KMD-nedbrud: Kommuner kører med nødprocedurer for hospitals-kommunikation

Flere systemer hos landets kommuner er blevet lagt ned efter en planlagt ændring i diskstrukturerne hos KMD torsdag. It-virksomheden forventer, at problemet først er helt løst om flere dage.

Et omfattende nedbrud hos it-virksomheden KMD har i går og i dag lagt en række vigtige it-systemer ned i landets kommuner.

Nedbruddet har ifølge Version2's oplysninger ramt sagsbehandlingssystemer, økonomisystemer og korrespondance-systemer i kommunerne. KMD bekræfter i en mail til Version2, at virksomheden har oplevet »driftsproblemer med en række systemer« hos deres kunder.

Henrik Brix er formand for Foreningen af Kommunale It-chefer, og derudover er han it-chef i Favrskov Kommune. Overfor Version2 bekræfter han, at landets kommuner i øjeblikket »oplever massive nedbrud på en række systemer«.

»Det er alt lige fra korrespondancemeddelelser mellem sygehuse og kommuner, det er vores økonomisystemer Opus, vores sagsbehandlingssystemer og vores ejendomssystemer. Det er en bred portefølje, der har været massive problemer, og det er der stadig, for de er ikke blevet løst endnu,« siger han og tilføjer:

»Det er meget, meget omfattende. Jeg kan sjældent huske, at der er så meget, der har været nede med et nedbrud, medmindre der er blevet gravet et kabel over.«

En planlagt SAN-ændring

Version2 har kontaktet KMD med en række spørgsmål til sagen, og i et skriftligt svar giver it-virksomheden en foreløbig forklaring på, hvordan problemet er opstået.

»Vi oplever driftsproblemer med en række systemer hos vores kunder efter en planlagt SAN-ændring (Storage Area Network, red.) torsdag eftermiddag. Vi har dedikerede teams som har arbejdet natten igennem og stadig arbejder på at få alle systemerne op at køre igen,« skriver KMDs pressekontakt.

Det er nyt for Henrik Brix, at problemerne er opstået i kølvandet på en SAN-ændring. It-chefen har ikke fået oplyst af KMD, hvad årsagen til problemerne er, og han har forgæves prøvet at tjekke KMDs kundenet, der også er ramt af nedbrud.

Han påpeger, at det lyder plausibelt, at problemerne er opstået i forbindelse med en ændring i KMDs disk-strukturer, men han mener, at KMD burde have forberedt sig bedre på ændringerne.

»Det er ærgerligt, at de ikke har haft en plan b at falde tilbage på, når man laver sådan en ændring. Ellers skulle det have været testet bedre, så man undgår at ramme så massivt, som man har gjort her – det er ret omfattende.«

Har sat nødprocedurer i gang

Blandt de ramte it-løsninger er et KMD-system, som alle kommuner bruger til korrespondance med blandt andet hospitalerne. Systemet bliver eksempelvis brugt til at koordinere og aftale hjemmeplejeaftaler, hvis et hospital udskriver en patient, som har behov for hjemmepleje af kommunen.

»Det kan være hjælp fem gange om dagen til toiletbesøg eller sådan noget, så det er ret vigtigt, at vi kan lave de meldinger,« siger Henrik Brix.

Han påpeger, at der dog ikke er nogen fare for patienterne, fordi kommunerne har taget en nødprocedure i brug, hvor de ringer til hinanden i stedet for.

Først på plads søndag

Kommunernes kan meget vel være nødsaget til at skulle fortsætte et par dage endnu med nødprocedurer og massive systemproblemer.

I mailen til Version2 oplyser KMD nemlig, at de første systemer vil være genoprettet i løbet af eftermiddagen i dag, fredag, mens andre systemer først kommer på rette køl i løbet af weekenden.

»Vi forventer, at nogle systemer er oppe igen i løbet af fredagen, mens de sidste kommer op igen lørdag eller senest søndag. Vi beklager meget overfor vores kunder, der er blevet berørt af dette. Når alt er oppe at køre igen, evaluerer vi alle detaljer i forløbet for at sikre os imod, at dette skulle ske igen,« skriver KMDs pressekontakt i mailen til Version2.

Nedbruddene og nødprocedurerne er ifølge Henrik Brix »stærkt forstyrrende for kommunernes arbejde,« og han påpeger, at der er rigtig mange brugere, som er berørt af det i flere af landets kommuner.

»Det er selvfølgelig noget, som vi har snakket med andre kommuner om, men nu er det heldigvis ferieperiode med lavt blus. Hvis det havde en normal periode, så havde vi været endnu hårdere ramt af det her. Men det har under alle omstændigheder ført til ærgrelser og frustrationer, og det har også medført produktivitetstab i alle kommuner,« siger han.

Derfor er det ifølge ham skuffende, at nogle systemer kommer til at være nedlagt i flere dage på grund af hændelsen.

»Umiddelbart synes jeg, at det er meget omfattende, at det skal tage så lang tid. Der er tale om en planlagt ændring torsdag, som skaber problemer helt indtil søndag, og det synes jeg egentlig ikke er tilfredsstillende,« siger Henrik Brix.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Lysemose

Jeg kan godt forstå at man kan få massive nedbrud som følge af alvorlige uforudsete hændelser såsom brand, lynnedslag, vandrør der sprænger osv.
Men at man selv smadrer sine egne systemer ved planlagte ændringer og er helt hjælpeløse overfor at rulle tilbage virker komplet uforståeligt hvis man er en seriøs driftvirksomhed.

  • 11
  • 0
Morten Fordsmand

"teste skidtet"

Det er ikke altid, så nemt som det umiddel bart lyder fordi det jo netop er for produktionsserverne at det fejler.

Nu ved vi jo ikke hvad der egentlig er sket om det er selve fibernetværket eller en eller anden storageenhed der har opført sig grimt.

Men umiddelbart er det betænkeligt at de laver en større infrastrukturændring uden at finde fejlen umiddelbart, og så have en fallback plan, der virker.

  • 6
  • 0
Mads Thomsen

systemer ser ud til at have det lidt svært med at blive opdateret og/eller ændret. Jeg har selv været med til at rydde op efter sådan en ændring, der gik galt. Det tog sin tid. Det er ikke en gang sikkert at det er KMD's skyld. Det kan være en patch fra leverandøren af hardwaren der har kørt det i hegnet.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere