Kommentar: Derfor hader it-folket valgkampen

Så kom mødeindkaldelsen. De næste 23 dage står den på valgkamp, og hvis du sidder derude som Version2-læser og allerede var træt af politikerne, inden Helle Thorning-Schmidt indtastede administrator-kodeordet for at bekræfte, at der skulle udskrives folketingsvalg, så er der en god grund. Du genkender måske hele det store cirkus fra din hverdag.

For politik - i særdeleshed i en valgkamp - minder i sin nuværende form uhyggeligt meget om et ulideligt projektmøde af den slags, der går i overtid ind i frokostpausen, så du begynder at fantasere om at æde de sødetabletter, der fulgte med den nu tomme kaffekande.

Alle har en lang liste med ønsker til ny funktionalitet, forbedringer og ændringer af systemet, men ingen har lyst til at spørge bestyrelsen om flere penge til projektet.

Derfor betyder tilføjelsen af en ny funktion, at der skal skæres andre funktioner fra. Det er der ingen, der har lyst til at tage ansvar for, så i stedet findes der plads til de nye funktioner inden for budgettet ved at foreslå, at vi skal løse nogle af de eksisterende opgaver med færre mandetimer.

En stor del af budgettet går til at få de nye funktioner i systemet til at fungere sammen med den legacy-kode, som ingen rigtigt tør røre ved, fordi det har vist sig at føre til stor organisatorisk modstand, hvis man ændrer eller udskifter gamle systemer.

Projektmøderne, der her strækker sig over 21 dage, kommer desuden med sikkerhed til aldrig at nå gennem hele dagsordenen. Det meste af mødet kommer til at gå med en ophedet diskussion ved whiteboardet af, hvorvidt der skal stå 'Annuller' eller 'Fortryd' på en knap. Derfor er der ingen, der tager hånd om problemet med systemets lange svartider.

It-folkene genkender naturligvis denne proces, og derfor ser vi ofte Version2-læserne falde i to kategorier: Dem, der har givet op - og dem, der kæmper for et komplet platformskift. Nogle få insisterer dog på at bevare legacy-koden, som har vist sit værd i forhold til de nye platforme.

Dem, der har givet op, er dem, der udmærket kan se, at svartiderne er for lange, men også ved, at det er håbløst at få forklaret problemet til projektlederen.

Dem, der kæmper for platformskiftet, mener, at hvis systemet virkelig skal løse de opgaver, de mener, at brugerne nok vil have systemet til at løse, så skal hele systemarkitekturen udskiftes. Og det er ikke nok bare at opgradere J2EE, SAP eller .NET.ASP til den nyeste version. Det hele skal bygges om. Fra grunden. Baseret på open source/Microsoft/kommunisme/trickle down.

Til projektmødet er det disse udviklere, som kan få hele mødet til at gå i hårdknude, fordi deres argumentation for et mistillidsvotum til platformen trækker ud helt til fyraften - især hvis der sidder to med hver deres favoritplatform til samme møde.

Det ender ofte med et kompromis, som indebærer, at der bliver afsat ressourcer til en mindre ændring i kravspecifikationen, som ingen rigtigt kan gennemskue, hvorvidt den vil få det hele til at styrte i grus.

Størstedelen af taletiden på mødet går til den projektansvarlige, som har masser af gode idéer til, hvordan det hele skal komme til at ligne det system, konkurrenten bruger. Eller hvordan det for alt i verden ikke må komme til at ligne det system, konkurrenten bruger. Det er mindre vigtigt, hvilket system brugerne efterspørger. Den projektansvarlige skal ikke selv kode en eneste linje, men sådan er det jo.

Visse medlemmer af bestyrelsen kan også finde på at blande sig ved eksempelvis at foreslå at outsource en del af driften for at reducere omkostningerne, selvom det kan føre til nye risici for de igangværende projekter. Atter andre bestyrelsesmedlemmer ønsker at stoppe outsourcing - i hvert fald til visse udenlandske leverandører. Som regel lyder argumentet, at det er skidt for projektet, hvis der er medlemmer af projektgruppen, som ikke kan kommunikere på dansk.

Helt sikkert er det, at projektlederne godt kan se, at udviklerne er blevet fjerne i blikket ved tanken om endnu et møde. Derfor vil de forsøge at sikre fremmødet ved at love kage eller morgenbrød til næste møde, flere bananer i frugtordningen eller håndværkerfradrag.

Uanset om projektlederne siger STOP, eller at vi skal videre, så hænger vi nok på den trygge vandfaldsmodel med store delleverancer hvert fjerde år fremfor at skifte til en agil model.