Kritik: Københavns Kommune spilder 21 millioner på interaktive tavler

I sommerferien sætter Københavns Kommune 1.147 interaktive tavler op, selvom en undersøgelse viser, at tavlerne medfører dårligere undervisning. Pengene skulle hellere bruges til flere computere eller tablets, mener ekspert.

Når skoleåret går på hæld, og sommerferien lægger klasseværelserne øde, bliver de københavnske skoler indtaget af håndværkere. De skal udstyre hver eneste klasse i Københavns Kommune med interaktive tavler. Dermed tilføjer kommunen 1.147 tavler til de 1.300 interaktive tavler, der allerede er sat op.

I alt kommer det interaktive tavle-eventyr til at koste 21 millioner kroner. Men ifølge en undersøgelse fra professionshøjskolen UCC kunne kommunen spare mange millioner ved at købe projektorer i stedet.

Læs også: Skoler bruger millioner på interaktive tavler - og får dårligere undervisning

Mange lærere bruger nemlig stort set kun tavlerne til at fremvise informationer. Det interaktive element bliver kun sjældent brugt, og da tavlerne kun kan håndtere én til to personer ad gangen, er det ikke et oplagt redskab til at aktivere eleverne i undervisningen.

Ifølge en af forfatterne bag undersøgelsen, Ann-Thérèse Arstorp, som i øjeblikket arbejdet på et ph.d.-projekt om teknologiforståelse i læreruddannelsen, er det et problem, fordi det er en gammeldags måde at undervise på. Man bør i stedet investere i teknologi, som i højere grad lægger op til at eleverne selv skal være aktive.

Hos Københavns Kommune er man dog overbeviste om, at det er et spørgsmål om efteruddannelse.

»Vi er bevidste om de udfordringer, UCC-rapporten beskriver, og derfor bruger vi som sagt mange ressourcer på at optimere lærernes brug af tavlerne, så deres potentiale udnyttes til fulde. Selvsamme rapport peger faktisk på, at de interaktive tavler rummer et stort potentiale i forhold til at udvide klasserummet og inddrage internettet, samtidig med at tavlerne kan være med til at bryde lærerens monopol på styring af undervisningen ved at eleverne i højere grad selv kan arbejde ved med elektroniske tavle. Teknologien giver dermed nye muligheder for læreren at undervise på, og nye muligheder for eleverne at lære på,« skriver Karl-Erik Andersen, kontorchef i Pædagogisk IT i Københavns Kommune i en e-mail til Version2.

Men her mener Ann-Thérèse Arstorp, at billige netbooks eller tablets er mere oplagt til at aktivere eleverne.

»Tavlerne har nogle muligheder, men jeg synes, at nyere teknologi har overhalet de her tavler. Flere skoler investerer i nu i højere grad i enkelte enheder til eleverne, altså netbooks eller iPads. Det giver nogle helt andre muligheder for, at eleverne bliver aktive, og flere elever kan være aktive på én gang,« siger Ann-Thérèse Arstorp.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
jeppe k

Der findes faktisk en meget billiere løsning på ca $ 40, i princippet en hjemmebygget smartboard. Bestående af 1 infrarød pen + 1 (eller 2) wii remotes + bluetooth adapter.

Til en pris af 50 $ for 1147 smartboards ville dette koste 346000 kr (med dagens dollar kurs), så er der nok et lille stykke op til de 21 mio til uforudsete omkostninger.

Her er en demo fra opfinderen på TED.com:

http://www.ted.com/talks/johnny_lee_demos_wii_remote_hacks.html

Og her er et link til en vejledning:

http://suefrantz.com/2009/05/07/the-smartboard-alternative-for-40/

Ellers google wii smartboard.

Forhåbentlig er der nogen som ser dette så der ikke bliver smidst så mange penge ud, det er blevet ret stort i USA men de har jo heller ikke så mange penge til skoler (kan vi forsætte med at have dette)

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize