KMD går væk fra mainframen: Nu kan vi beregne konsekvensen af lovændringer

KMD er i færd med at opbygge Danmarks største SAP Hana-installation. Det skal give systemer med realtidsdata i stedet for natlige batchkørsler.

I maskinstuerne hos KMD kører mainframen endnu som en vigtig platform, men de seneste par år har KMD opbygget en ny platform, der skal afløse mainframen for mange af de nye systemer, KMD er ved at udvikle.

Den nye platform er baseret på SAP's in-memory-database SAP Hana, og KMD har allerede 50 systemer i udvikling eller drift, der kører på SAP Hana.

KMD har allieret sig med Hitachi Data Systems om at komme uden om én af begrænsningerne ved SAP Hana.

»Normalt køber du en maskine, der er bygget til Hana fra leverandøren, og du skal vide, hvor stor kapacitet du har behov for. Så hvis det viser sig, at den boks, du har købt, ikke er stor nok, så skal du købe en ny boks,« forklarer chef for KMD's SAP-arkitektur Ole Høgfeldt Jedrzejczyk til Version2.

Da KMD i princippet vil kunne have flere hundrede systemer på SAP Hana, så har selskabet i samarbejde med HDS sammensat en hardware- og softwareplatform, så SAP Hana-maskinerne kan opbygges af moduler på hver 128 gigabyte hukommelse og tilhørende serverkapacitet.

På den måde er der nu opbygget et SAP Hana-site på 100 terabyte hos KMD. KMD har de seneste år baseret flere systemer på SAP, og der er i dag cirka 100.000 brugere på KMD's 450 forskellige SAP-baserede systemer.

Det omfatter blandt andet nye systemer som eksempelvis et nyt system til sygedagpenge og et ERP-system til Københavns Kommune.

Behandling af data i realtid

SAP Hana er én af flere teknologier, der udnytter, at kapaciteten på tilstrækkelig mængde RAM til at rumme en database, er kommet inden for rækkevidde af, hvad der kan lade sig gøre, uden systemet bliver for dyrt.

RAM er mere end tusind gange hurtigere end det, der kan opnås med selv de hurtigste harddiske. Derfor bliver det realistisk at lave typer af beregninger, der før ville have taget for lang tid, da data lå på diske.

Begrænsningen ved RAM er, at hukommelsen ikke kan holde på data uden strøm, så hvis strømmen går, forsvinder data. Det kan i dag løses ved at udstyre visse hukommelsesmoduler med kapacitorer eller batterier i kombination med flashhukommelse.

Med databasen i hukommelsen har SAP også flyttet en del af operationerne fra dét, der normalt var applikationslaget, ned i selve databasen. Det vil sige, at det eksempelvis er databasen, der kan lave et udtræk af data til visning i BI-system.

»Man ville normalt sige, at behandling af data skal ske i applikationslaget, men med Hana skubber vi visse beregninger ned i databaselaget, fordi vi har flyttet databasen op i hukommelsen,« forklarer systemarkitekt Allan Baungaard Jakobsen til Version2.

»Det betyder, at vi for eksempel kan lave konsekvensberegninger af en lovændring vedrørende pension. Det kan vi ikke med mainframe-systemerne i dag, men det vil vi kunne med Hana,« uddyber Ole Høgfeldt Jedrzejczyk.

Vil forsøge at genbruge softwarekomponenter

Den overordnede ambition for KMD er at følge anbefalingerne fra SAP om at forsøge at holde sig så meget som muligt til standardkomponenter og ikke tilpasse SAP-systemerne mere end absolut nødvendigt.

Her vil KMD især trække på de standardløsninger, SAP leverer til SAP Hana, som eksempelvis identitetsstyring og logning af, hvilke brugere der tilgår hvilke data hvornår.

KMD slipper dog ikke for egenudvikling, da systemerne både omfatter deres egne datamodeller og vil kræve individuelle komponenter. KMD håber dog at kunne lave en vis mængde genbrug af komponenter mellem de systemer, der alle er baseret på SAP-platformen.

