KMD napper stor kontrakt på it-drift og SAP-vedligehold fra udskældt fransk leverandør

Siden 00'erne har Atos drevet it-systemerne hos Banedanmark. Men nu er det slut med den franske leverandør, som er under skarp kritik i bl.a. England.

Banedanmark overlader nu it-drift og SAP-systemvedligeholdelse til KMD efter adskillige år med franske Atos som leverandør. KMD, som er ejet af den globale kapitalfond Advent International og Sampension, skal de næste fire år varetage Banedanmarks it-drift og de næste to år supportere, vedligeholde og udvikle flere centrale administrative SAP-applikationer.

KMD’s aftale med Banedanmark sker i forlængelse af flere større SAP-aftaler i de seneste år med DSB og Vejdirektoratet.

Banedanmarks presseafdeling oplyser til Version2, at kontrakten er estimeret til ca. 142 mio. over seks år.

Franske Atos har tidligere fået klø i en benchmark fra KPMG, hvor selskabet indtog en absolut sidsteplads i forhold til kundernes tilfredshed med 20 leverandører af it-drift.

Læs også: Ny dansk måling: Indiske outsourcing-giganter lammetæver konkurrenter

Og så sent som i sidste uge meddelte den engelske regering ifølge computerweekly.com, at man vil gennemgå alle større kontrakter med Atos - til en anslået værdi på 4,8 mia. kroner - efter indstilling fra de britiske statsrevisorer, som har konkluderet at selskabet 'ikke har udvist passende påpasselighed over for skatteborgernes penge'.

KMD har fået opgaven efter to udbudsrunder.

»Vi ønsker en effektiv og tidssvarende it-understøttelse. Det får vi bl.a. ved at outsource vores it-drift, og vi ser nu frem til samarbejdet med KMD,« fortæller it-chef i Banedanmark, John Vammen, ifølge en pressemeddelelse.

Jesper Kryhlmand, der er direktør for Erhverv & Infrastruktur i KMD, at selskabet i dag har mere end 200 SAP-specialister ansat.

Seks leverandører dominerer markedet for it-drift i Danmark, nemlig Atos, CSC, IBM, KMD, NNIT og Netcompany.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (0)

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer