KMD lukker munden på ærkerival med opkøb

Illustration: REDPIXEL.PL/Bigstock
It-giganten KMD har opkøbt Medialogic, der laver it-løsninger til jobcentre. Medialogic har tidligere været skarp kritiker af KMD's forretningsmetoder.

I går var der to virksomheder, der kunne levere it-løsninger til jobcentrene. I dag er kun en.

Sådan ser virkeligheden ud, efter at KMD torsdag meldte ud, at man har opkøbt det mindre softwarehus Medialogic.

Fremover bliver Medialogic og de omkring 50 medarbejdere et datterselskab i KMD-koncernen.

KMD begrunder opkøbet med et stærkt offentligt fokus på at digitalisere indsatsen på beskæftigelsesområdet.

»At få Medialogic ind i KMD forretningen ser vi som et godt løft af vores kompetencer, og vi ser meget frem til, at vi nu sammen kan tegne en endnu mere nytænkende og effektiv it-understøttelse af arbejdsmarkedsområdet«, udtaler KMD direktør Ole Jensen.

KMD og Medialogic har ind til nu delt markedet for it-løsninger på beskæftigelsesområdet mellem sig. Konkurrencen på området har været skarp - og tonen mellem parterne ligeså:

»KMD sidder så tungt på det kommunale it-marked, at de er i stand til at presse andre leverandører ud af markedet ved at benytte sig af konkurrenceforvridende metoder, f.eks. ved at lave decideret prisdumpning eller ved at true kommunerne med, at de overtræder loven, hvis de tegner kontrakt med en anden leverandør uden at have gennemført et udbud,« udtalte Medialogics direktør Kate Turch i marts 2012 i forbindelse med, at KMD's forretningsmetoder blev kritisk behandlet i pressen

Læs også: Konkurrent skyder med skarpt: KMD misbruger monopol

Kate Turch fortsætter som direktør for det fusionerede KMD-datterselskab, og i mellemtiden er tonen blevet en anden:

»KMD, Medialogic og andre leverandører har gennem årene kæmpet om at være den bedste it-leverandør på beskæftigelsesområdet. Det er et felt, hvor udviklingen går utrolig stærkt og sætter betydelige krav til leverandørerne. At KMD og Medialogic nu slår kræfterne sammen, ser jeg som en styrkelse af den samlede indsats«, udtaler Kate Turch i pressemeddelelsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere