Københavns Kommunes it-direktør afviser usædvanlig skarp kritik

Efter en usædvanlig skarp kritik fra it-projektrådet i Københavns Kommune og revisionsfirmaet PwC om manglende gevinstrealisering med it-projekter, afviser kommunens it-direktør, at det har skortet på gevinster ved indkøb af ESDH-system

Der skal gøres en indsats i Københavns Kommune for at følge op på, om it-projekter reelt indfrier mål om økonomiske gevinster eller kvalitetsmæssige løft i borgerbetjeningen.

Det fastslår it-direktør i kommunen, Stig Lundbech, på baggrund af en it-modenhedsanalyse fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers, som Version2 har omtalt de senere dage.

Læs også: PriceWaterhouseCoopers: It-projekter i Københavns Kommune cementerer forældede arbejdsgange

Analysen er gennemført på baggrund af kommunes eget it-projektråd, der konkluderer, at Københavns Kommune er præget af ’vage forretningsmæssige mål’, af ’lav kvalitet i projektgrundlag/business cases’ og af dårlige kravspecifikationer.

Det fremgår også af konklusionerne, at kommunen har svært ved at spore, hvor økonomiske gevinster strammer fra. Desuden mangler der incitament til at måle på og arbejde med kvalitetsmæssige gevinster.

»Jeg kan genkende, at man ikke altid er så god til at opstille forretningsmæssige mål – for nogle af vores it-projekter skal de forretningsmæssige mål være tydeligere,« siger Stig Lundbech.

Hvorfor det ikke altid lykkes at opstille mål og at effektvurdere it-projekterne, er der ikke noget klart svar på:

»Det skal man ned i det enkelte projekt for at kunne sige noget om,« siger han og henviser til den afrapportering, som PwC har afleveret til de analyserede københavnske forvaltninger, nemlig fire ud af syv.

Stig Lundbech understreger i øvrigt, at PwCs analyse omhandler større it-projekter over fem millioner kroner, der også bliver vurderet i et it-projektråd, som kommunen har nedsat.

Som eksempel på et it-investering, hvor kommunen ikke har udnyttet muligheden i it-projekter til at være ’en effektiveringsmaskine’, nævner PwC det nylige indkøb af et ESDH-system. Her har man i høj grad forsømt f.eks. at indføre it-understøttelse af sagsgange og deling af dokumenter.

»Jeg kan ikke genkende, at der generelt skulle være et problem med ESDH-indkøbet. Systemet anvendes til over en lang række sagsfunktioner, og jeg kan ikke afvise, at der på enkelte områder er noget at komme efter. Men på mange områder anvendes ESDH-systemet som et nøglesystem til at understøtte sagsbehandlingen,« siger Stig Lundbech.

Professor Kim Normann Andersen fastslog i går i Version2, at det er forvaltningsdirektørernes ansvar at fastlægge målbare mål i forbindelse med it-projekterne.

Læs også: It-professor på CBS: Topledelse i i Københavns Kommune ansvarlig for ringe it-gevinstmåling

Generelt mener Stig Lundbech, at it-projektrådet netop sikrer, at direktionerne får feedback.

»Det er en målsætning for it-projektrådet at give feedback til direktionerne og engagere dem – uden dog at man kan sige, at de mangler engagement. Jeg er enig i, at det er direktionens ansvar at sikre, at der arbejdes ud fra klare mål med it-projekterne - og på enkelte områder kan man sikkert godt skærpe indsatsen,« siger han.

»Men vi følger i kommunen generelt løbende op på scope i forbindelse med vores it-projekter og deres projektmål, overholdelse af tidsmål og budget.«

Hvordan ved du det?

»Det er en mavefornemmelse, jeg har – jeg synes ikke, at kritikken fra PwC er et udtryk for den generelle tilstand. Vi arbejder på at gøre tilstanden bedre.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjørn Anker-Møller

Det er selvfølgelig relevant at høre den IT-ansvarlige, men når der påpeges "vage forretningsmæssige mål" og "lav kvalitet i projektgrundlag/business cases", så er det bestemt ikke kun IT, der har et problem. Det er relevant at spørge topledelsen i alle forvaltningerne:
- har forvaltningen en digital strategi, udarbejdet af forretning og IT i fællesskab?
- er strategiens grundlag i form af ønskede forbedringer i forretningsgange og service dækkende og forståeligt beskrevet?
- er strategien kommunikeret til alle i organisationen (med mulighed for spørgsmål og tilbagemelding)?
Vellykket forandring kræver at både forretning og IT er engageret, tager ansvar og giver mandat til forandring. Der er en grund til at det hedder "business case" og ikke "IT case"...

  • 6
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere