Et nedbrud i et KMD-datacenter betød Store Bededag, at Roskilde Kommune mistede mere end 82.000 filer knyttet til borgersager. Filerne kunne ikke reddes på grund af en fejl i Roskilde Kommunes backup-løsning, der adskiller sig fra de andre kunder i det samme system.
KMD har som databehandler beklaget forløbet, men selve nedbruddet er ifølge Version2s oplysninger sket på grund af en fejl hos KMDs indiske underleverandør Tech Mahindra.
KMD driver nemlig ikke selv de pågældende servere.
I 2015 blev KMDs infrastrukturforretning outsourcet til Tech Mahindra, og ifølge Verison2s oplysninger har Tech Mahindra derefter tegnet kontrakt med endnu en underleverandør til den storage, der skulle bruges til blandt andet Roskilde Kommunes data.
Den kontrakt er angiveligt blevet opsagt omkring årsskiftet, og herefter skal Tech Mahindra have forsømt den overvågnings- og vedligeholdelsesopgave, der før lå hos storage-leverandøren.
Store Bededag brød to diske så ned, og Roskilde Kommune mistede de knap 83.000 filer knyttet til tusindvis af borgeres sager.
Version2 har kontaktet KMD, der ikke afviser Version2s udlægning af forløbet og oplyser, at der i øjeblikket foregår analyser og redegørelser af forløbet i samarbejde med deres tekniske samarbejdspartnere, men at de ikke ønsker at komme med yderligere kommentarer til sagen.
Version2 har også forsøgt at få en kommentar fra Tech Mahindra i Danmark - indtil videre uden held.
KMD har sendt en redegørelse til Roskilde Kommune, som Version2 har anmodet om aktindsigt i for at følge op med flere detaljer.