»For at vi skal udvikle en systemkomponent til genbrug, så skal der være mere end én situation, hvor den skal bruges, så vi skal kende kravene, hvor komponenten skal indgå, ellers må vi lave specialkomponenter, der ikke kan genbruges uden efterfølgende tilpasning. Der er jo også et vist overhead, når man laver noget, der skal genbruges,« siger Ole Høgfeldt Jedrzejczyk.

Det lyder lidt som Service Orienteret Arkitektur eller Micro Services, men gælder her først og fremmest om komponenter, der kan genbruges snarere end at gøres tilgængelige gennem én eller anden form for orkestrering.

Genbruget vil eksempelvis også omfatter dokumentation, så selvom den færdige komponent ikke direkte kan indsættes i et andet system, så er metoden til, hvordan udviklerne tidligere har løst et problem, dokumenteret. Det vil også omfatte kodestumper, der kan være relevante for fremtidig udvikling.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Troels Henriksen

Hvad sker der hvis SAP viser sig at være nogle slemme fyre og begynder at sakke bagud, blive dyre, eller på anden måde bliver et dårligt bekendtskab? Så vidt jeg kan se er SAP HANA en meget specifik platform uden alternative leverandører, så efter et par år vil KMD nok være så bundet at de ikke realistisk kan skifte til noget andet. Skaber det ikke et utrygt styrkeforhold mellem SAP og KMD? Det virker meget lig at have en masse kritisk programmel kørende på obskur mainframe-maskinel.

  • 5
  • 0
Bent Jensen

Så har man udskiftet harddiske med så meget RAM, at alle data som man beregner på befinder sig i dette. Altså hele databasen i RAM.
Det betyder at systemet, er særdeles meget hurtigere end det gamle, til denne form af beregning, på store mængde data og så behøves man ikke at vente natten over på et resultat.

Men forstår ikke problemet med RAM og datatab. De er vel tændt 24/7 med UPS.
De beregner forhåbentligt på en kopi, og resultatet gemmes et andet sted.
og hvis strømmen forsvinder, kan data hurtigt hentes ind igen, og beregninger gentages.

Men forstår ikke at man prøver at slippe noget at vendor lock in når man alligevel skiftter platform. Eller svare det her bare til "at vi har skiftet til en nyere generation" Som på grund af Moores lov, er hurtige bedre og billigere. Men vi betaler stadig dummebørder til SAP :-) som dog er langt bedre ,end at være syltet ind ved Oracal


Nå der var nogen, som var hurtige til at blive færdigt med at skrive. Men samme bekymring.

  • 3
  • 0
René Nielsen

Så har man udskiftet harddiske med så meget RAM, at alle data som man beregner på befinder sig i dette. Altså hele databasen i RAM.


Det korte svar er; Ja. Det er principielt det samme du gør som når du skifte fra en traditionel harddisk til en SSD-harddisk.

Det lidt længere svar er, at man gør det pr. forretningsproces således at individuelle tabbeller lægges i RAM.

Personligt tvivler jeg på at KMD kan have fulde 450 SAP-systemer og fulde 100.000 brugere i HANA. I så fald vil jeg gerne sælge hardwaren :-)

  • 2
  • 0
Troels Henriksen

Betyder det så, at intet må bygges oven på et eksisterende rammeværk, hvis det binder dig til dette rammeværk?

Næh, jeg vil da ikke sige hvad man . Men hvis man skal bygge infrastrukturelle systemer med potentiel lang levetid, som jo er lidt af det KMD går og laver, så giver det for mig mening at sikre sig, at man ikke er bundet til én platformleverandør over hele systemets levetid.

  • 3
  • 0
Jacob Volstrup

Men hvis man skal bygge infrastrukturelle systemer med potentiel lang levetid, som jo er lidt af det KMD går og laver, så giver det for mig mening at sikre sig, at man ikke er bundet til én platformleverandør over hele systemets levetid.


Det giver da overhovedet ikke mening at man så ikke kan drage fordel af de platforme som findes på markedet. "Not invented here"?
Hvis man skal bruge skattekroner på at bygge systemer, så vil jeg egentlig hellere have dem bygget oven på en form for standard platform, som, teoretisk set, kan overtages af en anden driftsoperatør. Og i dette tilfælde må man da mene, at det vil være muligt at finde en anden operatør, med indsigt i SAP Hana?

  • 0
  • 3
Troels Henriksen

Det giver da overhovedet ikke mening at man så ikke kan drage fordel af de platforme som findes på markedet. "Not invented here"?

Jo, jeg mener netop at man skal bruge platforme på markedet. Er der et marked for SAP HANA-leverandører? SAP HANA er mig bekendt ikke en standard, så hvis man har et system baseret på SAP HANA, så er der kun en leverandør: SAP. Hvis man nu har en platform baseret på en åben standard (eller mere plausibelt: Open source biblioteker), så har man mere valgfrihed. Hvis SAP om ti år viser sig at blive til nogle skiderikker, så står KMD med håret i postkassen, for der er ikke andre leverandører af SAP HANA.

  • 4
  • 0
Jacob Volstrup

AP HANA er mig bekendt ikke en standard, så hvis man har et system baseret på SAP HANA, så er der kun en leverandør: SAP.


SAP HANA er en platform, ligesom så meget andet, fx. Drupal og MySQL. Jeg kan virkelig ikke se forskellen. Hvis KMD brænder nallerne på at have valgt denne platform, er det jo ikke meget anderledes, end hvis man har bygget et stort system op omkring MySQL, og måske ender med at skulle udskifte denne del af systemet, fordi der opstår behov for features, som ikke findes i netop MySQL. Man må jo formode at SAP HANA netop tilbyder nogle andre features, hvor du kan spare mange timers udvikling, i alt fald ud fra de udtalelser som artiklen indeholder.

  • 1
  • 1
Troels Henriksen

SAP HANA er en platform, ligesom så meget andet, fx. Drupal og MySQL. Jeg kan virkelig ikke se forskellen. Hvis KMD brænder nallerne på at have valgt denne platform, er det jo ikke meget anderledes, end hvis man har bygget et stort system op omkring MySQL, og måske ender med at skulle udskifte denne del af systemet, fordi der opstår behov for features, som ikke findes i netop MySQL.

Forskellen er at Drupal og MySQL er open-source systemer. Hvis man synes Drupal- eller MySQL går i en forkert retning (eller at udviklerne bliver nogle narrehatte) , så kan man overtage udviklingen. Eller mere realistisk: Så vil der opstå leverandører af alternative udgaver som man kan gå til. Lige præcis dette skete rent faktisk da Oracle kom i besiddelse af MySQL, misligholdte det (jeg kender ikke detaljerne), og visse af de oprindelige MySQL-udviklere forkede det i form af MariaDB. Den mulighed har man ikke med en proprietær platform som SAP HANA.

Jeg har i almindelighed ikke noget imod at man binder sig i større eller mindre grad til specifikke teknologier - det er man altid nødt til at gøre på et eller andet plan, og leverandørskift er aldrig gratis eller nemt, selv hvis man bruger en standardiseret platform. KMD er dog i en branche hvor de af og til skal lave systemer der må forventes at skulle leve i rigtig mange år, og følgeligt bør man tænke enormt langsigtet når det kommer til leverandørfrihed. Man vælger vel heller ikke at være afhængig af maskinel som kun ét firma kan levere? Det er noget andet hvis man laver programmel der kun har en begrænset levetid - f.eks. behøver man nok ikke tænke mere end fire-fem år ud i fremtiden (hvis overhovedet så meget) når man skal lave en web-frontend.

  • 7
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere