunkt selv ansvarlig for at patche den. Hvis man køber en billig virtuel server, så kan man ikke selv styre eksempelvis kernel, og skal køre på noget der er shared
Hvordan administrerer man brugere (udviklere) i skyen ?
Hvem har overblik over hvilke cloud services der er købt rundt omkring i vorksomheden ?

Der er mange problemstillinger der ikke løses i skyen, som ville være løst hvis det stod internt. Og en del af besparelsen er reelt en downsizing af operations disciplinerne, som ikke er outsourcet.

Løsninger som en service (mail, docs etc) er dog full service. Der ser jeg ikke mange der trækker det hjem.

Michael Imhoff Nielsen

Spot on Povl. Og worst case glemmer man hele IT. Behovet for skyens agilitet opstår ofte i forretningen og shadow IT har aldrig værete nemmere. Ind til man gerne vil have nogle til at vedligeholde og drifte løsningen, som ikke nødvenidgvis passer ind i den nuværende IT arkitektur og strategi. Og som du påpeger så bliver license management og billing en by i Rusland.

Henrik Sørensen

Hjælp - jeg kan ikke få øje på analysen som overskriften højlydt lover.

I artiklen er der mange relevant pointer, men der er næppe tale om at noget er blevet analyseret og at man på baggrund af det kan uddrage en rimelig konklusion der svarer til overskriften.

... overser jeg noget?

Henning Mølsted Journalist

Henrik, jeg tror du sammenblander hvad der definerer en analyse fra et konsulenthus eller et 'Gartner'-hus i it-branchen. Og så hvad en journalistisk analyse er - og hvad vi kan tillade os at konkludere. En analyse er en formidlingsform i vores univers.

I øvrigt kunne det være mere interessant at høre dine synspunkter om hybrid cloud frem for nogle metabetragtninger.

-Henning, redaktør.

Kevin Leth-Pedersen

Det vi oftest oplever er at producenter har en klar agenda om at public cloud er det rette valg for alle - for nogle er der udvalgte worloads der giver mening, hvor for andre vil der gå mange år før dette overhovedet er relevant.

Man skal huske at disse platforme aldrig har været bygget til 1-size-fits-it-all og at selvom at de store marketingsmaskiner angiver andet skal man have is i maven og sikre den rette indsigt før dette overhovedet bør iværksættes.

Tendenserne er et mix af platforme som artikelen fint beskriver og det stiller størrer krav til overblik og struktur og det logisk at det udfordrer os alle mere mere mange parametre.

Min anbefaling er at tage en ting ad gangen og med udgangspunkt i egen forretning ( helt enig med Laila ) vurdere TCO & ROI per workload.

Martin Ipsen Pedersen

Redaktør-Henning... tror du sætter fingeren på en vigtig pointe... og måske vender den på hovedet?
Som jeg lige forstår dit svar så forventer du at vi som læsere skal lægge et journalist-sprog-filter ind over?

Som en del af målgruppen for artiklerne forventer jeg at I skriver til mig/os i vores sprog, så vi kan bruge det til noget. Så når du skriver analyse betyder det faktisk at nogen har sat sig ind i tingene og forholdt sig seriøst til det... ikke bare kommunikeret om det.

Essensen med god kommunikation er jo at fange modtageren hvor de er, så de forstår det som man prøver at fortælle dem.

Eller har jeg misforstået noget her?

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Partnernyheder

Welcome to a seminar on tools that help you become GDPR compliant!

Getting GDPR compliant by May 2018 implies a lot of activities covering the legal aspects, internal business processes, data management, and security technology.
28. feb 2017

Maja Rosendahl Larsen ansat hos Affecto

24. jan 2017

Introduction to Jedox – Affecto Seminar, Copenhagen

12. jan 2017