KMD skraber bunden i popularitetsmåling blandt outsourcing-udbydere

Tilfredsheden med It-kæmpen som outsourcing-udbyder er faldet, viser undersøgelse.

Den danske it-leverandør KMD klarer sig ringere end konkurrenterne, når det kommer til tilfredshed blandt outsourcing-kunder.

Det viser en undersøgelse foretaget af PA Consulting i samarbejde med Whitelane Research, der har evalueret på mere en 1.000 outsourcing-kontrakter.

Læs også: KMD og Atea tager popularitets-tæsk i outsourcing-krig

Blandt danske kunder må KMD tage til takke med en delt næstsidsteplads - kun over IBM i tilfredshed. I hele norden rangerer KMD som sjette mindst populære udbyder ud af 32 outsourcings-leverandører.

Den årlige undersøgelse fra PA Consulting satte også sidste år KMD på en dansk næstsidsteplads. Tilfredsheden har imidlertid taget et mindre dyk - fra 70 til 67 procent.

Fyringer og kundefokus

KMD har i de seneste måneder været i massiv modvind. I marts blev selskabet frataget den fjerde store kontrakt i 2017, da pensionskæmpen ATP valgte at fyre KMD og genudbyde et pensionssystem.

I januar kunne Version2 afsløre, at Region Syddanmark droppede en it-kontrakt med KMD til over 100 millioner kroner. Det skete, efter regionen fandt over 300 fejl og mangler i KMD's system, der skulle bruges til vagtplaner.

Kommunernes it-fællesskab Kombit valgte også at fyre it-kæmpen fra en delopgave under de såkaldte støttesystemer. Og endelig måtte KMD i februar se konkurrenten Netcompany tage opgaven om at udvikle et nyt a-kasse-system til FTF-A.

Læs også: Fjerde fyring i år: Udbetaling Danmark river KMD-kontrakt i stykker

I november bemærkede KMD's administrerende direktør Eva Berneke på konferencen Digital Leadership, at virksomheden har skulle tilegne sig et kundefokus efter år som monopol-leverandør.

»At få kundefokus indført blandt 3.000 medarbejdere og få det til at infiltrere hele vejen ned igennem organisationen betyder, at det ikke alene handler om nye sælgere, men at også vores teknikere skal med, for de har også rigtig meget kundekontakt,« sagde hun.

Atea genvinder tilfredshed

Tilfredshedsundersøgelsen giver gode nyheder til den danske leverandør Atea, der i siden sidste år har bevæget sig fra en delt anden sidsteplads til en pæn femteplads.

TDC klarer sig som leverandør under middel i rundspørgen. Men dog væsentligt bedre end sidste års sidsteplads - på trods af at tilfredsheden generelt er faldet blandt de danske kunder.

Læs også: KMD-boss om udvikling fra monogam til polyamorøs leverandør: »Vi skal faktisk til at have et kundefokus«

Ifølge konsulent i PA Consulting Henrik Ringaard nærmer de store lokale udbydere sig de udenlandske, som i højere grad etablere sig lokalt.

»Nogle af de traditionelle leverandører har mistet mange og væsentlige kunder, og samtidig bliver forskellen mellem leverandørerne løbende mindre,« forklarer han i en meddelelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lasse Mølgaard

Jeg tror nu mere Atea har været i gang med at lave en image ændring.

Det skulle heller ikke undre mig om alle de negative historier gør, at folk har ikke lyst til søge arbejde hos KMD.

Jeg har selv en liste over firmaer, hvor jeg tænker mig et par ekstra gange om, før jeg overvejer at søge job.

KMD har før været en af de firmaer, som jeg har været interesseret i som kommende arbejdsplads, men den respekt er dalet en hel del. Dette er udelukkende fordi jeg læser at det går ikke godt for firmaet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere