Københavns Kommunes it-direktør afviser usædvanlig skarp kritik

31. marts 2016 kl. 06:412
Efter en usædvanlig skarp kritik fra it-projektrådet i Københavns Kommune og revisionsfirmaet PwC om manglende gevinstrealisering med it-projekter, afviser kommunens it-direktør, at det har skortet på gevinster ved indkøb af ESDH-system
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Der skal gøres en indsats i Københavns Kommune for at følge op på, om it-projekter reelt indfrier mål om økonomiske gevinster eller kvalitetsmæssige løft i borgerbetjeningen.

Det fastslår it-direktør i kommunen, Stig Lundbech, på baggrund af en it-modenhedsanalyse fra revisionsfirmaet PriceWaterhouseCoopers, som Version2 har omtalt de senere dage.

Analysen er gennemført på baggrund af kommunes eget it-projektråd, der konkluderer, at Københavns Kommune er præget af ’vage forretningsmæssige mål’, af ’lav kvalitet i projektgrundlag/business cases’ og af dårlige kravspecifikationer.

Det fremgår også af konklusionerne, at kommunen har svært ved at spore, hvor økonomiske gevinster strammer fra. Desuden mangler der incitament til at måle på og arbejde med kvalitetsmæssige gevinster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg kan genkende, at man ikke altid er så god til at opstille forretningsmæssige mål – for nogle af vores it-projekter skal de forretningsmæssige mål være tydeligere,« siger Stig Lundbech.

Hvorfor det ikke altid lykkes at opstille mål og at effektvurdere it-projekterne, er der ikke noget klart svar på:

»Det skal man ned i det enkelte projekt for at kunne sige noget om,« siger han og henviser til den afrapportering, som PwC har afleveret til de analyserede københavnske forvaltninger, nemlig fire ud af syv.

Stig Lundbech understreger i øvrigt, at PwCs analyse omhandler større it-projekter over fem millioner kroner, der også bliver vurderet i et it-projektråd, som kommunen har nedsat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som eksempel på et it-investering, hvor kommunen ikke har udnyttet muligheden i it-projekter til at være ’en effektiveringsmaskine’, nævner PwC det nylige indkøb af et ESDH-system. Her har man i høj grad forsømt f.eks. at indføre it-understøttelse af sagsgange og deling af dokumenter.

»Jeg kan ikke genkende, at der generelt skulle være et problem med ESDH-indkøbet. Systemet anvendes til over en lang række sagsfunktioner, og jeg kan ikke afvise, at der på enkelte områder er noget at komme efter. Men på mange områder anvendes ESDH-systemet som et nøglesystem til at understøtte sagsbehandlingen,« siger Stig Lundbech.

Professor Kim Normann Andersen fastslog i går i Version2, at det er forvaltningsdirektørernes ansvar at fastlægge målbare mål i forbindelse med it-projekterne.

Generelt mener Stig Lundbech, at it-projektrådet netop sikrer, at direktionerne får feedback.

»Det er en målsætning for it-projektrådet at give feedback til direktionerne og engagere dem – uden dog at man kan sige, at de mangler engagement. Jeg er enig i, at det er direktionens ansvar at sikre, at der arbejdes ud fra klare mål med it-projekterne - og på enkelte områder kan man sikkert godt skærpe indsatsen,« siger han.

»Men vi følger i kommunen generelt løbende op på scope i forbindelse med vores it-projekter og deres projektmål, overholdelse af tidsmål og budget.«

Hvordan ved du det?

»Det er en mavefornemmelse, jeg har – jeg synes ikke, at kritikken fra PwC er et udtryk for den generelle tilstand. Vi arbejder på at gøre tilstanden bedre.«

2 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
31. marts 2016 kl. 16:19

Huh? Det bekræfter jo bare at der ikke er styr på det.

1
31. marts 2016 kl. 14:38

Det er selvfølgelig relevant at høre den IT-ansvarlige, men når der påpeges "vage forretningsmæssige mål" og "lav kvalitet i projektgrundlag/business cases", så er det bestemt ikke kun IT, der har et problem. Det er relevant at spørge topledelsen i alle forvaltningerne:

  • har forvaltningen en digital strategi, udarbejdet af forretning og IT i fællesskab?
  • er strategiens grundlag i form af ønskede forbedringer i forretningsgange og service dækkende og forståeligt beskrevet?
  • er strategien kommunikeret til alle i organisationen (med mulighed for spørgsmål og tilbagemelding)? Vellykket forandring kræver at både forretning og IT er engageret, tager ansvar og giver mandat til forandring. Der er en grund til at det hedder "business case" og ikke "IT case"...