København satser på apps: Forny biblioteksbøgerne på mobilen

Kommunerne kaster sig nu over udvikling af smartphone-applikationer. I København er en biblioteks- og en lokalebooking-applikation på vej til borgerne.

Inden længe vil københavnerne kunne klare reservation eller fornyelse af biblioteksbøger med nogle tryk på telefonen.

En smartphone-applikation er på vej til biblioteksbrugerne som første bølge af en kommunal satsning på at komme i digital kontakt med borgerne på nye måder.

»Vi er i en startfase og skal gøre os nogle erfaringer med nogle pilotprojekter. Men de skal give mening, og det mener vi også, det gør med en biblioteks-app, som vi udvikler i samarbejde med andre kommuner. Så kan man sidde i bussen og forlænge sine lån,« siger Sten Mogensen, digitaliseringschef for Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, til Version2.

På kommunens hjemmeside er bibliotekets afdeling i forvejen den mest besøgte, og samtidig er det noget, brugerne tit har kontakt med.

»Hvis det er noget, man kun har brug for hvert andet år, er det ikke så oplagt at lave en smartphone-app til det,« siger han.

Det skal give mening for borgeren

Undersøgelsen IT i Praksis har vist, at kommunerne er meget interesserede i at udvikle applikationer til smartphones, mens borgerne er mindre begejstrede for ideen.

Læs også: Offentlige myndigheder vil udvikle smartphone-apps - men borgerne vil ikke have dem

Derfor begynder Københavns Kommune også app-arbejdet på de områder, der giver mest mening for borgerne.

»Vi er helt på det rene med, at borgerne kun er interesserede i apps, der har funktionalitet, som de efterspørger. Der er meget, man lige så godt kan klare på pc’en derhjemme, så vi går efter det, man kan bruge, når man er på farten,« siger Sten Mogensen.

Ud over biblioteks-applikationen arbejder kommunen derfor også med en app til at booke lokaler, for eksempel baner i en kommunal sportshal.

»Møder man en ven på en café, kan man booke en badminton-bane med det samme,« siger Sten Mogensen.

Faktisk har Københavns Kommune allerede haft én applikation ude i det fri, der præsenterede kommunens sommertilbud til børn.

»Det var et ganske lille pilotprojekt for at komme i gang og se, hvad det overhovedet er for noget,« siger Sten Mogensen.

Og flere af den slags service-mindede applikationer er også på tegnebrættet. For eksempel en applikation, der kan vise alle tilbud i nærheden af, hvor man står. Så kan turisten nemt se, om et museum er åbent, og de lokale kan droppe ind til en koncert i et kulturhus.

»Vi vil rigtig gerne lave den type, hvor borgerne også bidrager med indhold og hjælpe med udviklingen. Der er mange ressourcer derude, og det er vigtigt for os at holde det i open source, så både vi, vores samarbejdspartnere og gerne borgerne selv kan videreudvikle på det,« siger digitaliseringschefen.

Også Borgerservice kigger nu på udvikling af applikationer, men her afventer man erfaringerne fra Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Læs også: Ekspert om kommunale apps: Lav nu ikke samme fejl som med websiderne

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Torben Mogensen Blogger

Forlængelse af boglån og reservering af lokaler kan fint klares med en browser, så det virker lidt spild af penge og tid at udvikle applikationer til formålet.

Det giver dog mening med den foreslåede positionsafhængige turistapplikation.

  • 3
  • 1
Jacob Nordfalk

så jeg ku da godt tænke mig en app der ku hjælpe med overblikket over familiens lån.

Jeg er sådan set ligeglad med teknologien (bare de ikke vælger Titanium til Androidudgaven for så er der erfaringsmæssigt risiko for et yderst ringe produkt), den skal bare huske mit login så jeg, uden at skulle indtaste koder, nemt og med få tryk på skærmen kan se hvad jeg og mine børn har lånt og hvornår det skal afleveres.

  • 1
  • 0
Jesper Kleis

Jeg har lavet et geektool script der viser vores aktuelle lån på skrivebordet hvis der er mindre end syv dage til at de skal afleveres. Det har reddet os fra en del bøder. Det er dog for hillerød bibliotek som ikke har den mest avancerede log in løsning.

Jeg mener at der findes en iPhone app til de fleste danske biblioteker - og jeg tror at man kan se ens lån der.

  • 0
  • 0
Mikkel Høgh

Jeg mener at der findes en iPhone app til de fleste danske biblioteker

Der findes et par uautoriserede apps som bruger web scraping på bibliotekernes gamle OPAC (altså, i Københavns tilfælde, https://biblioteksbase.kk.dk/sites/XWW/pub/search.html?doaction=&data=ad... ).

Disse gamle OPAC syster er dog under afvikling, så det er begrænset hvor længe det vil fortsætte med at virke.

Grunden til at bibliotekerne selv laver apps er da også tildels at de ikke ønsker at tredieparts-apps skal have adgang til de forholdsvis følsomme oplysninger som systemet rummer, og så fordi man med adgang til de officielle, lukkede API'er som den app artiklen beskriver bruger, kan tilbyde mange ting som man ikke nemt kan lave med web scraping :)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere