KMD og DR Licens skal kæmpe i Counter-Strike

128 forskellige danske virksomheder og institutioner har meldt sig til en firmaliga for at få afgjort, hvilket kontor der er det bedste til Counter-Strike - og der er mange bekendte navne på listen.

I det digitaliserede Danmark er det ikke kun firmafodbold, der er på programmet. Hele 128 danske virksomheder har meldt sig til en stor dansk firmaturnering for Counter-Strike, der har fået navnet FirmaCS.

Deltagerne huser navne som Føtex, Netto, TV3 Sport, Elgiganten, Spar Nord, KMD, Nets og DR Licens, og holdene skal både spille om hæder og 70.000 kroner, skriver gamersiden Slash Esport.

I foråret blev en lignende turnering afholdt med stor succes, og derfor har Bedre Nætter, der arrangerede turneringen, planlagt de næste måneders firmakrig.

Læs også: Folkeskole etablerer eSports-linje: Elever skal være blandt de bedste

»Vi begyndte at lege lidt med idéen om en Counter-Strike-turnering for firmaer i Danmark – og eftersom der ikke rigtig var noget etableret koncept endnu, var vi jo egentlig firstmovers på det område. Og herefter trillede snebolden – interessen var rigtig høj, og det motiverede os til at arbejde videre med idéen og skabe et reelt produkt,« fortæller Marcus Forsberg fra Bedre Nætter til Slash Esport.

Over 600 medarbejdere vil deltage i ligaen, hvor der skal spilles Counter-Strike. Illustration: Screenshot/Counterstrike

Rent hygge og interesse

Bedre Nætter forventer ikke, at turneringen giver dem et større salg af senge, men snarere noget, der bliver drevet af medarbejdernes entusiasme.

Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om at udvide ideen til andre spil eller platforme, men folkene bag turneringen er klar til at samarbejde, hvis andre ønsker at starte lignende turneringer.

Læs også: ESL Odense skal trække folk til Robo Valley

Turneringen startede i mandags, og finalen bliver spillet 19. november. Med 128 hold - og rigtigt mange interne kampe - er der endnu ikke et officielt stream, men flere af holdene sætter selv streams op, når de spiller, hvis man vil følge med.

Internationalt overrepræsenteret

Der er for tiden stigende interesse for området, hvilket til dels kan tilskrives de danske holds succes inden for netop Counter-Strike. På verdensranglistens top 5 ligger både North (#3) og Astralis (#5), der er helt danske hold, mens også FaZe (#4) har en dansker på holdet.

Firma:CS skal spilles i løbet af de kommende måneder, hvor to store internationale Counter-Strike-turneringer skal spilles i Danmark - Blast Pro Series i Royal Arena og ESL Pro League i Odense.

Turneringen er netop startet, så det er for sent at melde sig til nu, men hvis du og kollegerne har lyst til at afreagere på it-firmaer eller teleselskaber, så hold øje med turneringen i fremtiden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere