KMD i ny modvind: Region afviser it-system med 100 fejl
Omkring 600 krav var en del af det udbud på et nyt løn- og vagtplansystem som Region Syd sidste år tildelte KMD.
Det krævede dog ikke regionen mere end en test af halvdelen af kravene for at finde 100 mangler, i det system, som KMD for nyligt leverede som en del af en seksårig kontrakt.
Ifølge Simon L. Kristensen, der er afdelingschef for overenskomst og løn hos regionen, ligger man nu i forhandling med it-selskabet om ansvaret.
»Før de er afsluttede, kan jeg ikke sige mere,« oplyser han til Version2.
Ingen tillid til systemet
For nyligt forklarede Region Syd dog til Fyens Stiftstidende, at systemet havde alt for mange fejl til at kunne blive taget i brug.
»Der har været en lang række krav, vi mener, man ikke lever op til. Derfor har vi ikke tillid til systemet, og vi går ikke i luften med et løn- og vagtplansystem, der ikke er i orden. Vi er nødt til at være sikre på, at de systemer vi tager i brug, lever op til de krav vi stiller,« siger regionsdirektør Jane Kraglund til avisen.
Regionen oplyser desuden, at KMD allerede da selskabet afgav tilbud, mente at løsningen levede op til mange af kravene til systemet. Efterfølgende har det ifølge regionen vist sig, at det leverede system ikke ligner det, KMD har budt ind med.
»Så man kan godt síge, at de har lovet noget, de ikke kunne holde,« siger Simon L. Kristensen til Fyens Stiftstidende.
40 dage til at løse problemet
Fyens Stiftstidende har bedt KMD om at kommentere på sagen. Her bekræfter man, at parterne 'drøfter' løsningen, men afviser at 'føre dialogen i pressen'.
KMD har nu fået 40 arbejdsdage til at rette op på de fejl og mangler, regionen har fundet i systemet.
I mellemtiden vil regionen køre videre med det eksisterende system fra EG Silkeborg Data, som ellers allerede var igang med at pakke systemet sammen.
»Det er en ærgerlig situation, de er endt i. Vi har været i kontakt med regionen og lavet en forlængelse af vores kontrakt på tre måneder,« fortæller direktøren for EG Silkeborg Data Johnny Iversen til Version2.
»Vi har de sidste måneder været i gang med at konvertere data fra det eksisterende system til det nye. Nu skal vi i stedet fokusere på at holde systemet kørende,« fortsætter han.
KMD endte for nyligt i et offentligt skænderi med kommunernes it-fællesskab Kombit, da it-selskabet fraskrev sig ansvaret for syv måneders forsinkelse pga en angiveligt lang række ændringsanmodninger fra Kombit.
Den fremlægning faldt imidlertid den kommunale indkøber for brystet, da man her mener, at ændringsanmodningerne står for 8 procent af det samlede projekt - og 1 procent, hvis man ser på forslag, der er kommet efter den såkaldte afklaringsfase.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.