Kode-kurser til børn breder sig til hele landet

Coding Pirates, der begyndte som et stille forsøg i at undervise børn i kodning, er nu så populært, at konceptet breder sig til hele landet. Målet er at ændre folkeskolen.

Små ben løber op ad trapperne på ITU onsdag eftermiddag. Op til undervisningslokalet på fjerde sal, hvor det ligefrem myldrer med børn i alle størrelser blandt computere, kabler, Lego, forældre og frivillige voksne. Og pludselig beder Martin Exner om opmærksomheden.

»Hænderne på hovedet. Vi skal have ro«.

Det får han. Magnus, Jason, Justin, Christian, Harald og tyve andre børn bliver råbt op, krydset af og fordelt på hold Python, Minecraft, Mindstorm og Scratch efter ønske.

Martin Exner har været med til at oprette Coding Pirates

Martin Exner er uddannet lærer og har sammen med nogle venner startet Coding Pirates, som er et undervisningsforløb i programmering for børn. Den mindste denne eftermiddag er Ursula på seks år, og den ældste er Magnus på 15. Mens Magnus er ved at lære Python, sidder Ursula og roder med Minecraft og er i første omgang ved at vænne sig til forskellen på at håndtere en bærbar og en tablet..

Ursula har taget sin far Jacob med på kodeskole

»Det er første gang, hun bruger mus«, siger hendes far Jacob Wang, der også har sønnen Harald på otte med.

»Vi er her, så børnene kan lære at bruge deres computere i en social sammenhæng og måske lære noget af andre børn, der kan noget mere«, siger han.

Jacob Wang er selv digitaliseringsansvarlig på Nationalmuseet.

40 børn står på venteliste

Coding Pirates er et af de få tilbud til børn, der ønsker at lære at programmere. Det er ikke et fag, der er på folkeskolens skema, og det er ikke noget, der ofte dukker op i ungernes SFO eller klubtilbud. Det er Martin Exner og hans venner ved at lave om på.

På kurserne, der begyndte i februar i år, arbejder nogle med LEGO WeDo-robotter i Scratch. Nogle laver fysik og 3D-animationer i Blender, nogle laver deres egne spil i Java, mens en del knokler med at forstå syntaksen i Python og Small Basic.

»Fælles for alle er, at de har rykket sig enormt. Mange har rykket sig i forhold til at forstå programmeringssprog og mange i forhold til spilmekanik, design og innovation«, siger Martin Exner.

I november sidste år skrev Version2 en notits om de spæde første skridt med at undervise børn i programmering på et pilotforsøg hos AAU i København. Siden februar er det altså blevet til kurser hver uge på ITU og hver anden uge hos Microsoft i Hellerup siden februar i år.

Læs også: Ildsjæle lærer børnepirater at kode

50 elever går nu på kurserne, 40 er på venteliste. 20 frivillige underviser børnene - en del af dem meldte sig via notitsen hos Version2.

Og nu er tiden kommet til at tage skridtet videre, siger Martin Exner.

»Samtidig med vores kurser udvikler vi løbende et helt læringsrepertoire, som kan bruges som model til at undervise børn i programmering. Desuden lærer vi, hvordan vi pædagogisk og praktisk håndterer så mange børn og computere på én gang. Endelig finder vi ud af, hvordan vi bedst organiserer det hele ved hjælp af frivilligt arbejde«, siger Martin Exner i en kort pause i undervisningen.

Disse erkendelser skal bruges til at udbrede konceptet til resten af landet i første omgang, og ultimativt til at få computerprogrammering helt ind i folkeskolen.

»Målet er at få programmering på folkeskolens pensum. Men folkeskolen er en langsomt bevægende organisation. Første skridt er derfor at få udbredt Coding Pirates til resten af landet«, siger han.

Og til det har han brug for frivillige med forstand på programmering.

Fra Solrød til Amager

»Ved I hvad en variabel er?«

»Husk nu det bare er en papkasse med ting i. Eksempelvis denne ting: skaerm_bredde*1024. Og så er der loops - så man kan få ting til at gentage sig selv. Kan i huske det?«

Seks børn sidder med fingrene på tastaturerne og kigger lidt på de voksne, Per Hansen og Denis Smajlovic og så ned på deres skærme igen. Nogle ved godt, hvad han taler om. Andre skal lige have frisket sidste uges Python-øvelser op igen.

Magnus er den ældste af børnene. Han er 15 og har sammen med sin mor taget tog og bus fra Solrød til Amager - en tur på 45 minutter for at deltage på kurset.

Magnus og hans mor Alice rejser 45 min i tog og bus for at komme til kurset. Per Hansen (tv) er frivillig underviser

»Jeg vil godt være programmør eller spiludvikler«, siger Magnus og ser ud til mest at have lyst til at vende tilbage til Python og slippe for flere forstyrrende spørgsmål.

»Min søn er interesseret i gadgets, computere, spil og hele den verden, og der er intet, der tager fat i det i folkeskolen. Jeg hørte om dette forløb, vi var heldige at få plads, og nu vi tager gerne turen en gang om ugen. Hvis han skal være spiludvikler, så skal han have kendskab til sproget bag«, siger Alice, der er coach og nu selv er begyndt på et kursus i programmering for voksne begyndere igennem Samdata.

Det er lidt en tilsnigelse at kalde underviseren Denis Smajlovic for voksen endnu. Han er folkeskoleelev med et godt hoved til programmering. En ven introducerede ham for Visual Basic i femte klasse, og derefter gik det slag i slag.

»I dag kan jeg 10 programmeringssprog. Du må godt skrive, at jeg er sej«, siger han i sjov. Det meste har han lært sig selv men ville rigtig gerne have haft et tilbud som Coding Pirates.

Magnus er også overbevist om, at mange fra hans skole med glæde ville tage imod et tilbud om at lære at programmere, hvis det ellers blev aktuelt.

Foruden kurserne på ITU og hos Microsoft i Hellerup har Martin Exner har nu fundet folk til at organisere lignende kurser to steder i Aarhus, Odense, Næstved, Farum, Vallensbæk og måske også Lolland Kommune.

Alle steder mangler han dog endnu ekstra frivillige undervisere.

»Rigtig gerne Version2-læsere. Det var jeres læsere, der fik løftet det i begyndelsen«, siger han.

Man kan sende en mail til kontakt@codingpirates.dk hvis man ønsker at give en hånd eller få mere information om kurserne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Følg forløbet

Kommentarer (10)

Pelle Gøeg

Overskriften lyder at det breder sig til hele landet, men set fra Aalborg har det bredt sig fra Amager og Sydhavnen til Hellerup. Det kræver vel en ret snæver fortolkning af hvad "hele landet" dækker over?

Martin Brynskov

Det startede vel mange steder, men GOTO Junior var et af de første steder, hvor det blev sat i system og gjort lettilgængeligt i den form, der tales om her. Det skrev Version 2 om sidste år: http://www.version2.dk/artikel/dansk-it-firma-lancerer-it-kurser-boern-5...
Der er også fablab@school, som arbejder målrettet med at få programmering og digitale materialer ind i folkeskolens standardpensum. Det er pænt langt fremme, med mange danske og udenlandske aktører.
Så skidt med, hvem der startede. Det er super, at der er så mange solide og brede initiativer, over hele landet.

Martin Exner

Pelle: I artiklen kan du også læse om andre byer, bl.a. Aarhus :)
Martin: Det som GOTO Junior lavede var fantastisk. Jeg ville ønske de også havde fulgt op med tilbagevendende aktiviteter.

Claus Peteren

Jeg sad og kiggede i et nummer af "Ny Elektronik" fra 1983.
Ud over en anmeldelse af IBM's nye PC var der en artikel hvor "LOGO" blev prist som det varmeste hvad angår at lære poderne at programmere.

TO KVARDRATE
REPEAT 4 [
FORWARD 50
RIGHT 90
]
END

Sådan!

Peter Sørensen

Jeg er 16 år og vil meget gerne lærer programmering så tidligt som muligt men de skide Københavnere skal have alt de gode. Jeg synes Københavnerne skal have lidt pli og dele med os andre danskere. Jeg bor i Assens kommune på fyn og kunne hvert fald være dejligt med noget til os unge her på fyn :)

Per Hansen

Faktisk er der også et online community i form af et forum, hvor man kan stille spørgsmål og få hjælp. Der er man også meget velkommen, selvom man ikke bor i en af de byer Coding Pirates er aktive i.

Man kan også prøve mange af de aktiviteter vi har derhjemme for sig selv - vi bruger mange open source og gratis tilgængelige værktøjer.

Hver Torsdag er der Minecraft aften og her kan man være med også og lære de andre at kende.

Martin Exner

Hej Peter. Vi arbejder på at få bredt det ud til hele landet og er i dialog med flere på fyn (bla. Assens!) om afdelinger der. Det forum Per snakker om hedder forum.codingpirates.dk

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Pressemeddelelser

Big Data Lake Summit: Fast and Trusted Insights

If you want to outpace, outsmart and outperform your competition in a digital world, you need trusted data that can be turned into actionable business insights at speed.
24. apr 15:06

Welcome to Free course to learn about the combined power of Alteryx and Qlik!

Affecto invites to a free course, where we want to share our knowledge of this self-service analysis platform together with the power of Qlik.
20. apr 2017

Robotics Process Automation (RPA) changes the way organizations think about and perform work at a reduced cost, higher efficiency and greater productivity

Join us for this exiting seminar, which Affecto hosts with our business partner SmartRPA May 3rd, 2017 at 13.00 in Copenhagen.
30. mar 2017