KMD's IT-system til jobcentre bliver forsinket knap et år

Endnu engang rammes et offentligt IT-projekt af forsinkelser, Illustration: STAR
Rettet. Sagsbehandlere må slå koldt vand i blodet, før de kan overgå til KMD's nye jobcentersystem Momentum. Foreløbigt er den fulde implementering udskudt til medio 2018.

KMD’s implementering af et nyt jobcentersystem, Momentum, skulle være klar til brug medio 2017. Men nu er det blevet forsinket.

Det fremgår af en intern mail ved et af de omfattede jobcentre, som Version2 har set.

I stedet håber man nu, at Momentum, som ifølge KMD skal ‘understøtte alle facetter af et jobcenters arbejde’, vil være rullet ud til de 60 involverede kommuner ved udgangen af første halvår 2018.

I forvejen er KMD mere end 15 måneder forsinket med de såkaldte Støttesystemer, som udvikles til landets kommuner. Støttesystemerne er it-løsninger, der er nødvendige for at alternative leverandører rent it-teknisk kan komme ind på det hidtil meget KMD-dominerede kommunale it-marked, i form af det såkaldte monopolbrud.

Læs også: KL truer med at skrotte KMD helt: »Ikke nogen man ønsker at samarbejde med på sigt«

»Det er brandærgerligt«

Gladsaxe Kommune er pilotkommunen, som skal hjælpe med at teste det nye Momentum-system, inden det bliver sendt ud i hele landet. Herfra fremhæver Rasmus Bækgaard, leder af Administration og Digitalisering, at samarbejdet mellem kommunen og KMD, trods forsinkelsen, har fungeret godt.

»Det er klart, at det er brandærgerligt, at det ikke er klart som oprindeligt forventet. Men det er også værd at huske, at det er meget komplekst, og set i det lys, har samarbejdet med KMD været fint,« siger Rasmus Bækgaard, og fortsætter:

»Vi ville da ønske, at systemet ville være blevet klar efter planen, men jo længere vi kom, kunne vi se, at flere centrale elementer ikke ville blive færdige. Blandt andet snitfladen til ydelsessystemet KMD Aktiv, hvor vi ville have været nødt til at arbejde manuelt udenom,« siger Bækgaard med henvisning til det system, der bruges til beregning og udbetaling af kontanthjælp og forskellige enkeltydelser.

Kunderne efterspurgte funktionaliteter

Hos KMD lægger man da også skylden for forsinkelsen fra sig.

Ifølge Eskil Thygesen, Business Line Director ved KMD, var det netop samarbejdet med kunderne, som gjorde, at man i sidste ende valgte at udskyde implementeringen af Momentum. Det selvom man har udviklingsmøder én gang om ugen.

»Brugerne lagde vægt på nogle bestemte funktionaliteter, heriblandt uddannelsesplaner, som de ville have klar, før de gik i gang med systemet,« siger Eskil Thygesen og uddyber:

»Når man udvikler på den her måde, har man en konstant reprioritering med kunderne. Det billede, som vi har handlet på, tegnede sig først i februar måned,« lyder forklaringen fra Eskil Thygesen.

Thygesen henviser desuden til, at udviklingsarbejdet bliver påvirket af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som fire gange årligt sender nye releases til DFDG-systemet (Det Fælles Datagrundlag).

Stadig usikkert hvornår systemet bliver implementeret

Hvornår Momentum bliver endeligt implementeret i de ca. 60 kommuner, som skal overgå til systemet, er en anelse uklart. Gladsaxe Kommune skal efter planen være klar til at køre med det nye jobcenter-værktøj i april, hvorefter der vil komme en ny kommune til ca. hver uge.

»Vi har valgt at fjerne bagkanten, så jobcentrene kan slutte sig til, når det passer dem. Foreløbigt regner vi med, at de sidste vil være ombord ved udgangen af første halvår 2018,« siger Eskil Thygesen.

Når Momentum er fuldt implementeret, skal det afløse de to nuværende systemer Opera og Workbase, som KMD står for driften af. Dog kan kommuner, som ønsker at blive ved de gamle systemer, stadig vælge at gøre det.

Netop Workbase er tidligere blevet kritiseret af Formand for Dansk Socialrågiverforening, Majbrit Berlau, der i en kronik mente, at systemet sætter udsatte borgeres retssikkerhed på spil.

Redaktionen er blevet gjort opmærksom på, at der er tale om en forsinkelse på mindst ti måneder, og altså ikke et år, som det tidligere fremgik i rubrikken

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere