KMD-sag eksploderer: It-giganten kræver erstatning fra storkunde efter fyring
Det er ATP's egen skyld, at it-systemet Social Pension blev 15 måneder forsinket. Og derfor skal pensionskassen nu dække KMD's tab.
Det skriver KMD's administrerende direktør, Eva Berneke, i et brev, som er blevet sendt ud til landets kommuner, og som Version2 er i besiddelse af.
»Da ATP ophæver aftalen, agter KMD at nedlægge et selvstændigt erstatningskrav over for ATP til dækning af KMD’s tab,« skriver Eva Berneke.
ATP valgte i dag at fyre KMD fra opgaven med at levere it-systemet Social Pension - blandt andet fordi systemet står til at blive 15 måneder forsinket.
KMD beklager den del af forsinkelsen, som it-selskabet selv er ansvarlig for. Men hovedparten af brøden ligger hos ATP, skriver KMD-direktøren.
It-kæmpen hæfter sig ved, at det ifølge kontrakten er ATP's ansvar at udspecificere regler for beregning af pension.
»Beklageligvis har ATP langtfra opfyldt denne afgørende forudsætning for kontrakten,« skriver Eva Berneke og fortsætter:
»Afklaring, identifikation og beskrivelse af regler har fra ATPs side været mangelfuld, forsinket, og fejlbehæftet.«
ATP's koncerndirektør, Lillian Mogensen, har tidligere afvist den forklaring over for Version2:
'Vi kører i øjeblikket en række øvrige udbud, hvor det er andre IT-virksomheder, vi samarbejder med. Vi bruger samme måde at udarbejde kravspecifikation på og samme metode til at beskrive regler,' har Lillian Mogensen tidligere forklaret i en mail.
'Her har vi ikke de samme problemer som i KMD-projektet. Derfor er vi af den overbevisning, at vi leverer, hvad vi er forpligtet til i forhold til kontrakten.'
Trist situation
Pensionskassen agter nu at afholde et nyt udbud - uden KMD.
Parterne var for langt fra hinanden, skriver Eva Berneke om forhandlingerne, der har været i gang siden januar.
»Der skal ikke herske tvivl om, at vi i KMD finder situationen trist, og vi tager den dybt alvorligt. Vi har strakt os vidt for at finde en løsning til begge parters tilfredshed.«
Brevet fra Eva Berneke er rettet direkte til landets borgmestre og kommunaldirektører. Kommunerne og KMD blev mandag enige om et forlig angående de forsinkede støttesystemer. Aftalen indebærer, at KMD betaler 100 millioner kroner i erstatning til kommunerne.
Lægger kortene på bordet
KMD's direktør er bemærkelsesværdigt åben omkring den forhandling, der har været mellem KMD og selskabets nu tidligere arbejdsgiver i pensionskassen.
Nærmere bestemt beskriver brevet det konkrete tilbud, som KMD har givet ATP. Tilbuddet rummer blandt andet en driftrabat på de eksisterende systemer - som KMD driver - på omkring 100 millioner kroner og 30 millioner kroner til dækning af omkostninger.
»Med vedlagte tilbud går vi langt videre end det, vores ansvar tilsiger,« skriver Eva Berneke, der understreger, at kontrakten har en erstatningsbegrænsning på 56 millioner kroner.
Foruden forsinkelsen har ATP begrundet fyringen med, at KMD's system ikke er et standardsystem, som kontrakten ellers foreskriver. Den kritik omtaler Eva Berneke ikke.
ATP har tidligere truet KMD med erstatningskrav på op til en milliard kroner. Det er endnu uklart, om det krav bliver fastholdt.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.