Kommunerne kan se frem til en foreløbig forsinkelse på 11 måneder, før KMD leverer de nye såkaldte støttesystemer, som skal erstatte KMD's gamle monopolsystemer. Og ventetiden bliver ikke bedre af, at driften af systemet i de 11 måneder kan løbe op i mod en halv milliard - penge, som altså også går til KMD.
Indtil videre er Kombit og KMD mest af alt blevet enige om, at de er uenige om årsagen.
KMD nægter her til formiddag at udtale sig i sagen. Men i går aftes havde selskabet en anden holdning og sendte en udtalelse i en mail til TV 2 Business.
Af mailen - der er delt med Version2 - fremgår det, at KMD peger på det kommunale it-fællesskab Kombits anmodninger om ændringer til it-systemet som årsag til forsinkelsen.
»At det samlede projekt er efter den oprindelige tidsplan har været kendt et stykke tid og skyldes, at projektet løbende er blevet justeret, og der er kommet en lang række af ændringsanmodninger fra Kombit ind i projektet. Ændringsanmodninger, der fortsat tilgår løbende, og som projektet skal navigere og justere efter,« skriver KMD's kommunikationsdirektør, Morten Langager, i mailen.
KMD tager formelt ansvar for 4 af de 11 måneders forsinkelse.
»Det har vi tidligere beklaget, og vi lagde os i selen for at levere efter en ny og korrigeret tidsplan,« fortsætter Morten Langager.
Kombit afviser at kommentere sagen, men fastholder over for Version2, at KMD skal tage fuldt ansvar for selskabets reviderede plan.
Sagen om de forsinkede støttesystemer kommer kort tid efter, at det kom frem, at KMD står til at tjene 340 millioner på at drifte et pensionssystem, der for 15 måneder siden skulle være erstattet af systemet Social Pension - ligeledes fra KMD.
Allerede i september gav sagen skår i forholdet mellem sagens parter. Her langede formand for Kommunaldirektørforeningen Henrik Kolind i Berlingske Business ud efter KMD:
»Der er ikke tale om to-tre kvartalers overskridelse. Den kan tælles i år. KMD må se at få løst leverancerne, og kommunerne forventer at blive kompenseret krone for krone for de tidsoverskridelser, som KMD har lavet, herunder forsinkelser på andre systemer, som hænger sammen med KMD's som forbundne kar,« fastslog Henrik Kolind, der i dag har sagt nej til en interview med Version2.