Københavns Energi får nyt GIS-system til vandrør og afløb for 4,9 mio.

Københavns Energi konsoliderer tre eksisterende systemer til ét samlet GIS-system. Intergraph Danmark står for opgaven, der også trak bud fra blandt andet Rambøll Informatik.

Københavns Energi, der leverer varme, vand, bygas og afløb til indbyggerne i hovedstaden, har underskrevet kontrakt med Intergraph Danmark A/S om levering af et nyt GIS-system til en værdi af 4,9 millioner kroner.

GIS-systemet skal bruges til ledningsregistrering, og målet er at opbygge og vedligeholde et stamregister for data om alle de ledninger og komponenter til vand og afløb, der løber under veje og bygninger i København.

Systemet skal for eksempel bruges til at informere Københavns Energis kunder, når uheldet er ude i det underjordiske gitternet af vandledninger.

»I tilfælde af et brud på en vandledning kan vi gennemføre en simulering i GIS-systemet og fastslå, hvilke kunder, der berøres, når vi lukker for vandet. Dermed kan vi hurtigt henvende os til kunderne og oplyse dem om, at de er uden vand i en periode,« fortæller projektleder Knud Søndergaard, Københavns Energi, til Version2.

Konsoliderer to GIS-systemer

GIS står for Geografisk Informationssystem. Systemerne bruges normalt til opsamling, lagring og analysering af data, der knytter sig til lokationer.

Hos Københavns Energi kan systemet også bruges til at varsko kunderne ved planlagte renoveringer, eller til at finde ud af, hvordan afløb skal dimensioneres for at undgå oversvømmelser ved kraftige regnskyl som dem, København og Nordsjælland oplevede i sommeren 2010.

Københavns Energi råder i forvejen over tre GIS-systemer i afdelingen for Vand og Afløb.

Det nye GIS-system fra Intergraph får altså en konsoliderende rolle, men skal på sigt også integreres med de vigtigste it-systemer i Københavns Energi, herunder kundeafregningssystemet.

Data lægges ind i systemet i XML-formaterne DanDAS-XML og DanVAND-XML, og Intergraph skal også udvikle en webapplikation, som medarbejderne i Københavns Energi kan tilgå ledningsinformationen fra.

Pris på datakonvertering afgørende

GIS-systemet har været sendt i et EU-udbud efter forhandling, og leverandørerne Rambøll Informatik, Bentley Systems Scandinavia og Informi GIS bød også ind på opgaven.

»Det har været afgørende for vores valg, at leverandøren understøtter vores forretningsprocesser, og at den arkitektur og de applikationer, vi anvender, hænger sammen med GIS-systemet,« siger Knud Søndergaard.

Samtidig har den samlede pris haft indflydelse på valget af leverandør - herunder har prisen på datakonverteringen fra de tre eksisterende GIS-systemer til det nye været en vigtig parameter for Københavns Energi.

De 4,9 millioner kroner dækker over selve kontraktsummen for GIS-systemet. Dertil skal lægges en ikke nærmere oplyst udgift til optioner på vedligehold over en femårig periode.

Kommentarer (2)

Søren Schmidt Kriegbaum

Husk at stille krav om åbne standarder således at at kommunen ikke bliver bundet til den samme leverandør for evigt og dermed muligvis komme til at betale for meget for ydelser grundet manglerne konkurrence. Tidligere har lukkethed ført til maget dyre løsninger på sigt i rigtig mange kommuner..

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen