KMD vil fyre 275

28. oktober 2013 kl. 14:07
Op til 275 medarbejdere bliver skåret væk i en stor fyringsrunde hos KMD. Forklaringen lyder, at markedsvilkårene er blevet skærpet.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Den store it-leverandør KMD er blevet nødt til at skære ned. Det udløser nu en fyringsrunde, som kan ramme op imod 275 medarbejdere på tværs af organisationen, skriver KMD i en pressemeddelelse.

Forklaringen er de 'skærpede markedsvilkår', som betyder, at KMD må sænke priserne, fremgår det af KMD's officielle udmelding.

»Vi har i it-branchen gennem en årrække oplevet skærpede markedsvilkår, og det bliver vi naturligvis også nødt til løbende at forholde os til i KMD. Med de dalende priser i markedet, har vi behov for konstant at have et skarpt fokus på omkostningssiden. Det indebærer, at vi justerer organisationen, så KMD er rustet til at løfte opgaverne og være en konkurrencedygtig aktør i markedet. Det er en grundlæggende forudsætning, hvis vi skal indfri vores ambitioner,« udtaler Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD, i en pressemeddelelse.

KMD har i mange år nydt godt af den historiske tilknytning til kommunerne og har på nogle områder stadig en monopol-lignende status, for eksempel på mange fagsystemer, der bliver brugt i kommunerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De seneste år har der dog været meget fokus blandt de kommunale kunder på priserne, som viste sig at være vidt forskellige fra kommune til kommune.

Den kommende fyringsrunde bliver den tredje siden 2011. KMD havde seneste store fyringsrunde tidligere i 2013, hvor 100 ansatte skulle skæres væk. Det efterlod omkring 3.400 ansatte, der giver selskabet en omsætning på 4 milliarder kroner.

Version2 følger op med et interview med KMD's administrerende direktør.

##KMD tilpasser organisationen til skærpede markedsvilkår

KMD har en betydelig position i den danske it-branche og vil også i fremtiden være blandt de førende it-leverandører. KMD har fokus på at være en sund og konkurrencedygtig forretning og tilpasser derfor nu organisationen som en følge af skærpede markedsvilkår. Tilpasningen medfører, at KMD A/S planlægger at nedlægge op til 275 stillinger på tværs af organisationen.

KMD er blandt de førende it-leverandører i Danmark og har gennem en lang årrække leveret konkurrencedygtige software- og serviceløsninger til såvel det offentlige som det private erhvervsliv.

Det er KMD’s ambition også i fremtiden at være blandt de bedste, når det handler om at digitalisere både det offentlige og det private Danmark til gavn for samfundet.

For at være blandt de førende i branchen, er det en grundlæggende forudsætning, at virksomheden til enhver tid er sund og konkurrencedygtig.

De seneste par år har der generelt i markedet være faldende priser på software og it-serviceydelser, hvilket branchens aktører løbende forholder sig til og tilpasser sig efter. KMD tilpasser nu organisationen og planlægger at nedlægge op til 275 stillinger.

- Vi har i it-branchen gennem en årrække oplevet skærpede markedsvilkår, og det bliver vi naturligvis også nødt til løbende at forholde os til i KMD. Med de dalende priser i markedet, har vi behov for konstant at have et skarpt fokus på omkostningssiden. Det indebærer, at vi justerer organisationen, så KMD er rustet til at løfte opgaverne og være en konkurrencedygtig aktør i markedet. Det er en grundlæggende forudsætning, hvis vi skal indfri vores ambitioner, forklarer Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD.

Lars Monrad-Gylling understreger, at der er tale om dygtige medarbejdere, som KMD må tage afsked med.

- KMD har kompetente medarbejdere, og det er naturligvis ikke rart at reducere i antallet af stillinger. Vi gør det for at være bedre rustet til at gennemføre KMD’s strategi og have en solid og sund forretning på den lange bane.

Medarbejderne er i dag blevet orienteret om planen. KMD’s ledelse vil herefter sammen med tillidsrepræsentanterne se på, om det er muligt at nedbringe antallet af afskedigelser gennem frivillige fratrædelsesordninger.

Ser positivt på fremtiden
Selv om dagens udmelding ikke bringer glæden frem, ser KMD’s ledelse positivt på fremtiden. KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og det vil koncernen også være fremover.

Virksomheden udvikler løbende nye teknologier og løsninger, der skal understøtte det danske velfærdssamfund og erhvervsliv. Så sent som i foråret oprettede KMD en ny forretningsenhed med fokus på borgernær software til skoleområdet og til sundhed- og omsorgsområdet.

- Det er vores klare ambition fortsat at være en markant aktør på det danske it-marked. Vi ser bl.a. et lovende potentiale inden for velfærdsteknologi. Ikke kun for samfundet, men også for it-branchen og herunder KMD, forklarer Lars Monrad-Gylling.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger