KMD Analyse konkluderer i en ny rapport med titlen 'Det Digitale Borgerindeks – danskernes holdning til offentlig digitalisering', at danskerne i høj grad bakker op om mere digitalisering i den offentlige sektor.
Således viser rapporten, at knap 70 procent af de adspurgte ser digitalisering som et middel til at effektivisere offentlige tjenester, mens 57 procent mener, at digitalisering kan forbedre kvaliteten af offentlige tjenester.
Der er dog den hage ved tallene, at undersøgelsens metode påvirker resultatet. For det første er det udelukkende respondenter, der i forvejen er garvede computer- og internetbrugere, som har haft mulighed for at besvare spørgeskemaet.
Og for det andet er undersøgelsen kun foretaget blandt personer i alderen 18 til 65 år, hvilket udelukker muligheden for, at it-skeptiske og it-svage ældre kommer til orde.
KMD's pressechef, Christoffer Hellmann, fastholder, at der er tale om en repræsentativ analyse.
»Du har naturligvis en metodisk pointe i, at vi ikke fanger dem, der ikke er på internettet. Men ifølge Danmarks Statistik er 93 procent af alle danskere på nettet, så det er ikke det store problem,« siger Christoffer Hellmann til Version2.
I spørger heller ikke folk over 65. Ville resultatet ikke have set anderledes ud, hvis I også havde spurgt den ældre del af befolkningen?
»Det kan man kun gisne om. Og hvis vi havde lavet undersøgelsen som telefonundersøgelse, havde der været andre metodiske problemer. Der har man for eksempel svært ved at ramme folk, der kun har en firmamobil,« siger Christoffer Hellmann.
Ikke overraskende er KMD, som er storleverandør af offentlige it-løsninger, tilfreds med rapportens konklusioner.
»Tallene fortæller os, at borgerne står bag planerne om digitale veje, når man tænker offentlige ydelser og service. Det er et yderst positivt grundlag for det arbejde, der ligger foran os i it-branchen og den offentlige sektor,« udtaler Lars Monrad-Gylling, adm. direktør i KMD, i den medfølgende pressemeddelelse til rapporten.
Ifølge pressemeddelelsen viser undersøgelsen, at borgernes foretrukne kanal til at komme i kontakt med det offentlige er digitale selvbetjeningsløsninger.
'Hele 75 procent af befolkningen angiver, at digitale selvbetjeningsløsninger er en kanal, de gerne vil benytte. Også e-mail er populær – 70 procent af danskerne vil gerne i dialog med det offentlige via e-mail. Det fysiske fremmøde vil kun 42 procent benytte', skriver KMD i pressemeddelelsen.
Disse tal bliver udfordret af rådgivningsfirmaet Rambøll Management, der i 2011-udgaven af den årlige undersøgelse 'IT i Praksis' kommer frem til den stik modsatte konklusion. Rambølls undersøgelse viser, at 29,7 procent har fysisk fremmøde som den foretrukne kommunikationskanal med det offentlige, efterfulgt af e-mail med 22,4 procent og telefon med 21,3 procent. På fjerdepladsen kommer kommunikation via hjemmeside med 20,4 procent, mens et gammeldags brev kun foretrækkes af 2,7 procent.
Men de tal får ikke Christoffer Hellmann til at anfægte rapportens konklusioner:
»Vi stoler på konklusionerne i vores undersøgelse. På det alderstrin, undersøgelsen er udført i, er der tale om en repræsentativ analyse. Og til forskel fra Rambøll-undersøgelsen har vi givet folk mulighed for at krydse flere svarmuligheder af, og det kan godt være noget af årsagen til, at tallene er forskellige,« siger Christoffer Hellmann til Version2.
Læs hele rapporten 'Det Digitale Borgerindeks – danskernes holdning til offentlig digitalisering' nedenfor.
[scribd id=68335941 key=key-1300ngixch524jfjvjy4]