Denne app vil have tilladelse til at kende din placering, læse dine kontakter, se din kalender, se alle dine billeder, læse dine sms-beskeder og vække Cthulhu.
Det er ikke usædvanligt at se sådan en liste over rettigheder, som en mobil-app beder om tilladelse til. Men for de brugere, som ikke blot klikker 'acceptér' uden at nærstudere kravene, så ser det skræmmende ud.
Tag nu for eksempel Skats nye app, som hurtigt kom i vælten på sociale medier, da Jesper Lund fra IT-Politisk Forening påpegede, at det så lidt underligt ud, at Skat bad om adgang til 'at læse kalenderoplysninger samt fortrolige oplysninger' og 'ændre eller slette indhold på USB-lager'.
Ny @Skattefar app https://t.co/mHjnGIUjL6 Meen.. check lige tilladelserne. Det bliver ikke på min telefon! #privatliv pic.twitter.com/kBHHK6a0g4
Det er formuleringerne i webudgaven af Googles app-butik. På telefonen får man en lidt kortere beskrivelse.
Men hvorfor skal Skat have lov til at læse fortrolige oplysninger fra min kalender? Det er et ganske relevant spørgsmål, så det måtte Skat også svare på i en opdatering på Facebook.
Forklaringen er ifølge Skat, at én af funktionerne i appen er en virksomhedskalender, som kan minde dig om, hvornår det er tid til at indberette moms. For at Skat kan tilføje det til din kalender, så skal appen have en tilladelse, som altså har en alvorlig beskrivelse fra Googles side.
Tilsvarende skal appen kunne hente et såkaldt dagsbevis ned til privat kørsel i en bil på gule plader, og der har Skat valgt at bruge USB-lageret som cache. Det udløser en anden alvorligt lydende beskrivelse.
Skat er ikke alene med en app, der beder om rettigheder, der lyder groteske i forhold de forventninger, brugeren måtte have om appens funktionalitet.
Problemet er imidlertid, at det som bruger er svært at gennemskue, hvornår der er tale om en helt legitim grund til at bede om adgang til kontaktpersoner eller lokation, og hvornår der er tale om en app, der høster privatlivskrænkende oplysninger.
Google, Apple og Microsoft gør sådan set det rigtige ved at advare brugeren om, hvad der er det værste, der kan ske ved at give en app adgang.
Der er også mange app-udviklere, som formår at holde sig inden for rettigheder, som tydeligvis er harmløse, men det ser altså også ud til, at der er apps, hvor udvidede rettigheder er nødvendige for at understøtte basal funktionalitet.
Rettighederne er blevet mere granulerede, og i nyere mobilstyresystemer er det blevet muligt efterfølgende at fjerne dele af en apps rettigheder, så man ikke skal acceptere hele molevitten eller slet ikke kunne bruge appen.
Men det efterlader brugerne i en tilstand lige nu, hvor det er umuligt at vide, om Skat vil gennemrode din kalender for tegn på sort arbejde eller snyd med befordringsfradraget, eller om Skat virkelig bare vil minde dig om at indberette moms i god tid.
I praksis ved kun udvikleren, hvorfor appen beder om adgang til kalenderen. Og det er også kun udvikleren, der ved, om denne adgang nu også kun bliver brugt til det, Skat hævder, eller om der også bliver listet lidt ekstra med ind i appen.
Vi står altså i en situation, hvor app-udviklerne på deres side hævder, at det er ganske harmløst, når deres app beder om udvidede beføjelser, mens brugerne er nødt til at tage stilling til, om de stoler på app-udvikleren.
Det er godt, at brugerne bliver oplyst om, hvad en app reelt får adgang til. Men brugerne mangler et bedre redskab til at vurdere den risiko, de løber ved at klikke 'accepter'.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.