København sætter ‘ulovlig’ trafikovervågning på pause
Sensorerne på H. C. Andersens Boulevard i København kører i tomgang. Og den unikke MAC-adresse, som systemet registrerer fra bilisternes smartphones, ligger ubrugt hen.
Normalt bliver data fra de forbipasserende bilisters telefoner brugt til at udregne rejsetid og trængsel på en af Danmarks mest trafikerede veje. Men der er ingen, der anvender informationen nu, ligesom nyindkøbte sensorer ikke kommer op at hænge foreløbig.
Københavns Kommune har valgt at sætte trafikovervågningssystemet på pause, efter Version2 har kunnet berette, at det ifølge Erhvervsstyrelsen kræver bilisternes samtykke, at opsnappe MAC-adressen ti l trafiktælling.
Derfor venter kommunen nu på meldingen om systemets fremtid. Det fortæller kommunens projektleder for intelligent trafikstyring, Maria Wass-Danielsen.
»Lige nu afventer vi Erhvervsstyrelsens tilbagemelding. Det seneste jeg har hørt er, at de overvejer, om man kan give dispensation til de her systemer,« fortæller hun.
Systemet, som er installeret på H. C. Andersens Boulevard, har indtil nu kostet 140.000 kr. Kommunen har yderligere købt udstyr for 250.000 kr. til at udvide systemet.
»Men vi har stoppet opsætningen af det nye udstyr, indtil vi ved noget mere. Vi venter på noget mere præcist fra Erhvervsstyrelsen,« siger Maria Wass-Danielsen.
Sensorerne kan aflæse MAC-adressen fra telefonen gennem wifi- eller Bluetooth-signalet. Allerede i sensoren krypteres data, hvorefter en del af værdien smides væk og krypteres igen. Det er således ikke muligt at identificere en billist på baggrund af systemets oplysninger. Fordi krypteringsværdien ændres jævnligt, kan man heller ikke finde frem til en person ved hjælp af rejsemønstre.
Alternativer er omstændige og dyre
København er ikke den eneste kommune, der venter på nyt fra Erhvervsstyrelsen i spørgsmålet om indsamling af MAC-adresser. En lang række danske kommuner – herunder Aalborg og Aarhus – har installeret den samme teknologi. En teknologi, som styrelsen mener er i strid med det EU-direktiv, der populært har fået navnet cookie-direktivet.
En vejledning i tolkningen af direktivet, som et EU-råd sendte ud i slutningen af sidste år, fastslår nemlig, at man ikke uden brugerens samtykke må aflæse informationer, som er lagret på terminaludstyr. Informationen kan i denne sammenhæng være en MAC-adresse, og terminaludstyret er bilistens telefon.
Ifølge Maria Wass-Danielsen falder hele projektet ikke til jorden, hvis det ender med et forbud mod systemet. Der er alternative teknologier til at udføre det såkaldte Smart City-projekt, forklarer hun.
»For eksempel har vi afprøvet indsamling af rejsetidsdata med RFID-tags, der er små radiosendere, som blev placeret på cykler. Men det er klart, det er et langt større arbejde at sætte RFID-tags på køretøjer, så vi håber ikke det bliver nødvendigt,« siger hun.
Programlederen håber på, at styrelsen finder en mulighed for at tillade systemerne til brug i trafikmåling.
»Systemet kan udregne rejsetid. Og det er de data, som vi ved, bilisterne værdsætter højt. Så det er denne form for data, der giver det bedste overbliksbillede af trafikken. Der er alternativer, men de er mere omstændige og bliver også dyrere i længden. Derfor håber jeg, at de vil dispensere,« siger hun.
I systemets relativt korte levetid har det vist sit potentiale for at levere væsentlige information til kommunens miljø- og teknikforvaltning.
»Den dag der var bombetrussel på Rådhuset, kunne vi se, at der var noget galt. Vi kan hurtigere gå ind og ændre i trafiksignalerne og få trafikken til at flyde bedre. Vi kan også bruge informationerne til at optimere trafiklysene på H. C. Andersens Boulevard generelt,« fortæller Maria Wass-Danielsen.
Ifølge projektlederen vil styrelsen holde møde med parterne i løbet af ugen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.