KMD om indbringende it-forsinkelse: Kombit forhalede projekt med lang række ændringer

16. november 2016 kl. 13:594
Det kommunale it-fællesskab Kombit har selv skabt størstedelen af forsinkelsen, der kan koste kommunerne en halv milliard, mener it-kæmpen.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Kommunerne kan se frem til en foreløbig forsinkelse på 11 måneder, før KMD leverer de nye såkaldte støttesystemer, som skal erstatte KMD's gamle monopolsystemer. Og ventetiden bliver ikke bedre af, at driften af systemet i de 11 måneder kan løbe op i mod en halv milliard - penge, som altså også går til KMD.

Indtil videre er Kombit og KMD mest af alt blevet enige om, at de er uenige om årsagen.

KMD nægter her til formiddag at udtale sig i sagen. Men i går aftes havde selskabet en anden holdning og sendte en udtalelse i en mail til TV 2 Business.

Støttesystemer

Støttesystemerne er selvstændige it-løsninger, der sikrer, at kommunens fagløsninger kan fungere sammen og få adgang til relevante data. Det er f.eks. et system, der styrer medarbejdernes adgange og rettigheder i fagsystemer; et system, som indsamler informationer og giver overblik over sager, dokumenter og ydelser for en borger eller et system, der giver fagsystemer automatisk besked fra andre fagsystemer, når der sker ændringer for en borger eller virksomhed.

KMD vandt i 2014 kontrakten på systemerne fra Kombit.


Af mailen - der er delt med Version2 - fremgår det, at KMD peger på det kommunale it-fællesskab Kombits anmodninger om ændringer til it-systemet som årsag til forsinkelsen.

»At det samlede projekt er efter den oprindelige tidsplan har været kendt et stykke tid og skyldes, at projektet løbende er blevet justeret, og der er kommet en lang række af ændringsanmodninger fra Kombit ind i projektet. Ændringsanmodninger, der fortsat tilgår løbende, og som projektet skal navigere og justere efter,« skriver KMD's kommunikationsdirektør, Morten Langager, i mailen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

KMD tager formelt ansvar for 4 af de 11 måneders forsinkelse.

»Det har vi tidligere beklaget, og vi lagde os i selen for at levere efter en ny og korrigeret tidsplan,« fortsætter Morten Langager.

Kombit afviser at kommentere sagen, men fastholder over for Version2, at KMD skal tage fuldt ansvar for selskabets reviderede plan.

Sagen om de forsinkede støttesystemer kommer kort tid efter, at det kom frem, at KMD står til at tjene 340 millioner på at drifte et pensionssystem, der for 15 måneder siden skulle være erstattet af systemet Social Pension - ligeledes fra KMD.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Allerede i september gav sagen skår i forholdet mellem sagens parter. Her langede formand for Kommunaldirektørforeningen Henrik Kolind i Berlingske Business ud efter KMD:

»Der er ikke tale om to-tre kvartalers overskridelse. Den kan tælles i år. KMD må se at få løst leverancerne, og kommunerne forventer at blive kompenseret krone for krone for de tidsoverskridelser, som KMD har lavet, herunder forsinkelser på andre systemer, som hænger sammen med KMD's som forbundne kar,« fastslog Henrik Kolind, der i dag har sagt nej til en interview med Version2.

4 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
22. november 2016 kl. 18:20

Der må være en eller flere af KMDs konkurrenter, som også har budt på dette projekt, og som sandsynligvis ville kunne levere disse Støttesystemer hurtigere og billigere, end de tab, kommunerne nu har ved forsinkelsen. Mon ikke det ville være billigere for kommunerne, hvis KOMBIT annullerede kontrakten med KMD, og tildeler opgaven til en af de andre oprindelige tilbudsgivere? En lang erstatningssag vil blot binde ressourcer og koste tid hos alle.

3
18. november 2016 kl. 11:21

Opklarende spørgsmål: Er KMD ikke omfattet af de regler som gælder vedrørende offentlighed i forvaltningen ? Og hvis ikke, så gælder de da for niveauet over, altså kommunerne ?

P.S.: Selvfølgelig vil kontrahenterne forsøge sig med både vildledning og mørkelægning.

2
18. november 2016 kl. 11:17

Du har ret, Jan Heisterberg. Men noget tyder på, at Mørkelygten har taget de pågældende referater. Det er i hvert fald i følge KOMBITS repræsentant forleden en sag mellem KMD og KOMBIT - kommer ikke os andre ved......

1
18. november 2016 kl. 11:13

Et normalt, veldrevet projekt, har en styregruppe, hvor væsentlige beslutninger om indhold, tidsplan og økonomi behandles.

Der er vel derfor i dette projekt styregruppe-mødereferater, hvor man kan læse om de nævnte forhold ?

  • KMD gør opmærksom på, at ændring xx vil tage yy tid og koste zz kroner, hvortil kommer omkostning ved forsinket idriftsætning
  • Kombit gør opmærksom på, at forsinkelse ttt er KMDs ansvar, og .....

Hvis denne dokumentation findes, og kan tilvejebringes ved aktindsigt, så kan diskussionen let afsluttes. Hvis IKKE, så har kontrahenterne været groft uagtsomme under forløbet, og så kan kun en voldgift afklare situationen.

Det er elementært for enhver som laver projekter, at ændringer i indhold, tidsplan og økonomi behandles og konkluderes på projekt- og styregruppemøder. Alt andet er inkompetance !