KMD og Atea tager popularitets-tæsk i outsourcing-krig

Lokale it-kæmper som Atea og KMD er i bunden af skalaen, når det handler om tilfredshed med outsourcing-leverandøren. De globale spillere spænder ben, mener ekspert.

De danske it-huse KMD og Atea klarer sig generelt dårligere end konkurrenterne, når det kommer til at tilfredsstille kunder, der outsourcer it. Begge virksomheder har mere utilfredse kunder end gennemsnittet og bliver slået af store internationale udviklingshuse.

Det viser en undersøgelse foretaget af PA Consulting og Whitelanes. På baggrund af 300 respondenter og 1000 outsourcing-kontrakter har de to virksomheder rangeret 29 udbydere, i forhold til kundernes holdning.

Læs også: KMD napper stor kontrakt på it-drift og SAP-vedligehold fra udskældt fransk leverandør

KMD, der netop har landet en kæmpekontrakt hos Banedanmark, lander i den danske del af undersøgelsen på en anden sidsteplads, mens Atea indtager tredjesidstepladsen - bag virksomheder som CSC, HP, IBM og indiske TCS.

De danske leverandøres popularitetproblemer hænger sammen med, at de mere garvede globale leverandører er blevet bedre til at etablere sig lokalt, vurderer sourcing-ekspert ved PA Consulting, Henrik Ringgaard Pedersen.

Skel mellem udbyder bliver udvisket

Samme tendens gør sig gældende i flere af de andre skandinaviske lande. Norske Evry og finske Tieto må også kæmpe med dalende popularitet til fordel for internationale konkurrenter.

Det at være en lokal virksomhed giver ikke længere samme fordele, mener Henrik Ringgaard Pedersen

»Leverancemodellerne bliver mere og mere ensartede. Tidligere var der stor forskel på indiske, amerikanske og lokale leverandører,« forklarer han og fortsætter:

»Nu har de udenlandske alle sammen lokale ansatte, mens de lokale har gjort sig globalt egnede.«

Læs også: Jobcenter fyrer KMD efter årelangt it-kaos

Indiske TCS er Danmarks - og Nordens - mest populære outsourcing-udbyder, omend virksomheden har tabt flere procentpoint siden sidste år. Her har man ansat flere og flere i Skandinavien, mens en virksomhed som Accenture omvendt har over 100.000 ansat i Indien.

»Derfor er skellene mellem udbyderne også blevet mindre,« konstatere Henrik Ringgaard Pedersen.

Indisk kontra amerikansk kunderelation

De danske virksomheder er langt fra færdige med at sende it-arbejdet ud af huset. 47 procent af selskaberne oplyser, at de har planer om at outsource yderligere. Der er da også generel tilfredshed med outsourcing-oplevelsen. 93 procent af de adspurgte svarer, at de som minimum er nogenlunde tilfredse med leverandørerne - og kun tre procent angiver, at de er deciderede utilfredse.

Ikke desto mindre er der stadig en stor forskel på, hvad de forskellige virksomheder opfatter som en god kunderelation, mener Henrik Ringgaard Pedersen.

Læs også: Stor it-undersøgelse: Virksomheder outsourcer i blinde

»Der sker altid fejl og derfor handler meget af kundernes oplevelse om, hvordan udbyderne reagerer,« siger han.

Ved de indiske virksomheder oplever mange kunder, at problemerne bliver løst og så snakker man pris bagefter. De amerikanske udbydere har mere tendens til at presse på for ekstrabetaling, mens kunden har problemer.

»Det er en af grundene til at indiske selskaber har klaret sig godt,« fastslår Henrik Ringgaard Pedersen.

Se hele undersøgelsen her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Er at flytte til en standart platform, så man kan flytte over nat.

Så kan det godt være at extra betaling falder, men kunden kan være væk dagen efter.
Synes også det er besynderligt at problemer der tit er skabt af udbyderene skal betales af kunden.

  • 0
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere