Alle snakker om det - men hvor mange, der faktisk arbejder med det i praksis, er mindre kendt.
Hos København Kommune er man i hvert fald ikke hoppet med på bølgen om big data, lyder det fra kommunens store it-afdeling Koncernservice.
Københavns Kommune svarer på spørgsmål fra Oracle, som en del af sommerstafetten, hvor alle værterne på Version2’s sommertour sender tre spørgsmål videre til den næste i rækken.
Her svarer Bianca Mercier fra Koncernservice på spørgsmålene, med hjælp fra andre dele af organisationen:
1) Hvad betyder Big Data for jer i hverdagen?
»Københavns Kommune har ingen egentlige Big Data-initiativer. Til gengæld har vi rigtig mange mindre datasæt i vores systemlandskab på godt 700 systemer. Mange data fra kommunen samles i vores ledelsesinformationssystem Rubin, som er lavet på en Oracle BI platform. Man kunne forestille sig i fremtiden at indsamle større mængder data, så vi kan få bedre indblik i hvordan byen bliver brugt og kan indrette byen efter borgernes behov.«
2) Hvilket it-politisk initiativ står øverst på jeres ønskeliste? (Eller er blevet opfyldt?)
»I den praktiske ende har vi fået opfyldt et stort ønske, ved at politikerne har bevilget midler til opgradering af alle kommunens ca. 20.000 administrative PC’er til Windows 7. På den strategiske bane står et brud på monopolerne for de store offentlige it-systemer højt på ønskelisten. Vi samarbejder herom med landets øvrige kommuner, Kommunernes Landsforening og KOMBIT.«
3) Hvordan kan it gøre servicen til borgerne bedre i fremtiden?
»En øget brug af skærm- og videoteknologi i Københavns Borgerservice kan være med til at give borgerne i kommunen en endnu bedre service. Teknologien giver mulighed for, at borgerne kan tale direkte med en sagsbehandler, gennemgå dokumenter etc., uafhængigt af den fysiske placering. Vi kan hjælpe borgerne i deres hjem og stadig give dem et ansigt på, hvem de taler med. Det giver både tryghed, fleksibilitet og en god serviceoplevelse. Derudover understøtter teknologien, at vi med co-browsing (kig med) kan vejlede borgere til selv at betjene de digitale selvbetjeningsløsninger og yde fjernsupport.«
Denne artikel er en del af Version2's sommertour, hvor vi flytter redaktionen ud til en stribe danske it-firmaer. Se hele tour-kalenderen

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.