Københavns Kommune nedlægger Privacy-panel: Partier vil styrke DPO’s rolle

Illustration: IndustryAndTravel/Bigstock
Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune har besluttet at nedlægge det frivillige og uafhængige Privacy-panel, der blev nedsat for at sikre borgernes privatliv i forbindelse med kommunale it-projekter.

Det frivillige og uafhængige Privacy-panel, der blev nedsat i 2015 under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune for at sikre borgernes privatliv, skal nu nedlægges. Det besluttede Teknik- og Miljøudvalget i dag på et udvalgsmøde.

Baggrunden er en styrket privacy-indsats på tværs af kommunen, der begyndte i 2016, da databeskyttelsesforordningen (GDPR) blev vedtaget i EU, skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i deres indstilling om at nedlægge panelet.

»Man har lavet et kæmpe stykke arbejde i forhold til GDPR i Københavns Kommune, og fået en organisering med DPO-funktioner, hvor der bliver taget hånd om de her spørgsmål i forhold til it-projekter,« siger Steffen Thommesen, der er enhedschef for Bydata i Københavns Kommune.

Læs også: Trivlselsmåling og sundhed: Står forskernes behov for data højere end borgernes krav om privatliv?

Privacy-panelet blev oprindeligt oprettet i forbindelse med flere nye Smart City-projekter i kommunen, og har siden 2015 givet Teknik- og Miljøforvaltningen »overordnet rådgivning om juridiske, IT-mæssige problemstillinger i forhold til privatliv, digitale rettigheder og datasikkerhed,« står der i forvaltningens indstilling.

»Det startede i sin tid i forbindelse med hele smart city-indsatsen, hvor man jo nedsatte panelet i forhold til at kigge på privacy-issues. Det er jo stadigvæk meget relevant kan man sige, men det er bare også relevant på mange andre parametre end kun lige smart city-spørgsmål,« siger Steffen Thommesen.

Indsatsen kan lide skade, hvis ikke nedlæggelse opvejes

På trods af den generelt styrkede indsats i kommunen - der har udmøntet sig i den nye databeskyttelsesrådgiver-funktion (DPO) under intern revision samt business partnere ude i hver forvaltning - så lægger forvaltningen i deres indstilling også op til, at man i forbindelse med nedlæggelsen undersøger, om netop DPO’ens rolle kan styrkes.

Det samme foreslår borgerrepræsentationens næststørste parti Enhedslisten inden længe med støtte fra Liberal Alliance, Konservative og De Radikale, fortæller Knud Holt Nielsen(Ø), der er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.

Læs også: 6 ud af 10 privatansatte it-folk er utrygge ved persondatahåndteringen i det offentlige

»Der er en risiko for, at indsatsen på privacy-området lider skade, hvis panelet nedlægges, uden at man opvejer det på nogen måde. Det er vi i hvert fald bekymrede for,« siger Knud Holt Nielsen.

Samme problemer rammer alle forvaltninger

Men panelet - der bestod af syv frivillige og uafhængige deltagere fra blandt andet DTU, Digital Identitet og Rådet for Digital Sikkerhed - er ikke i stand til at tage hånd om de udfordringer, som hele kommunen står over for i forbindelse med nye it-projekter, mener Knud Holt Nielsen.

»Vi bliver nødt til at få noget, der dækker hele kommunen. Det er jo de samme problemer, man står med også inden for andre forvaltninger end Teknik og Miljø,« siger han.

Læs også: Maveplasker for smart cities: Kommunerne har været forblændet af teknologi-buzz

Derudover mener han ikke, at panelets ulønnede, frivillige karakter er holdbar.

»Det skal selvfølgelig være lønnet, så der kan afsættes den fornødne tid til arbejdet. Det holder jo ikke at basere den type indsatser på frivillig arbejdskraft,« siger han.

DPO skal kunne stoppe it-projekter

Privacy-panelet har ikke haft beføjelser til at rådgive om konkrete sager eller nogen rettigheder eller pligter i forbindelse med Teknik- og Miljøforvaltningens arbejde. Derfor har de ifølge Steffen Thommesen haft en overordnet rådgivende funktion, hvor de blandt andet har haft en række temadrøftelser samt givet input til en tjeklister i forhold til privacy ved screening af projekter.

I 2016 efter databeskyttelsesforordningen var vedtaget i EU, blev de områder, som panelet beskæftigede sig med dog “indarbejdet i kommunens håndtering af persondataområdet,” står der i forvaltningens indstilling.

Læs også: Datatilsynet efter tre år: Kommune må godt bruge Google til folkeskole-administration

Udover DPO’en i intern revision og de medfølgende business partnere i forvaltningerne, har Teknik og Miljøforvaltningen også udarbejdet en screeningsproces for databeskyttelse til it-projekter. De er ligeledes i dialog med det regionale Smart City Cybersecurity Lab om at deltage her, fortæller Steffen Thommessen.

Hvis det står til Enhedslisten, er der dog behov for at den generelle indsats øges gennem yderligere beføjelser og midler til intern revisions DPO.

Læs også: Ulovlig dataindsamling: Oplysninger om 180.000 danske unges sexliv er ikke anonym

»Det der mangler, er nogen som proaktivt kan stille krav om justeringer eller i sidste ende gå ind og stoppe et it-projekt, hvis der er tvivl om, hvorvidt det respekterer borgernes privatliv. Det skal gælde for alle nye it-projekter, og der skal være midler til, at den her uafhængige instans kan trække på ekspertviden og er informeret om samtlige projekter,« siger Knud Holt Nielsen

Partiets medlemsforslag søger dog i første omgang kun at få undersøgt mulige modeller.

»Før vi kan gå videre, bliver vi nødt til at få undersøgt, hvad der er muligt, og så skal vi se, om vi kan få flertal til at gøre, som vi gerne vil,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder