KMD-fyringer ruller nu: Sådan får medarbejderne beskeden

26. november 2013 kl. 10:55
KMD-fyringer ruller nu: Sådan får medarbejderne beskeden
Illustration: Morten K. Thomsen.
126 medarbejdere i KMD har tirsdag morgen fået en fyreseddel. 400 har angiveligt bedt om en frivillig fratrædelsesordning.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Det er en kold morgen. Klokken er præcis 8.30, og solen sender sine første stråler igennem de nøgne trætoppe ind over Lautrupparken i Ballerup.

Ånden damper fra medarbejderne, der haster fra bilerne og hen til indgang syd ved KMD's domicil.

De fleste sætter det lange ben foran, fordi de ved, at der mellem 8.30 og 8.45 vil blive sendt en mail ud til dem, der skal fyres.

Inden dagen er omme, er KMD blevet 275 medarbejdere færre, heraf har 126 ifølge Version2's oplysninger fået en fyreseddel. 149 har fået en aftale om frivillig fratræden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jespersen.
»Rygtet siger, at 400 har bedt om en fratrædelsesordning, og hvis det er sandt, så siger det jo også en del om forholdene,« siger næstformand i it-fagforeningen Prosa, Hanne Lykke Jespersen til Version2.

Hun er mødt op på parkeringspladsen for at støtte de medlemmer, der måtte blive fyret. KMD har dog officielt afvist at have Prosa-repræsentanter med som bisiddere til afskedigelsessamtalerne, men da den første opringning kommer 8.41, ser det alligevel ud til, at Hanne Lykke Jespersen får lov at komme indenfor.

En medarbejder parkerer sin bil ved siden af Prosa-næstformandens lille Toyota Aygo. Cigaretten bliver pulset godt igennem, inden han åbner døren og med målrettede skridt begiver sig hen mod indgangen - og en afklaring af, om han også fremover skal køre bilen til Ballerup.

På baggrund af rygterne om de mange forespørgsler om frivillig fratrædelse forudser Hanne Lykke Jespersen, at der kan komme sager om usaglig afskedigelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg ved, de har sagt nej til mange. Hvis en af dem, de har sagt nej til, kunne have taget en af de fyredes job, er der ikke længere en saglig grund til fyringerne,« siger Hanne Lykke Jespersen til Version2.

Hun oplyser, at i alt fem Prosa-medlemmer er blevet afskediget: To i Ballerup, to i Aalborg og en i Odense.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger